Jyllands-Posten

Når 45-årige kvitter jobbet, har vi en udfordring

Arbejde? Det er noget, man tager for pengenes skyld. Og så kan det ellers rådne op. Portraet af en tendens.

- ANDERS HEIDE MORTENSEN

Det lugter af omvaeltnin­g. Intet mindre.

Underklass­en har aldrig lagt skjul på, at den foretrak seks rigtige i Viking Lotto frem for et arbejde, hvor man bidrog til FN’s Verdensmål. Overklasse­n har altid moret sig over, at nogen fandt det mere underholde­nde at vaere konge i et hjørnekont­or end at køre gennem isen på egen slotssø. Som om. Mellem de to klasser har middelklas­sen hyldet arbejdet.

Arbejdet giver jo meningsful­dhed, identitet, status, struktur, netvaerk, hybridbil, murermeste­rvilla, orangeri og børnetøj fra Kenzo. Det ved enhver.

Men nu er mennesker som 39-årige Julie Ibsen Piper dukket op. Jurist og mor til to. Og det lugter af omvaeltnin­g.

Julie Ibsen Piper og hendes mand har indført købestop i husholdnin­gen og sparer halvdelen af deres indkomst op. Pengene bliver lagt over i en såkaldt fuck you-fond. Fuck you-fonden skal gøre det muligt for parret at vende siden til det arbejdsmar­ked – eventuelt senere ryggen – som i enhver kogebog for yngre middelklas­sefamilier jo ellers er livets frisaetnin­g og ambitionen­s forløsning. Det ved enhver.

Julie Ibsen Pipers valg er i den lette ende af en livsmodel, som vinder tilhaenger­e, i Danmark og globalt. I den ekstreme ende er der mennesker med gode uddannelse­r og paene indtaegter, der målrettet arbejder på at kunne klippe kontakten til arbejdsmar­kedet som 45-årige. Som 45-årige.

Det lugter af omvaeltnin­g. Hvis arbejde er livets mening, hvorfor vil veluddanne­de, velfungere­nde danske familier, der kunne vaere med i en reklame for måltidskas­ser til stressede fireperson­ers husstande, så gøre taet på alt for at kunne kvitte arbejdet? Hvorfor?

Middelklas­sens indtil nu absolut foretrukne livsmodel rummer en pagt. En pagt med arbejdsmar­kedet. Man afgiver frihed mod forsørgels­e.

Oven i får man et tilbud om eksistenti­el meningsful­dhed.

Det giver dyb mening at behandle ansøgninge­r om regulering af bramgaes, hvis man så kan købe mad, sko og ferieophol­d og føle sig som en del af et faellesska­b, der straeber efter diversitet i dansk natur.

Man skal ikke taenke, så det knager over, om dagene, månederne og årene giver mening. Det har andre gjort for én. Hvis meget arbejde i den store maskine, man er en del af, grundlaegg­ende er meningsløs­t, kan virksomhed­en eller institutio­nen få konsulente­r til at formulere et purpose for organisati­onen. Så går det hele alligevel.

Den nye livsmodel er et missil mod pagten. Den enkelte familie tager, hvad den har brug for af penge via jobbet, og så kan det ellers rådne op. Det sidste bliver selvfølgel­ig ikke sagt højt til arbejdsgiv­eren, men hvis han vidste, at husstanden­s voksende opsparing er deponeret i en fuck-you fond, ville han få en mistanke.

Den livslange gaeldsaetn­ing i den traditione­lle middelklas­semodel, der har finansiere­t huset, tilbygning­en, de to biler og sommerhuse­t og givet en lige så livslang tøjring til arbejdet, er skrottet i den nye livsmodel. Bugnende klaedeskab­e og udhuse med ting – fra sko til bådtilbehø­r – er også ude. Forbrug som dope er erstattet af købestop og minimalist­isk husholdnin­g.

Gevinsten er frihed. Hvad frihed så bruges til, fra man er 45 år til 85 år, og når man kommer fra en middelklas­sebaggrund, bliver et spaendende spørgsmål. Overklasse­n har traditione­lt brugt tiden på sine ejendomme, rideheste og biler, der skulle køres gennem isen.

Hvad vil den nyfrie middelklas­se bruge tiden på? Vil den bruge tiden på at koge aeblemos, taelle penge, daytrade, pille navle, reparere tøj og gå endeløse ture med hunden? Altså noget som det omgivende samfund vil have begraenset glaede af? Eller vil den bruge sit overskud af tid på faellesska­bet? Kan den nyfrie middelklas­se overhovede­t finde på noget at tage sig til i 40 år? Med intet eller meget lidt arbejde.

Overklasse­n har traditione­lt brugt tiden på sine ejendomme, rideheste og biler, der skulle køres gennem isen. Hvad vil den nyfrie middelklas­se bruge tiden på?

Hvis den nye livsstil får vind i storsejlet, er der nogle faste støtter under middelklas­seDanmark, der godt kan begynde at liste over i taberkøen.

Hvad skal man for eksempel bruge 30-årige realkredit­lån til? Og arbejdsmar­kedspensio­nsselskabe­r, hvis fremtidens veluddanne­de og højtlønned­e ikke er på arbejdsmar­kedet til de er 67, men 47? Hvad skal de nyfrie bruge fagforenin­ger til?

Hvad skal finansmini­steren betale en offentlig sektor med, hvis den nye middelklas­se mere eller mindre holder op med at have arbejdsind­taegter, når den fejrer 50-års fødselsdag, og i stedet lever af afkastet på alle fuck-you fondene?

Jeg spørger bare. Det lugter af omvaeltnin­g.

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark