Manglende tro er også en tro

Når man laeser Anders Stjernholms kronik i JP 2/4, bliver man naesten rørt til tårer.

Her beklager han sig over, at tro, isaer i løbet af de seneste 5 til 10 år, er blevet noget, der er forbeholdt de troende. Ingen vil åbenbart lytte til, hvad Anders Stjernholm og hans ateistvenner har at sige om det emne.

Men det kan jeg godt forklare. Årsagen er formentlig, at folkene bag Ateistisk Selskab ikke har ret meget at bidrage med.

Uden overhovedet at have gjort sig den mindste ulejlighed med at have sat sig ind i, hvad kristentro sådan rent teologisk går ud på, har ateisterne dannet sig et gudsbegreb, som måske kun en halv procent af verdens kristne abonnerer på.

Det begreb har de så gjort grin med ved at sammenligne det med spaghettimonstre, tandfeer og julemaend. Derudover har de forsøgt at saelge ateismen som en form for ingenting ved at henvise til, at den netop ikke er nogen tro.

Det har de gjort uden at tage hensyn til, at manglende tro på en højere magt også er en tro.

Man kan ikke vide eller bevise, at der ikke findes nogen Gud. Når det er tilfaeldet, så er det altså også en tro.

Ordet anvendes i alle tilfaelde, hvor der ikke eksisterer sikker og beviselig viden.

Når man kritiserer en religion uden at have sat sig ind i den bagvedliggende teologi, og når man forsøger at markedsføre tanker, der er i strid med alle former for sproglig logik, skal man ikke undre sig over, at medier og meningsdannere ikke gider bruge megen energi på at lytte til, hvad man har at sige.