Håndbogen til den intelligent udførte MUS-samtale, der ikke skal laegges i graven
Fantastisk ny bog om den usexede MUS-samtale giver dig alt, du har brug for at vide.
Sjaeldent har jeg glaedet mig så meget til at laese en ny bog, som da ”MUS-samtalen – Ledelse af strategisk kompetenceudvikling” landede i min postkasse. Ikke fordi jeg er en MUS-nørd. Tvaertimod.
Men jeg har nu gennem en årraekke afholdt MUS-samtaler med ansatte på forskellige universiteter og det er første gang, jeg har muligheden for reelt at få sat mine egne MUS-praksisser i perspektiv og få dem revideret.
Som mange andre med en ledelsesfunktion, hvor MUSsamtalen ikke er det centrale, har jeg reflekteret over, hvordan samtalen skal gribes an, hvordan den skal udformes, hvordan man som leder skal forholde sig til magtrelationer og andre lignende forhold.
Men mine refleksioner har altid vaeret lidt ad hoc praeget. Samtidig har jeg tidligere som ansat oplevet at deltage i absolut håbløse MUS-samtaler. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at der er et stort behov for en bog om noget så usexet som MUSsamtalen. Den kan i mange – måske de fleste – tilfaelde kun blive bedre. Og ikke hurtig nok.
Skuffer ikke
MUS-samtalen er skrevet af et forfatterkollektiv bestående af fem kompetente forfattere, som kombinerer både faglig og praktisk viden. Forfatterne har meget forskellige baggrund bl.a. som erhvervspsykolog og kaospilot.
Ofte er ledelsesbøger en samling af buzzwords uden meget substans eller ufatteligt tunge og akademiske uden praktisk brugsvaerdi. Men i dette tilfaelde har forfatterne fundet en rigtig god balance mellem teori og praksis.
Ingen one-size-fits-all
I introduktionen til hvad som definerer MUS-samtalen påpeger forfatterne, at MUS-samtalen skal forstås som en kontekstuel størrelse. Der er ikke en entydig måde, som passer godt ind i alle organisationer. Derfor er brugen af standardiserede skemaer downloaded fra internettet ikke den rigtige tilgang.
Selvom det måske lyder som luftigt, så formår bogens forfattere at konkretisere begrebet kontekst på en klar, lettilgaengelig, relevant og overbevisende måde. De adresserer mange forhold, som har en kontekstuel natur bl.a. relationen mellem rettigheder og pligter, graenserne mellem det professionelle og private, spaendingen mellem udvikling og tilfredshed med status quo, for at naevne et par eksempler.
Kritik af MUS-samtalen
Som forfatterne gør opmaerksom på, har MUS-samtalen vaeret udsat for en tiltagende kritik de senere år.
På ganske få sider får forfatterne praesenteret kritikken på en spaendende måde. De viser hvordan MUS-samtalen har vaeret kritiseret for at vaere ’blød disciplinering’ (Elmholdt), ’fluebens-paedagogik’ (Willig), en del af en graenseløs og markedsdreven udviklingskultur (Brinkman), ja endda et intimitetsteknologisk overgreb (med Kirkebys voldsomme formulering).
Videre peger forfatterne også på, at Millennials efter sigende har det svaert med MUS-samtalen, da de er druknet (mit ordvalg) i anerkende paedagogik.
Andre er kommet med konstruktive forslag – som Morten Albaek, der plaederer for at erstatte MUS-samtalen med meningsfuldhedssamtalen.
Uagtet at meget af kritikken er rammende, så viser forfatterne ikke desto mindre, at MUS-samtalen intelligent udført er en vigtig del af enhver organisation og en integreret del af den strategiske kompetenceudvikling og derfor ikke kan eller bør laegges i graven.
Kunststykke at udføre
I bogen kommer forfatterne rundt om en lang raekke emner, som alle har meget relevans for praktikere af MUSsamtaler.
Bogen daekker forskningen i MUS-samtalen, relationen mellem MUS-samtalen og strategisk ledelse, MUSårshjulet, feedback i MUSsamtalen, for blot at naevne udvalgte nedslag.
Bogen er spaekket med gode kapitler, hvor alle sammen flyder over af ny og relevant viden. Viden som kan og bør bruges af den reflekterende praktiker.
Der er ingen tvivl om, at enhver leder, som kaemper med at finde mening i MUS-samtalen, bør skynde sig at bestille bogen online. Selv ved jeg, at mine MUS-samtaler allerede fra dette forår bliver bedre takket vaere forfatternes indsats.