Når 45-årige kvitter jobbet, har vi en udfordring

Arbejde? Det er noget, man tager for pengenes skyld. Og så kan det ellers rådne op. Portraet af en tendens.

Det lugter af omvaeltning. Intet mindre.

Underklassen har aldrig lagt skjul på, at den foretrak seks rigtige i Viking Lotto frem for et arbejde, hvor man bidrog til FN’s Verdensmål. Overklassen har altid moret sig over, at nogen fandt det mere underholdende at vaere konge i et hjørnekontor end at køre gennem isen på egen slotssø. Som om. Mellem de to klasser har middelklassen hyldet arbejdet.

Arbejdet giver jo meningsfuldhed, identitet, status, struktur, netvaerk, hybridbil, murermestervilla, orangeri og børnetøj fra Kenzo. Det ved enhver.

Men nu er mennesker som 39-årige Julie Ibsen Piper dukket op. Jurist og mor til to. Og det lugter af omvaeltning.

Julie Ibsen Piper og hendes mand har indført købestop i husholdningen og sparer halvdelen af deres indkomst op. Pengene bliver lagt over i en såkaldt fuck you-fond. Fuck you-fonden skal gøre det muligt for parret at vende siden til det arbejdsmarked – eventuelt senere ryggen – som i enhver kogebog for yngre middelklassefamilier jo ellers er livets frisaetning og ambitionens forløsning. Det ved enhver.

Julie Ibsen Pipers valg er i den lette ende af en livsmodel, som vinder tilhaengere, i Danmark og globalt. I den ekstreme ende er der mennesker med gode uddannelser og paene indtaegter, der målrettet arbejder på at kunne klippe kontakten til arbejdsmarkedet som 45-årige. Som 45-årige.

Det lugter af omvaeltning. Hvis arbejde er livets mening, hvorfor vil veluddannede, velfungerende danske familier, der kunne vaere med i en reklame for måltidskasser til stressede firepersoners husstande, så gøre taet på alt for at kunne kvitte arbejdet? Hvorfor?

Middelklassens indtil nu absolut foretrukne livsmodel rummer en pagt. En pagt med arbejdsmarkedet. Man afgiver frihed mod forsørgelse.

Oven i får man et tilbud om eksistentiel meningsfuldhed.

Det giver dyb mening at behandle ansøgninger om regulering af bramgaes, hvis man så kan købe mad, sko og ferieophold og føle sig som en del af et faellesskab, der straeber efter diversitet i dansk natur.

Man skal ikke taenke, så det knager over, om dagene, månederne og årene giver mening. Det har andre gjort for én. Hvis meget arbejde i den store maskine, man er en del af, grundlaeggende er meningsløst, kan virksomheden eller institutionen få konsulenter til at formulere et purpose for organisationen. Så går det hele alligevel.

Den nye livsmodel er et missil mod pagten. Den enkelte familie tager, hvad den har brug for af penge via jobbet, og så kan det ellers rådne op. Det sidste bliver selvfølgelig ikke sagt højt til arbejdsgiveren, men hvis han vidste, at husstandens voksende opsparing er deponeret i en fuck-you fond, ville han få en mistanke.

Den livslange gaeldsaetning i den traditionelle middelklassemodel, der har finansieret huset, tilbygningen, de to biler og sommerhuset og givet en lige så livslang tøjring til arbejdet, er skrottet i den nye livsmodel. Bugnende klaedeskabe og udhuse med ting – fra sko til bådtilbehør – er også ude. Forbrug som dope er erstattet af købestop og minimalistisk husholdning.

Gevinsten er frihed. Hvad frihed så bruges til, fra man er 45 år til 85 år, og når man kommer fra en middelklassebaggrund, bliver et spaendende spørgsmål. Overklassen har traditionelt brugt tiden på sine ejendomme, rideheste og biler, der skulle køres gennem isen.

Hvad vil den nyfrie middelklasse bruge tiden på? Vil den bruge tiden på at koge aeblemos, taelle penge, daytrade, pille navle, reparere tøj og gå endeløse ture med hunden? Altså noget som det omgivende samfund vil have begraenset glaede af? Eller vil den bruge sit overskud af tid på faellesskabet? Kan den nyfrie middelklasse overhovedet finde på noget at tage sig til i 40 år? Med intet eller meget lidt arbejde.

Overklassen har traditionelt brugt tiden på sine ejendomme, rideheste og biler, der skulle køres gennem isen. Hvad vil den nyfrie middelklasse bruge tiden på?

Hvis den nye livsstil får vind i storsejlet, er der nogle faste støtter under middelklasseDanmark, der godt kan begynde at liste over i taberkøen.

Hvad skal man for eksempel bruge 30-årige realkreditlån til? Og arbejdsmarkedspensionsselskaber, hvis fremtidens veluddannede og højtlønnede ikke er på arbejdsmarkedet til de er 67, men 47? Hvad skal de nyfrie bruge fagforeninger til?

Hvad skal finansministeren betale en offentlig sektor med, hvis den nye middelklasse mere eller mindre holder op med at have arbejdsindtaegter, når den fejrer 50-års fødselsdag, og i stedet lever af afkastet på alle fuck-you fondene?

Jeg spørger bare. Det lugter af omvaeltning.