Skal centralbanker tøjle ulighed, klima og husprisstigninger?

Flere af verdens centralbanker er blevet pålagt eller har selv påtaget sig nye opgaver. Men giver det mening for centralbankerne at favne så bredt, eller udtrykker det svigt fra politikerne?

For få uger siden blev New Zealands centralbank pålagt at tage boligprisudviklingen med i betragtning, når den fastsaetter sin politik.

Centralbanken strittede imod med argumentet om, at en ny målsaetning risikerede at udvande inflationsog beskaeftigelsesmålsaetningerne. Men uden held.

Det er seneste eksempel på, at centralbanker får udvidet ansvarsområdet.

Nogle målsaetninger er naturligere end andre, men når centralbanker med relativt få vaerktøjer skal varetage flere opgaver, er risikoen, at hovedopgaven svigtes.

Verdens to mest betydningsfulde centralbanker – den europaeiske og den amerikanske – har også på det seneste fastsat nye målsaetninger oven i de oprindelige (hhv. inflation og inflation/ beskaeftigelse).

Den Europaeiske Centralbank (ECB) har påtaget sig at inkorporere klimamaessige betragtninger. I udgangspunktet kan det virke langt fra den oprindelige rolle, men ECB har formået at lade klimaovervejelser indgå på en måde, hvor de spiller sammen med og ikke imod den overordnede inflationsmålsaetning.

Dette gaelder bl.a. i forhold til reguleringen af regionens banker. En CO2tung udlånsbalance kan vaere udsat, hvis ny regulering underminerer de bagvedliggende selskaber. Det samme gaelder store eksponeringer til geografiske områder med risici for klimamaessige forandringer.

Den økonomiske analyse skal også i stigende grad medtage risici som følge af forhold relateret til klimaforandringer.

ECB opkøber desuden ”grønne obligationer”, men med opmaerksomhed på ikke at forvride prissaetningen eller ødelaegge markedslikviditeten.

Hvis efterspørgslen fra investorerne svigter, vil det vaere oplagt for ECB at understøtte markedet, men aktuelt er interessen så stor, at der ikke er behov for hjaelp. Reelt er der ikke tale om nye målsaetninger, men blot nye overvejelser, som ikke lader til at kompromittere ECB’s hovedopgave: prisstabilitet.

Den amerikanske centralbank har som naevnt også føjet nye pejlemaerker til. Formanden, Jerome Powell, har i et stykke tid talt for et øget fokus på ulighed. Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at ulighed har betydning for den økonomiske udvikling.

Det har for nylig ansporet Powell til at medtage arbejdsløsheden blandt sorte, lønvaeksten blandt lavtlønnede og erhvervsfrekvensen blandt lavtuddannede blandt de kriterier, centralbanken skal styre efter. Men det er yderst usikkert, om en tilfredsstillende udvikling på de kriterier vil forekomme, samtidig med at resten af amerikansk økonomi er moden til renteforhøjelser. Mindre ulighed er et sympatisk mål, men også et politisk mål.

Det virker oplagt, at politikerne har både flere og bedre strenge at spille på end centralbankerne, når det kommer til at bekaempe ulighed.

Boligpriserne indgår naturligere i centralbankernes analyse, men også her har politikerne via beskatning og regulering flere greb at bruge.

Generelt er det en uskik og udtryk for ansvarsforflygtigelse, når stadig flere opgaver skal varetages af centralbanker.