Når velfaerdsstaten er far og mor

Cecilie Bjerres "Når staten er far og mor" er en grundig gennemgang af tvangsfjernelsernes historie i det 20. århundredes Danmark og kalder på en fortsaettelse til og med Mette Frederiksen.

Når man betragter den ildhu, der investeres i at få ikkevestlige børn hjem fra Syrien til Danmark, er det tankevaekkende at erfare, hvor villigt staten har skilt danske børn fra deres foraeldre og anbragt dem uden for hjemmet op gennem det 20. århundrede. Her var der ikke så meget halløj. Staten gjorde det bare, og danskerne fandt sig i det år efter år.

Det er historiker ved Syddansk Universitet Cecilie Bjerre, født 1985, der gør os klogere på tvangsfjernelsens historie i Danmark fra 1905-1975, også selv om hun er så flink at kalde fjernelserne for ”anbringelser” og generelt skriver akademisk stift.

Undersøgelsen bygger på godt 200 sager fra landets kommuner, der viser, at andelen af tvangsfjernede børn har ligget stabilt på omkring 1 pct. af befolkningen, at de berørte familier typisk har vaeret underklassens, og at tvangsfjernelsen i hele perioden skete uden skyldig hensyntagen til dokumentation og retssikkerhed. Det er ikke velfaerdsstatens stolteste kapitel, der blotlaegges. Forfatteren viser, hvordan velfaerdsstaten kom til at bestemme over familien, når det gjaldt, hvad de sociale myndigheder allerede i 1933 definerede som børn med »en saerlig vanskelig karakter«, eller »når barnets foraeldre eller andre opdragere ikke skønnes at kunne magte dets opdragelse«. Hvis man går rundt og tror, at børn kun blev fjernet fra hjemmet, hvis de blev mishandlet, kan man godt tro om igen.

At bogen, der er en redigeret ph.d.-afhandling, udkommer, mens ”børnenes” statsminister Mette Frederiksen kraever, at der fremover skal tvangsbortadopteres flere børn, gør den kun mere aktuel. Staten skal tilsyneladende vaere endnu mere far og mor.

Kalder på en fortsaettelse

HISTORIE

Cecilie Bjerre går kronologisk til vaerks, bevaebnet med tabeller og figurer.

Med industrialiseringen og urbaniseringen i slutningen af 1800-tallet kom der flere ”løse” børn i gadebilledet. Frem voksede en konsensus om, at nogen burde gøre noget. Sagen var for vigtig til, at den kunne overlades til familierne, og blev overdraget til kommunale vaergeråd og – med socialreformen i 1933 – børnevaernene.

Bogen gennemgår et større kilde- og arkivmateriale om og fra en raekke forskellige sociale instanser og redegør tålmodigt for beslutningsprocesser og lovgivningsarbejde, men det korte

CECILIE BJERRE 344 sider, 298 kr. Syddansk Universitetsforlag