Det føderale Tyskland har ekstra svaert ved at få bugt med coronaen

Weimar er navnet på en by i Tyskland. Weimar er også betegnelsen på en historisk periode og en republik. I dag bruges Weimar ikke mindst som skraemmeeksempel: Så galt kan det gå, hvis ikke civilsamfundets baerende kraefter bakker op om den demokratiske retsstat.

Historikeren Ulrich Herbert har i et nyt vaerk – igen – beskrevet, hvordan den skrøbelige Weimarrepublik, grundlagt efter Første Verdenskrig, gik sin undergang i møde frem mod Hitlers magtovertagelse i 1933, netop fordi den blev underløbet af dem, der skulle sikre den: de politiske partier, organisationerne, det tunge erhvervsliv osv. Hver efterkrigsgeneration har haft sit standardvaerk om emnet. Det moderne Tyskland er vokset ud af myten om den svigtede Weimar-republik.

Herberts bog er en oplagt løftet pegefinger til dagens Tyskland. Ét er, at de negative erfaringer fra Weimar-tiden ofte bliver skamredet i den aktuelle politiske debat. Det er jo faktisk ingen naturlov, at Weimar-republikkens sammenbrud i sig selv skulle ende i Holocaust og en verdenskrig. Noget andet er, at det moderne Tyskland forfatningsmaessigt er modelleret som et modbillede til det nazidiktatur, som Weimar-republikken tabte til: Det må aldrig ske igen, at ekstreme kraefter kan tilrane sig en så enevaeldig magt.

Hele denne tunge historie er med som blind passager, når Tyskland af i dag slås med coronaen. Den føderale opbygning med 16 delstater, staerkt decentraliserede beslutningsprocesser samt høringsret til alverdens interesseortaenkelige ganisationer gør det ikke just nemt at traede beslutsomt op imod pandemien. Alle beslutninger skal endevendes på mange forskellige niveauer, før et kompromis omsider – og kun muligvis – strikkes sammen. Tyskerne har vaennet sig til natlige maratonmøder i Berlin mellem kansler Merkel og de 16 ministerpraesidenter uden klare afgørelser om faelles coronaretningslinjer. Alle insisterer på egne løsninger i det store land.

Processen er givetvis demokratisk ideel med sin vaegt på konsensus, indbyggede checks and balances i magthierarkierne og haendervridende forsøg på at undgå, at nogle i sagens natur altid vil tabe ansigt i den slags forløb. Hele dette system med vaegt på forlig, kompromis og imødekommenhed over for alle interesser har tjent Tyskland så godt efter 1945, men i disse coronatider udstilles også dets begraensninger, når der skal handles hurtigt og effektivt. Det tager lang tid at nå en beslutning, og kompromiserne er for ofte rene minimumsløsninger.

Som det hed i en avisoverskrift: »Wuhan vil ikke kunne lade sig gøre i Tyskland« – med henvisning til den kinesiske millionby, som det kommunistiske regime bare lukkede ned. Det var bestemt positivt ment, men dokumenterer også, at demokratiet som styreform ikke nødvendigvis er lige så handlekraftigt som et diktatur i tilspidsede krisesituationer.

Det er så en pris, som Tyskland i saerlig grad har valgt at betale med afsaet i sin historie. Men det hører med, at demokratier med en langt mere centraliseret opbygning, Frankrig f.eks., på ingen måde klarer coronaen bedre. Det sejler vist lige meget på begge sider af Rhinen for tiden trods de meget store forfatningsmaessige forskelle. Merkel og Macron haenger begge i tovene.

Churchill så det klart: »Demokrati er den dårligste af alle styreformer, bortset fra alle de andre.« Så er alt egentlig sagt; ikke mindst i Tyskland, hvor ingen heller glemmer, at Weimar også er Goethes by.

Det sejler vist lige meget på begge sider af Rhinen for tiden trods de meget store forfatningsmaessige forskelle.