Tesfaye, hjaelp os med at bevare stoltheden over at vaere danske

Kaere Mattias Tesfaye. Vi skriver til dig nu, fordi du holder vores og din egen skaebne i haenderne – sammen med så uendeligt mange andre.

Vi kender dig ikke, og du kender ikke os. Alligevel har vi en slags skaebnefaellesskab. En faelles historie. Vi er alle efterkommere af flygtninge. Vi er far og datter – efterkommere af flygtninge fra Anden Verdenskrig. Du er efterkommer af en flygtning fra en anden krig. Men lige meget krigen, så er nøden den samme. Og vores skaebne er defineret af, at Danmark tog imod vores foraeldre og bedsteforaeldre, da de var i nød. Det liv, du har nu, og det liv, vi har, ville have vaeret så uendelig meget anderledes, hvis vi var blevet afvist ved graensen eller sendt hjem i utide til et krigshaerget land.

Vi er begge opvokset med en grund-taknemmelighed for, hvad Danmark gjorde for vores familie. Det forestiller vi også må have gennemsyret din opvaekst. Samtidig er vi begge stolte af at vaere danskere. At vaere en del af et land, der kunne tage vare på mennesker i nød. Kunne åbne samfundet og tage os ind. Som kunne lade os nå dertil, hvor vi er nået nu – dertil hvor du er nået.

Vi deler også skaebnehistorie med de 205 syrere – eller det bør vi i hvert fald gøre. Men da vi og du tog ungdomsuddannelsen, var der ingen, der traek taeppet vaek under os, som det bliver gjort imod Aya i Svendborg lige nu, hvor hun er så taet på at afslutte to års hf. Vi fik lov at tage vores videregående uddannelse faerdig, og i stedet for at smide os ud forventede samfundet, at vi nu gav tilbage ved at vaere en del af Danmark og bruge den uddannelse, vi fik. Ikke som den unge sygeplejerske, vi lige nu udviser i stedet for at lade hende give tilbage. Og vores faedre skulle ikke få et hjertestop over en udvisning, som den stakkels mand, der fik et udsendelsesbrev for to dage siden. Tvaertimod blev vores familie både hjulpet videre til Sverige, da Danmark også blev for farligt, og tilbage igen, da faren var drevet over.

Den vej, du vaelger i spørgsmålet om hjemsendelse af de 205 syrere, vil definere ikke kun deres, men alle danskeres fremtid.

For er vi stadig et land, der tager vare på mennesker på flugt? Eller er vi pludselig blevet os selv nok? Og skal det vaere en af os efterkommere, der ikke har medmenneskelighed til at gøre for andre, hvad der blev gjort for os? Eller er vi stadig et land, der har plads og hjerterum?

Vi ved ikke, hvad der sket for dig, siden du nu virker til ikke at have empatien og din historie med dig i den vigtige rolle, du bestrider i vores land. Måske bliver du presset af dit bagland og din leder. Måske sker der andre ting, vi ikke ved om, som du ikke føler, du kan dele.

Men vi skriver og bønfalder dig nu om at stoppe op! Lukke alle stemmerne ude og maerk efter – som efterkommer af en flygtning, som Danmark tog sig af.

Pas på Danmark og vores medmenneskelige vaerdier. Pas på de 205 syrere og pas på os og dig selv. Ødelaeg ikke de menneskers livsgrundlag. Interner ikke de mennesker i lejre, vi alle ved er nedbrydende psykisk og fysisk.

Tving dem ikke til at tage hjem til et land, der stadig er haerget af krig.

Tag vare på os alle ved at lade Danmark åbne sig for dem, og lad os bevare stoltheden over at vaere danske.

Med et inderligt håb om, at du vaelger rigtigt, kaerlige hilsner fra efterkommer til efterkommer.