En borgerlig alliance med S? Nej tak
S og de nationalkonservative har opdaget, at de har mere til faelles end ved første øjekast.
Den nationalkonservative stemme Rune Selsing skriver i JP forleden, at han er borgerlig, men hellere vil have Mette Frederiksen som statsminister. En holdning, som andre nationalkonservative kommentatorer har bifaldet. Socialdemokratiet og de nationalkonservative ser et forenet mål i, at en dansk regering kun skal bekymre sig om Danmark, og at embedsvaerket skal have flere politisk udpegede embedsmaend, som kan »sikre loyalitet blandt de øverste embedsfolk«.
Denne udvikling vil skade både vores anerkendelse i resten af verden og embedsmaendenes evne til at arbejde for landets bedste. I stedet for at lukke os om os selv og kun fokusere på vores egne snaevre interesser, bør vi styrke det internationale samarbejde. I stedet for at indføre politiske embedsmaend, bør vi beskytte det neutrale embedsvaerk.
I ”Deadline” 27/3 uddybede Rune Selsing alliancen mellem Socialdemokratiet og de nationalkonservative. Statsministeren hyldes her for at tage til Israel og modarbejde det europaeiske samarbejde. Da det bliver bemaerket, at den yderst nationalkonservative Netanyahu tydeligt bruger Frederiksen i sin egen valgkamp, svarer Selsing ubekymret: »Hvad rager det os?«
En sådan holdning til omverdenen bør ikke kendetegne Danmark. Selv om den danske regering naturligvis først og fremmest er ansvarlig over for den danske befolkning, er det vigtigt, at vi ikke er naive og ligeglade med, hvad der foregår rundtomkring i verden. Førte alle lande denne form for egoistisk udenrigspolitik, ville det internationale samarbejde bryde sammen. Vi bør vaere bedre end det.
Som embedsmand, der har arbejdet for regeringer ledet af både Løkke og Frederiksen, kan jeg bevidne, at et neutralt embedsvaerk er en af de store styrker ved vores demokrati. Det neutrale embedsvaerk arbejder for samfundet og sikrer, at regeringen kan føre sin politik ud i verden, men at dette sker inden for de demokratiske rammer.
Indfører vi et embedsvaerk, som Selsing ønsker, medfølger der en fare for, at embedsmaend som jeg selv ikke laengere arbejder for mit lands bedste, men kun for regeringens bedste.
I Selsings hyldest til Frederiksen kommer han med en raekke postulater om andre politikere. Bland andet er »Lars Løkke en ren administrativ politiker, der ser det som sin rolle at afpolitisere demokratiet og saette en holdningsløs midterkurs for Danmark«.
Selsing naevner ikke, at Løkke inden for kort tid har formået at gå imod den nuvaerende regering med klare meldinger om, at børnene skal hjem fra Syrien, at samfundet bør åbnes mere, og senest at Danmark bør overveje en ny retning i narkotikapolitikken. Jeg vil lade det vaere op til laeserne at afgøre, om dette er ”holdningsløst”. Det er dog vaerd at bemaerke paradokset i, at Selsing formår at gøre meget ud af at bevise, at han er meget uenig i de holdninger, han kalder ”holdningsløse”.
Med en alliance mellem Socialdemokratiet og de nationalkonservative risikerer vi, at Danmark i højere grad lukker sig om sig selv. I stedet bør vi åbne os for omverdenen og bevise, at vi er en staerk samarbejdspartner, man kan stole på. Vi bør sige klart nej over for politisk udpegede embedsmaend, og i stedet hylde vores nuvaerende system, hvor embedsmaend arbejder for samfundets og ikke regeringens bedste.
Indfører vi et embedsvaerk, som Selsing ønsker, medfølger der en fare for, at embedsmaend som jeg selv ikke laengere arbejder for mit lands bedste, men kun for regeringens bedste.