Hverdagen har fået en renaessance. Lad det endelig fortsaette

2020. Året, der skabte et chok, der ville placere sig på en 10’er på richterskalaen. Som en bølge af ødelaeggelse blev vores hverdag vendt på hovedet med naesten tre millioner døde mennesker, en eksplosion i antallet af psykiske diagnoser og en tilvaerelse, der stadig fastholder os i et stramt jerngreb af uvished og håbløshed.

Alligevel skriver studerende Malene Møller Hall den 7. april i Jyllands-Posten, at den stigende tendens under epidemien til at hylde hverdagens trivialiteter og det uperfekte liv ikke bør fortsaette i takt med, at samfundet åbner op. At vi bør »vaccinere mod dovenskab, grimme billeder og slidt joggingtøj«.

For at blive i Halls terminologi kan man passende spørge, hvor man skriver sig op til en vaccination mod den fordømmende tilgang til andre mennesker, som kommer til udtryk i indlaegget.

Middelmådighed er virkelighed, og der er noget befriende i, at vi endelig er begyndt at vise vores liv frem, som det egentlig ser ud, og at vi er i stand til at opløse det glansbillede, vi tidligere har sat om vores hverdag.

Betyder det, at vi nu nedbryder de formelle og halv-praetentiøse koder i vores arbejdsliv, eller når vi faerdes i det offentlige rum? Nej.

Men det betyder, at vi endelig er i stand til at hvile mere i vores egen hverdag, når vi kan se og spejle os i andre.

Ved at vise virkeligheden frem laerer vi også at forstå hinanden bedre. Hverdagen står ikke stille, bare fordi vi ikke taler om den offentligt.

Hverdagen har set anderledes ud for de fleste af os det sidste år. Tusindvis af mennesker er blevet sendt hjem fra deres arbejde, og mange har mistet deres levebrød og deres kaere. Mange unge har ikke set deres studiekammerater i et år, og udsigten til fysisk undervisning udebliver stadig.

Så der er ingen grund til at saette et glansbillede op laengere. Vi bliver nødt til at hvile i det uperfekte liv, som krisen har medført for mange af os.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke skal hylde dem, der formår at klare sig igennem krisen uden rifter og ar på sjaelen. For de mennesker er gode forbilleder for os, der synes, at den forgangne tid har vaeret svaer at komme igennem. Og stadig er svaer.

Hall bør formentligt mindes om, at vi heldigvis alle lever og håndterer kriser forskelligt.

Mange gange taler vi bare ikke højt om det, fordi det kan føles som om, at der har vaeret en bestemt måde, hvorpå den slags bør overkommes. Man skal løbe en tur, have faste rutiner, stå tidligt op, spise sundere.

Alle er ting, som handler om strukturelle, rammesaettende og “perfekte” elementer i vores hverdag, og som for mange kan virke som et fuldstaendigt uoverskueligt ideal at leve op til. Et ideal, som vi endelig begynder at gøre op med.

Hverdagen har fået en tiltraengt renaessance med et befriende fokus på den trivielle virkelighed. En virkelighed, der ikke udelukkende handler om produktivitet og effektivitet.

Verden er nemlig ikke sort-hvid, og det er heldigvis ikke sådan, at bare fordi man har et rodet hjem eller ikke fik løbet sin morgentur, kan man ikke praestere på arbejdet eller er doven og sløset.

Af samme grund giver det heller ikke mening at tale om, at krisen udvisker de formelle og sociale koder om god og ordentlig adfaerd eller god etikette over for andre.

Når alt kommer til alt, er vi stadig de samme mennesker, men vi har heldigvis åbnet op for at vise, at hverdagen ikke kun er “perfekt”, men at det også kan vaere udfordrende og – ganske vist – fuldstaendig almindeligt. Vi siger hverken, at det er bedre eller vaerre at bruge hverdagen i sit stiveste puds eller slappe af i sine slidte joggingbukser – men lad os nu give plads til forskellige måder at vaere menneske og håndtere kriser på.