Åndelig fattigdom faelder den blå blok
At gribe en ny tidsånd må ikke overlades til socialdemokratismen alene. Liberale og borgerlige skal også kunne formulere svar på vores etiske fordringer og dilemmaer. Men det borgerlige Danmark glimrer ved sit fravaer.
Den russiske forfatter Anton Tjekhov skrev i 1904 et teaterstykke, der var taenkt som en komedie, men stort set altid er opført som en tragedie. Stykket handler om en aristokratisk russisk familie, der vender hjem til familiens landejendom, hvortil også hører en pragtfuld kirsebaerhave. Ejendommen står til tvangsauktion, og familien bliver praesenteret for mange forskellige muligheder for at redde den. Hvad det ender med, vender vi tilbage til; konstaterer blot til en begyndelse, at den borgerlige danske have er i forfald. Ingen er i stand til at udfordre statsminister Mette Frederiksen.
Ånden flyver for lavt.
De etiske fordringer for et borgerligt liberalt civilsamfund, retsstaten og et veldefineret dannelsesideal stod engang tindrende staerkt i det borgerligt forankrede Danmark. Helhedsbilledet var centralt.
I disse år laeses og genoptrykkes Søren Kierkegaards tanker og bøger om ham i stor stil i Mellemøsten og Kina. I eget fødeland er hans tankegods om en passioneret etik og moral derimod stort set kastet over bord. Al politisk taenkning er overladt til enkeltsagsdemokratiet. Men i et borgerskab kan ingen enkeltsag give fyldestgørende endsige ansvarlige eller anstaendige svar på hverken det gode liv eller civilsamfundets eksistentielle spørgsmål. Enkeltsager ender desuden i laengden som selvmodsigelser i en verden, hvor modernitet både som begreb og helt konkret er flydende.
Måske passionen ved de etiske helhedsbetragtninger gled ud med folk som Per Stig Møller, Birthe Rønn Hornbech og Christian Mejdahls farvel til Folketinget? Den nuvaerende tomhed har i hvert fald sendt det borgerlige Danmark ud i både høj sø og politisk ørkenvandring på én og samme tid.
De helt grundlaeggende diskussioner om menneske over (for) individ, forholdet mellem civilsamfund og stat og den enkeltes ansvar for faellesskabet, sin naeste og familien traenger sig på. For borgerlige må det herudover vaere centralt at give mennesker, skoler, kommuner, regioner og civilsamfund friheden og selvbestemmelsen tilbage. Men ingen tør efterhånden tale de frie skoler op, for der står billedligt talt altid en muslim bag forhaenget, eller også passer skoleformen bare ikke ind i budgetlov og serviceloft i kommunerne.
Nu er økonomi naturligvis vigtigt.
Det er danske normer også. Pengene skal passe og normerne balanceres, passes og plejes. Men økonomismen og den evige frygt for det fremmede fører bevidstløst alle diskussioner ind i den samme åleruse, hvad enten udgangspunktet er blåt eller rødt. Alle indgreb i menneskers liv begrundes stort set med disse instrumenter. Mål og midler forveksles i ét vaek, og familier, civilsamfund og individer fratages deres mulighed for at stå i egen ret. Denne afmontering af menneskers selvstaendighed burde føles som et knivsår i ethvert borgerligt/liberalt menneske og udløse en vaerdikamp. Men kampen udebliver.
Det blå Danmark har sluppet sine egne kulturelle rødder og vaelger i stedet at føde ind i samme slagne tankesaet, som socialismen er gjort af, hvor den sidste embedsmand i systemet ender med at skulle dømme såvel levende som døde. Om det er børnene i al-Hol-lejren, tvangsfjernelser, social kontrol, fratagelse af børnepenge og kontanthjaelp. Det hele er ét politisk fedt. Vi ender samme sted hver gang. Det skal se handlekraftigt ud, men ingen tør tage ansvaret. Embedsmaend saettes på sagen, og resultatet bliver et samfund, hvor der reelt kun eksisterer én hovedregel: Gør, hvad staten siger, eller vi sender nogen ud for at straffe dig.
Engang ville den filosofi have vaeret helt forskruet i borgerlig, liberal optik. Men verden er så forandret. På den måde får Mette Frederiksen med sin sans for socialdemokratisk historie og symbolik hele banen for sig selv i den store samfundsfortaelling, mens vi som borgerlige og liberale vakler rundt i intern diskussion om danske og jyske vaerdier baseret på falske modsaetninger og skel mellem godtfolk.
