Stram udlaendingepolitik er et fatamorgana

For nogen tid siden proklamerede boligminister Kaare Dybvad Bek et forslag om højst 30 pct. beboere af anden etnisk oprindelse i store sociale og almennyttige boligkarreer. Angiveligt i et forsøg på at opnå en bedre integration.

Desvaerre faerdes boligministeren ikke ude i den virkelige verden, thi så ville han vide, at en lang raekke vestegnskommuner samt områder i København, Odense, Aarhus og andre større provinsbyer allerede har sådanne områder, hvor andelen af borgere af anden etnisk oprindelse er mellem 70 til 90 pct., hvortil kommer en kommune som Høje-Taastrup, hvor 50 pct. af alle nyfødte børn er af anden etnisk oprindelse. Så med mindre boligministeren med rene Stalin-metoder vil tvangsdeportere borgere til andre områder af kommunerne samt kommunistiske metoder til ekspropriation af private boliger, vil forslaget ikke have en chance for at kunne gennemføres.

Grunden til den udvikling, som boligministeren gerne vil gøre op med, blev lagt i 1960’erne og 1970’erne med ankomsten af gaestearbejdere fra isaer Tyrkiet og Pakistan, som efterfølgende blev indrømmet ret til familiesammenføring, men uden, at skiftende regeringer stillede krav om fuld integration i sprog, skole og arbejdsmarked som betingelse for at kunne nyde fra de offentlige kasser.

Med Tamilsagen fra 1986, hvor Socialdemokratiet sammen med venstrefløjen førte an i et angreb på davaerende justitsminister Erik

Ninn-Hansen, der administrativt havde beordret embedsmaendene i Justitsministeriet til at gemme behandlinger af de tamilske asylansøgninger til fordel for andre befolkningsgruppers ansøgninger, men uden at orientere Folketinget herom. Det førte til en rigsretssag, som kostede Erik Ninn-Hansen ministerposten og regeringen Schlüter livet. Og med palaestinenserloven fra 1992, hvor Socialdemokratiet sammen med venstrefløjen sikrede palaestinenserne opholdstilladelse i Danmark uden at kraeve fuld integration til gengaeld, fik man lagt grunden til det samfund, vi har i dag.

Hvis sammenhaengskraften og velfaerden skal kunne fastholdes i fremtiden, er kravet, at alle børn født i Danmark er sprogligt parate ved skolestart, at alle borgere født i Danmark har den samme erhvervsfrekvens som betingelse for at kunne modtage ydelser fra de offentlige kasser, og at respekten for Danmark som et sekulaert samfund respekteres af alle borgere, der har fået ophold i Danmark.

Desvaerre er boligministerens forsøg på at rette op på socialdemokraterne og venstrefløjens store svigt et fatamorgana, som er endnu et eksempel på Mette Frederiksens regerings forsøg på med mange ord, men meget lidt handling, at bilde befolkningen ind, at man fører en stram udlaendingepolitik.

Desvaerre faerdes boligministeren ikke ude i den virkelige verden.