Grønlands valg er grønlaendernes

Som forudset trak IA sig ud som sejrherre ved Grønlands valg, og lykkes det partiet at sikre sit parlamentariske grundlag, vil Múte B. Egede blive Grønlands naeste landsstyreformand. Det er kun sket en gang før for det folkesocialistiske IA. Socialdemokratiske Siumut har siddet tungt på magten, siden Grønland fik hjemmestyre i 1979.

Det har for at sige det mildt ikke altid vaeret til gavn for Grønland. Siumuts politiske elite har på mange uheldige måder repraesenteret en kultur, som har vaeret praeget af nepotisme og vennetjenester. Når Grønland i dag står med så store sociale udfordringer, som tilfaeldet er, baerer Siumut en stor del af ansvaret for det. Derfor lød det både hult og ansvarsforflygtigende, da partiets formand, Erik Jensen, under valgkampen slog sig op på løftet om en folkeafstemning om en ny grundlov for Grønland. I stedet for at se ind i en urealistisk drømmeverden og tale om hjemtagelse af flere områder fra Danmark, så ville det klaede ham og partiet at forholde sig til de problemer, som grønlaenderne står med nu.

IA havde sidst regeringsmagten, da Grønland fik hjemmestyre i 1979. Hverken dengang eller nu kan det tolkes som et tegn på, at grønlaenderne pludselig er blevet ekstremt venstreorienterede. Til gengaeld kunne det både dengang og nu tolkes som et opgør mod den siddende klasse.

Om selvstaendighed har IA’s seneste landsstyreformand, Kuupik Kleist, udtalt, at debatten har sat sig på den offentlige dagsorden på en måde, så den står i vejen for, at Grønland tager fat på de problemer, som er her og nu. Meget tyder på, at Múte B. Egede har samme holdning: »Når samfundets hjul kører på fuld tryk, så kan vi diskutere, hvornår vi bliver selvstaendige,« lød det fra IA-formanden før valget.

Ifølge de seneste analyser af Grønlands økonomi bliver der nok at tage fat på ikke kun med at genoprette økonomien efter coronakrisen, men også med at tage højde for de enorme udfordringer, som Grønland står over for med en aldrende befolkning, en ringe uddannelsesgrad og en kultur, hvor forekomsten af seksuelle overgreb og vold stiger. Grønlands politimester tøver ikke med at saette det i forbindelse med socialt forankrede problemer og kalder det »yderst bekymrende«.

Den første forhindring, som en kommende grønlandsk regering skal overkomme, bliver det store Kvanefjeld, som var den direkte anledning til, at grønlaenderne gik til valg i utide. IA er markant modstander af mineprojektet, hvor uran følger med som biprodukt til de eftertragtede sjaeldne jordarter. Partiet er gået til valg på at ville genindføre nultolerance over for uran, hvilket i sig selv vil bremse Kvanefjeldsprojektet. Men også her skal der skaffes flertal. Bliver det lige så smalt, som da nultolerancen blev ophaevet, er Grønland reelt ikke nået meget laengere. Grønland har brug for politisk samling og en strategi, som nyder bred opbakning.

Blandt dem, som røg helt ud ved valget, er den gamle landsstyreformand Aleqa Hammonds nye parti Nunatta Qitornai, som om nogen har bragt selvstaendighedsspørgsmålet til et skingert niveau, f.eks. ved at påstå at det vil gavne Grønland at traekke sig ud af Rigsfaellesskabets arbejde med den arktiske strategi og ved at love en selvstaendighedsafstemning senest i 2025. Partiet vil ikke blive savnet. Heldigvis for Grønland viser valget, at pragmatismen sejrede på det punkt. Danmark hverken kan eller skal laegge hindringer i vejen for Grønland, men det er grønlaenderne selv, som skal berede vejen og skabe fundamentet.