DN er nyttig for demokratiet – men ikke noget parti
Kristian Pihl Lorentzen udnaevner i JP forleden Danmarks Naturfredningsforening (DN) til at vaere et politisk parti. Det er ikke venligt ment, for Lorentzen skaelder kraftigt ud på DN. Det er interessant, at en politiker bruger betegnelsen ”politisk parti” som skaeldsord.
DN adskiller sig imidlertid fra de politiske partier på mange måder. Blandt andet har DN i modsaetning til de politiske partier ganske mange medlemmer – omkring 130.000. Det er flere end samtlige politiske partier tilsammen.
Til gengaeld har DN ikke magt til andet end at foreslå forbedringer for naturen. Magten til at gøre noget ligger hos de politiske partier, der har mandater nok, og her kniber det naturligvis lidt for Lorentzens parti Venstre.
Da Venstre i 2001 dannede regering, benyttede deres miljøministre magten til at bombe dansk miljøpolitik årtier tilbage for til sidst helt at nedlaegge Miljøministeriet. Så meget for den kaerlighed til naturen, som Lorentzen roser sig af.
Lorentzen laenges tilbage til »den tidligere moderate forening«. Her taenker han måske på den vattede udgave af DN, som i 1950’erne og 60’erne mere eller mindre accepterede statsstøttede naturødelaeggelser i stor stil.
Vi kan blot naevne Filsø og Skjern Å som et par af de nu heldigvis genoprettede naturperler, der dengang blev ødelagt for skatteydernes penge. Er det den tid, Lorentzen laenges tilbage til?
Som venstremand naerer Lorentzen en traditionel nervøsitet for, at landbruget skal lide alvorlig overlast, hvis det lykkes DN at laegge bare lidt daemper på dette erhvervs skader på naturen og miljøet. Lorentzen snakker om »enorme tab af eksportindtaegter, der bidrager afgørende til danskernes velfaerd«.
Sandheden er, at landbruget snaevert set tegner sig for knap 2 pct. af den danske eksport, hvilket ikke kan siges at vaere afgørende for danskernes velfaerd.
Tager vi ”fødevareklyngen” som helhed, kommer vi op omkring 11 pct., men vi holder vel naeppe op med at bage brød, brygge øl eller fange fisk, hvis vi holdt lidt igen med at udvide husdyrholdet og gav en del af de marker tilbage til naturen, som nu kun dyrkes, fordi de udløser et EU-arealtilskud.
For os, der bor på landet, ville det øge velfaerden, hvis vi holdt lidt igen.
Lorentzen taler om »DN’s enorme klagecirkus«. Fakta er, at DN tegner sig for omkring 2 pct. af de 15.000 årlige klager. DN’s klager drejer sig alle om, at natur- og miljølovene skal overholdes, og vi får medhold i stort set dem alle sammen. Hvorfor mon lovgiveren Lorentzen er imod det?
Det er i Lorentzens optik også galt, at DN har en holdning til Haervejsmotorvejen. Vi skal ifølge ham »respektere, at vigtige beslutninger om udbygning af vejnettet (...) tages af de politiske partier«. Jamen, kaere Lorentzen – det er jo netop det, vi er så bekymrede over.
Demokrati er andet og mere end, at vaelgerne hvert fjerde år saetter et kryds ved en af de politikere, som de relativt få medlemmer af de politiske partier har sat på stemmesedlen.
DN forsøger med saglige argumenter at forklare beslutningstagerne, hvilke vaerdier der er på spil, når de i sene natlige forlig binder sig selv og hinanden op på beslutninger, som vi alle må leve med – måske i al fremtid.
Hvis DN kan kaldes et politisk parti, må det i lige så høj grad gaelde for Haervejskomitéen, der for skatteydernes penge fører sig frem med store grønne annoncer i landsdaekkende aviser. Er Landbrug og Fødevarer, Dansk Industri, og hvem der ellers har sluttet sig sammen for at pleje specielle interesser, også fundamentalistiske politiske partier i Lorentzens optik?
Interesseorganisationer er en vigtig del af et velfungerende demokrati. Den slags organisationer mangler man i Nordkorea og mange andre lande, som vi normalt nødigt vil sammenligne os med.
Danmark har hårdt brug for folkelige interesseorganisationer, der kan holde de politiske partier i ørerne, nu, da det er blevet meget småt med medlemsopbakning til partierne.