Hvorfor er det så svaert at se far som en kaerkommen ressource?

I sidste uge faldt jeg over et debatindlaeg i Politiken: ”Nybagt far: Jeg blev glemt på fødegangen, da min datter blev født”. Selve indlaegget var noget mere nuanceret end overskriften og handlede om, hvor lidt faedrene er taenkt ind i systemet omkring fødsler. Den nybagte far beskriver i indlaegget, hvordan mor og barn var indlagt på barselsgangen pga. komplikationer. Han beskriver sine følelser og bekymringer i forbindelse med at vaere adskilt fra dem. Hvordan han ikke ville gå glip af de magiske dage i sin datters nye liv, og hvordan han ønskede at vaere der for sin kone og sit barn. Han skriver: »Det hele var så underligt gammeldags konstrueret.«

Jeg taenkte umiddelbart: Det var da et relevant indspark. Jeg har med glaede betragtet, hvordan opråb fra maend, der stiller spørgsmål til fastlåste kønsroller, har fundet vej ind i kønsdebatten de senere år. Det er godt for diskussionen – og det er godt for ligestillingen. Således opløftet gik jeg videre til kommentarsporet. Klask!:

»Hold da op for noget jammer«, »Rank ryggen, unge mand«, »Hvorfor skal manden absolut stå der og flaebe af lykke?«, »Du ER ikke vigtig for din datter i de første døgn efter fødslen« osv.

I øjeblikket er der – med rette – fokus på svangreomsorgen og ikke mindst på jordemødres arbejds- og lønforhold. Måske er det til dels ud fra det perspektiv, man skal se kommentarsporet. Ud fra devisen: Når ressourcerne er så knappe, så skal far ikke også komme og kraeve sin plads. Der ses altså helt bort fra, at far med hele sit deltagende følelsesregister og naervaer skulle kunne vaere en ressource for mor og barn.

Derfor ser jeg også debatindlaegget og reaktionen som en klar illustration af, at manderollen og farrollen er i en skifteproces. Hvor selve indlaegget insisterer på et nyt blik på faderskab, bliver kommentarsporet udtryk for et ønske om at fastholde en gammel orden, hvor sentimentaliseringen af manderollen er no-go.

Historisk har polariseringen af kønsspecifikke opgaver og egenskaber praeget opfattelsen af foraeldreroller: Kvinden var hjemme for at drage omsorg, manden ude at forsørge. Selv om kønsroller og familieforhold har forandret sig markant siden midten af 1900-tallet, vaegtes maends og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres børn stadig meget forskelligt. Kommentarsporet viser, at vi i høj grad stadig lever i fortaellingen om ”den rationelle, instrumentelle mand” og ”den intuitive, emotionelle kvinde”.

Jeg må sige, at jeg fuldt ud forstår de følelser, der ligger til grund for skribentens indlaeg. Jeg oplevede selv, hvordan min mand blev kørt ud på et sidespor, da vi for nu otte år siden fik tvillinger, og jeg var indlagt laenge på hospitalet med dem (på det, der i øvrigt hedder mor-barn-afsnittet).

Jeg husker min mands fortvivlelse og følelsesmaessige dilemma over at vaere taget ud af foraeldreligningen. Og jeg husker ikke mindst, hvordan det efterlod mig alene med et usynligt, men i den grad maerkbart åg: Jeg var den. Projektleder no. 1. Moderdyret.

Ja, det er kvinder, der føder børn, men maend bliver faedre i samme sekund. Afkoblingen af far i systemet omkring fødsler skaber en forventning om, at kvinder er mere foraeldre end maend. En forventning, der står klart manifesteret i danskernes adfaerd, og som hverken er til gavn for kvinder, maend, børn eller det danske samfund som helhed. Kulturhistorien haenger ved og gør det svaert at inkludere far som en ressource for mor og barn. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

Ja, det er kvinder, der føder børn, men maend bliver faedre i samme sekund.