Det kunne alt sammen vaere ligegyldigt for borgeren, hvis ikke perspektiverne var så vidtraekkende. Vi ser nemlig en socialdemokratisk ideologi folde sig ud i fuldt flor: med den matriarkalske, altomfavnende, men også altopslugende stat. En stat, der siger: Hvis ikke du vil, så skal du. Hvem stiller spørgsmålet: Skal hvad? Hvad er det, vi skal opfylde og gøre for statens skyld? Siden hvornår er børnene blevet statens og ikke foraeldrenes? Har staten patent på at vide, hvordan vi opdrager vores børn og passer på de aeldre, indretter familielivet og driver vores skoler og civilsamfund? Og hvor blev grundlaeggende begreber som frisind og rummelighed af? Eller for den sags skyld barmhjertighed og tilgivelse?
Er der plads til dem i enkeltsagsdemokrati?
Frihed og ansvar som en etisk borgerlig fordring har helt tilbage til reformationens kulmination i 1536 haft sin vidtforgrenede og retningsbestemmende betydning for vores dannelse, skoler og familier, ja, for livet i Danmark, omend den danske reformskole først ankom langt senere og drypvis ved de store reformer om blandt andet metodefrihed over midten af 1800-tallet. I øvrigt fremmet af det gamle Venstre. Kunne vi endda blot få metodefriheden tilbage, ville meget vaere nået. Men også her spaender enten økonomismen eller frygten for islamisk indflydelse ben for helheden, og det blå Danmark ender som fortabte statister i socialdemokraternes målsaetning om at genetablere 1960’ernes og 1970’ernes velfaerdsstat. Den velfaerdsstat, som krakkede i en både økonomisk og etisk ulykke, hvor ingen laengere følte det personlige ansvar over for faellesskabet eller sin naeste. Det blev tvaertimod et spørgsmål for alle om at rage mest muligt til sig af velfaerdsstaten. Egoismen blev så at sige sat i system.
Det blå Danmark har sluppet sine egne kulturelle rødder og vaelger i stedet at føde ind i samme slagne tankesaet, som socialismen er gjort af, hvor den sidste embedsmand i systemet ender med at skulle dømme såvel levende som døde.
Det er et borgerligt, liberalt, kristent og humanistisk imperativ at finde ansvarlige og anstaendige helhedssvar på de politiske udfordringer. Det gaelder også i den kosmopolitiske verden, som borgerlige og liberale partier jo sjovt nok i saerlig grad har bragt ind i danskernes virkelighed gennem tiden, men i dag ikke vil vide af.
Vi står med en ny tidsånd. Skabt af både pandemien og de senere års demaskering af vores åbenlyse sårbarhed over for populisme og mangel på respekt for en international retsorden. Folk har indset, at en pandemi kan ramme alle. Også dem, der ikke smittes. Vi har set Trump, brexit og bevaegelser kompromittere vaerdier, vi tog for givet. For slet ikke at tale om den kinesiske ”ét baelte, én vej”-strategi og Putins gasledninger. Alt sammen geopolitiske og kulturgivende emner, vi med enkeltsagsdemokrati og lukkethed intet kan stille op over for. Borgerne har for laengst set det. Vi mangler endnu den borgerlige politiske erkendelse.
At gribe en ny tidsånd bør ikke overlades til socialdemokratismen alene. Liberale og borgerlige skal finde ny flyvehøjde og i Kierkegaards ånd med passion søge pragmatiske og inkluderende svar på de etiske fordringer og dilemmaer, der møder os. Det handler ikke om elite mod folket, om offentligt mod privat ansatte. Om københavnere mod jyder, om udlaendinge mod danskere. Om dem og os. Det handler om, hvorvidt tidsånden alene skal defineres af en socialdemokratisk/socialistisk idé om, hvordan livet skal leves, og hvem vi er. Det handler om en inkluderende borgerlighed med et staerkt civilsamfund. Dermed er vi tilbage i teaterstykket om Kirsebaerhaven.
Ingen i familien forstår sig for alvor på havens historie, og alle forbliver i fastlåste forestillinger om, hvad der kunne have vaeret gjort engang. Derfor er de ikke i stand til at aendre på tingenes tilstand. Det hele ender med, at ejendommen bliver solgt, og familien drager bort til lyden af kirsebaerhaven, der faeldes.
Nok er der meget at saette pris på i Danmark og Europa. Nok har vi en dygtig statsminister. Men ethvert historiebevidst menneske kan se, at såfremt der ikke kommer et mere kvalificeret borgerligt modspil til regeringen end det nuvaerende, vil alle gode gerninger og magt om føje år vaere givet staten. Lad os skifte dogmer ud med helhed, ansvarlighed, anstaendighed og ambitioner – tilføjet en god portion pragmatisme, rummelighed og barmhjertighed. Alternativt vil den borgerlige kirsebaerhave vaere faeldet og forladt langt hurtigere, end vi aner. I den sammenhaeng er det ligegyldigt, om opførelsen for nogen fremstår som en komedie.
Den vil for borgerne altid stå tilbage som en tragedie.