Stigende spaendinger praeger Opec
Oliepriserne er faldet til ro, men spørgsmålet er hvor laenge?
Efter en del volatilitet synes oliepriserne at vaere faldet til ro omkring de 60 dollars pr. tønde.
Uroen skyldes ikke mindst usikkerhed om det fremtidige udbud på verdensmarkedet, siden medlemslandene i kartellet Opec+ besluttede, at de fremover vil holde ministermøder hver måned i stedet for to gange om året.
Dermed står oliemarkedet i den situation, at man reelt kun kender udbuddet en måned frem, hvilket ikke blot gør det vanskeligt at prissaette råolie, men også endnu svaerere at foretage risikoafdaekning.
Organisationen af olieeksporterende lande, Opec, og samarbejdspartnerne i Opec+ har begrundet de månedlige ministermøder med den usikkerhed, som coronakrisen har skabt.
Stor uvished
Bedst som man i de olieeksporterende lande har troet, at de olieimporterende lande så småt havde overvundet pandemien, kom en ny smittebølge, der har udløst nye nedlukninger med deraf følgende fald i olieforbruget.
Aktuelt er dette situationen i størstedelen af Europa, og i skrivende stund ved reelt ingen, hvordan olieforbruget kan ventes at ville udvikle sig hen over foråret og sommeren; herunder i hvilket omfang graenserne atter vil åbne, og oplevelsesøkonomien, herunder masseturismen, kan begynde den lange vej mod normalisering.
Det naeste (virtuelle) olieministermøde i Opec+ er fastsat til den 28. april.
Perfekt storm
April i fjor var den vaerste måned i olieindustriens historie med et fald i den globale olieefterspørgsel på 23,3 mio. tdr. i døgnet.
Faldet kom, samtidig med at Opec-landene var i faerd med at øge olieproduktionen fra 28,0 til 30,5 mio. tdr. i døgnet i forventning om et solidt verdensøkonomisk opsving i 2020.
Resultatet var den perfekte storm, der sendte prisen på råolie fra Nordsøen ned i 23 dollars pr. tønde – den laveste i 18 år, mens man i USA oplevede negative råoliepriser, da infrastrukturen ikke kunne absorbere den rekordhøje olieproduktion, ligesom der ikke var ledig rørlednings- eller lagerkapacitet.
»Markedet har tilpasset sig. De kommercielle lagerbeholdninger i industrilandene er reduceret til det gennemsnit, som de befandt sig på i femårsperioden 2015-2019, produktionen i Opec+ ligger 5,7 mio. tdr. i døgnet under niveauet for et år siden, og den globale efterspørgsel er gradvist på vej op igen,« anfører Bassam Fattouh, forskningsdirektør i The Oxford Institute for Energy Studies, i en ny analyse.
Hans beregninger viser, at den globale olieefterspørgsel i indevaerende kvartal vil ligge 4,9 mio. tdr. i døgnet under niveauet i 2019. Det store ryk i den globale olieefterspørgsel ventes dog først i 2. halvår i år, når nedlukningerne i Europa antages at vaere overstået og vaccinationsprogrammerne så langt fremme, at man i samtlige industrilande kan tale om flokimmunitet.
De seneste data viser, at medlemmerne i Opec+ i marts øgede olieproduktionen med 450.000 tdr. i døgnet; først og fremmest på grund af højere olieproduktion i Libyen og Iran. De to lande står uden for den gaeldende produktionsaftale i Opec+.
Af produktionsforøgelsen på de 450.000 tdr. i døgnet stammer de 340.000 tdr. fra Opec og de 110.000 tdr. fra samarbejdspartnerne i Opec+. I alt vaesentligt er det Rusland, der tegner sig for denne merproduktion.
Realpolitik
Der er stigende spaendinger såvel internt i Opec som i Opec+, fordi stadig flere lande ikke overholder deres produktionskvoter.
I Opec er Irak den store synder, mens det i Opec+ er
Rusland, der ikke honorerer indgåede aftaler.
Frustrerede Opec-lande har kraevet, at Saudi-Arabien som den største og mest magtfulde producent tager affaere, men af realpolitiske grunde synes kongedømmet at laegge større vaegt på at holde sammen på Opec+ end at ramme Rusland ved at saette olieproduktionen markant i vejret og dermed udløse et prisfald.
Brønde hurtigt klar
»Som situationen er netop nu, har Opec+ styr på oliemarkedet. Nok er oliepriserne ikke, hvor mange lande kunne have ønsket dem, men højere oliepriser vil for alvor kunne saette gang i olieproduktionen i USA, hvilket uvaegerligt vil udløse et negativt prispres,« påpeger Bassam Fattouh.
De seneste data fra USA’s energiministerium viser, at der ved udgangen af februar var 7.086 såkaldte DUC-brønde – det vil sige olie- og gasfelter, der er boret faerdige, men hvor klargøringen til produktion mangler. Med andre ord godt 7.000 brønde, der kan saettes i produktion med så kort varsel, at de finansielle markeder dårligt kan nå at reagere.
Federal Reserve Banks afdeling i Dallas har gennemført en rundspørge til topcheferne i den amerikanske olieindustri, og her er opfattelsen hos godt halvdelen af de adspurgte, at de officielle data ikke er retvisende, da energiministeriet medtager olieog gasbrønde, der blev faerdigboret for adskillige år siden for siden at have vaeret lagt i mølpose. Vurderingen er, at de naeppe nogensinde kommer i produktion.
Uenigheden aendrer dog ikke ved, at USA råder over en ganske betydelig ledig produktionskapacitet, der kan aktiveres med kort varsel.
Statsfinanser
De olieeksporterende lande har brug for højere oliepriser – ikke større olieproduktion, mener Den Internationale Valutafond (IMF).
Forklaringen er den enkle, at højere oliepriser er nødvendige for mange lande, hvis de skal komme igennem 2021 med balance på statsbudgettet og dermed undgå at skulle låne penge til at daekke et eventuelt statsfinansielt underskud.
Vaerst er situationen for Iran, der skal have fire gange så meget for en tønde råolie som dagens priser, men også Saudi-Arabien skal ifølge IMF have råoliepriser, der er 20 pct. højere end de nuvaerende.
»Libyen er blandt de lande, der vil få et paent overskud på statsfinanserne med de nugaeldende oliepriser. Det skal ses, på baggrund af at olieproduktionen i Libyen er steget med 233 pct., siden olieproduktionen og -eksporten blev genoptaget,« konstaterer Jihad Azour, IMF’s direktør for Mellemøsten og Centralasien, på en pressekonference.