Europas yderste højre har laenge råbt højt. Nu har de svaert ved at få ørenlyd

Uanset om det bliver Armin Laschet eller Markus Söder, som traekker sig sejrrigt ud af duellen om at blive de tyske konservatives kanslerkandidat, så tyder meget på, at Merkels efterfølger kan saenke skuldrene lidt, når det gaelder truslen fra det yderste højre.

Samtidig med at de konservative kandidater i høflige vendinger forklarede, hvordan de begge var enige om at kandidere, men ikke om, hvem partiet skal stille med som kanslerkandidat, holdt Alternative für Deutschland (AfD) partikongres i Dresden. Tysklands yderste højre, som i CDU/CSU’s selvforståelse ikke burde eksistere.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning har dogmet vaeret, at der ikke måtte opstå et parti til højre for kristendemokraterne. Set i det lys var det en sensation, da AfD i 2017 blev Tysklands tredjestørste parti og brød muren til Forbundsdagen med 12,6 pct. af stemmerne.

Og Tyskland er da heller ikke det eneste europaeiske land, som er blevet udfordret af partier, der er kritiske over for EU og indvandring.

Flere steder i Europa steg tilslutningen: Sverigedemokraterne blev Sveriges tredjestørste parti ved valget i 2018. I Italien kom Matteo Salvinis Lega med i regeringen i 2018. I Spanien, som i lighed med Tyskland har ladet den politiske akse gå til og med de konservative, skrev Vox historie ved først at vippe socialisterne PSOE af pinden i Andalusien og siden sikre sig 52 mandater i parlamentet i Madrid ved valget i 2019..

I mangen et partikontor er der vredet hjerner og lagt planer for, hvorlaendingekritikken, dan man kunne daemme op for bølgen af folkelig utilfredshed. Herhjemme har Socialdemokratiet ifølge bogen ”Skaberen, taberen og frelseren” lagt en strategi, som meget bevidst skulle hente tabte vaelgere tilbage fra Dansk Folkeparti.

Flere kommentatorer har haeftet sig ved, at DF på udlaendinge- og vaerdipolitikken nu er blevet så mainstream, at partiets seneste kulturpolitiske udspil endte som en note.

Naesten samme skaebne overgik AfD efter kongressen. Tysklands yderste højre kunne trods alt ikke hamle op med nyheden om, at Markus Söder officielt meldte sig som kanslerkandidat. På den ifølge tyske medier noget kaotiske kongres sprang AfD ud som egentlig modstander af EU, fastholdt udmen trak modstanden mod coronarestriktioner op som det staerkeste politiske kort og går nu til valg på parolen: »Tyskland. Men normalt.«

Markus Söder, som står staerkest i meningsmålingerne til at gå ud som duellens vinder, behøver ikke at se skarpt til højre, og han har netop som politiker ifølge både tyske og europaeiske medier vist sin evne til at omstille sig efter de faktiske politiske forhold.

I 2015, da flygtningekrisen toppede, og Angela Merkel sagde, at »det klarer vi«, fejede Söder for den højre flanke ved bla. at kritisere ”asylturisme”. Nu, hvor AfD ikke synes at udgøre den største trussel, har Söder lagt udlaendingeretorikken på hylden og koncentrerer sig i stedet om at vise lederskab på det, som angiveligt skraemmer mere end indvandring: corona-epidemien, konstaterer britiske BBC.

Tyske Spiegel istemmer med et portraet, hvor Söders politiske tilpasningsevne fremhaeves sammen med hans coronahåndtering. Söder har stillet sit politiske kompas efter det segment, som p.t. udgør den største trussel mod CDU: De Grønne.

Mens AfD ifølge meningsmålingerne står til at ligge under valgresultatet, så rykker De Grønne, som på en god dag naesten kan matche Tysklands kristendemokrater.

I mangen et partikontor er der vredet hjerner og lagt planer for, hvordan man kunne daemme op for bølgen af folkelig utilfredshed.