Klimaudspil er et hårdt slag for landbruget

Udspillet fra klimavismaendene til nedbringelse af Danmarks CO2-udslip vil ifølge deres egne beregninger blive en barsk omgang med et farvel til hver fjerde ansatte i landbruget og 9 pct. af beskaeftigelsen i fødevareindustrien.

Forleden kom de miljøøkonomiske vismaend igen med budskabet om, at en høj ensartet afgift på drivhusgasser er den billigste måde at nå målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct.

Vismaendene har ret i, at CO2 på.-afgifter skal vaere et baerende redskab i vores klimapolitik. Men en høj afgift uden en eller anden form for kompensation vil, som vismaendene også selv skriver, afvikle store dele af dansk landbrug, som vi kender det. Og så vil mange af udledningerne blot flytte til udlandet i stedet for, da intet tyder på, at forbrugerne vil holde op med spise kød lige med det samme, for på verdensplan stiger kødforbruget med ca. 2 pct. om året.

Landbruget bliver ofte kritiseret for at producere for mange ordinaere produkter alt for intensivt i stedet for at satse på kvalitet. Men en omstilling vil kraeve hjaelp til landmaendene, så vi undgår massekonkurser og et utal af personlige tragedier. Vismaendenes beregninger viser nemlig, at deres reformforslag bliver en barsk omgang med et farvel til hver fjerde ansatte i landbruget (14.500 ansatte) og 9 pct. af beskaeftigelsen i fødevareindustrien (4.500 ansatte).

Vismaendenes forslag hopper direkte fra virkeligheden til en modelleret tilstand i 2030. De udelader dermed de store omstillingsomkostninger, som reformen medfører: slagterimedarbejderen, der bliver ledig og skal omskoles, og landmanden, der mister hele sit livsvaerk. Det bliver hårde år for mange, indtil økonomien har nået en ny ligevaegt, og landmaendene er blevet ansat i f.eks. serviceerhverv. De omkostninger tager vismaendene ikke højde for.

De berører heller ikke betydningen for den finansielle stabilitet af at lukke store dele af landbruget. 6 pct. af bankernes erhvervsudlån og 17 pct. af realkredittens udlån ligger i landbrug, skovbrug og fiskeri. Det løber op i 292 mia. kr., og dermed er der potentiale for massive tab i den finansielle sektor, hvis vismaendenes forslag realiseres.

Og i en tid hvor vi netop har lukket minkerhvervet, kan man godt forstå, hvis politikerne ryster lidt på hånden i forhold til at følge vismaendene og bruge CO2-afgifter som det eneste instrument.

Det vil nemlig lukke endnu flere arbejdspladser i områder af Danmark, der i høj grad savner alternative beskaeftigelsesmuligheder. Ikke noget, der ligefrem gavner sammenhaengskraften i samfundet.

Men udover at forslaget er brutalt, er der også en raekke lavpraktiske udfordringer, da vi mangler tilstraekkeligt gennemprøvede metoder til at beregne den enkelte landmands CO2-udledning – de såkaldte bedriftsregnskaber. Det mener vismaendene dog kan håndteres ved hjaelp af forsimplede opgørelsesmetoder. Men hvis ikke vi kan måle de klimafremskridt, den enkelte landmand opnår, falder incitament til at investere i metoder til at reducere udledningerne.

Med forsimplede metoder må man ty til primitive opgørelser af eksempelvis antallet af køer, hvor den rigtige metode ville vaere at måle effekterne af eksempelvis at bruge en dyr fedtholdig foderblanding, der kraftigt reducerer koens udledning af metan.

Når konsekvenserne er så voldsomme, er det svaert at forstå, hvorfor vismaendene ikke medregner udtagning af lavbundsjorder som en mulig løsning.

Det mener Klimarådet kan give betydelige CO2-reduktioner, samtidig med at det kan bidrage til øget biodiversitet, men det vil selvfølgelig kraeve tilskud, som vismaendene åbenlyst er imod.

For at understrege pointen om, at CO2-afgifter er den eneste vej frem, snydes der lidt på vaegten ved at få alternative løsninger til at fremstå langt dyrere. Den alternative løsning er nemlig at kombinere CO2afgiften med tilskud der, hvor omstillingen er svaerest. Men når vismaendene regner på det, forestiller de sig en CO2-afgift, der flugter med den CO2-pris, der er i EU’s system for priser på visse udledninger – det såkaldte kvotesystem.

Men de tror åbenbart, at den pris ikke vil stige til over 208 kr. frem mod 2030, selvom prisen faktisk allerede her i marts er kommet op over 300 kr. Forventningen til prisen de kommende år er en kraftig stigning til op over 500 kr.

Derved fremstår alternativerne ubrugelige, fordi alt for meget overlades til tilskud, men med et så urealistisk regnestykke kommer de desvaerre til at gøre Erasmus Montanus rangen stridig.

I en tid hvor vi netop har lukket minkerhvervet, kan man godt forstå, hvis politikerne ryster lidt på hånden i forhold til at følge vismaendene.

Axcelfuture har tidligere peget på, at en kombination af afgifter, subsidier og regulering kunne vaere vejen frem. En mere afdaempet CO2-afgift på 4-500 kr. pr. ton CO2 kunne sikre, at vi nåede en reduktion på 60 pct. i 2030, og så kunne man via tilskud til udtagning af lavbundsjorder og til saerlige teknologier som carbon capture og brintbaserede braendstoffer (såkaldt PtX) komme det sidste stykke op til de 70 pct.

Uanset hvor høj en afgift man indfører, vil den ikke kunne sikre udviklingen af disse teknologier i 2030, men ikke desto mindre er det disse nye teknologier, der skal til at gøre verden klimaneutral i 2050.

Axcelfutures forslag har i øvrigt den styrke, at de 4-500 kr. forventeligt ligger taet på EU’s CO2-kvotepris i 2030, hvilket betyder, at vi i mindre grad svaekker Danmarks konkurrenceevne over for udlandet.

Prisen er selvfølgelig et yderligere pres på de offentlige finanser og en større samfundsøkonomisk omkostning i 2030, men det gør omstillingen for de mest udsatte erhverv markant mere overskuelig.

Det er i øvrigt kendetegnende for vismaendene, at de kun fokuserer på, at omstillingen skal vaere så billig som overhovedet muligt på langt sigt. Men for at omstillingen også bliver en investering i fremtiden, skal vi aktivere danske erhvervskompetencer.

Derfor bør vi udnytte landbruget til også at skabe baeredygtig energi – eksempelvis gennem spildprodukter som halm og gylle.

Vi gør allerede lidt på biogasområdet, men vi kan gøre langt mere, og skal vi nå at aktivere disse ressourcer inden 2030, så vi når de 70 pct., er subsidier nødvendige. Det er jo ikke noget nyt vaerktøj – vi så det samme med vindmøllerne, der aldrig var blevet udbredt i Danmark uden offentlig støtte.

Det kunne vaere interessant, hvis vismaendene ville regne på et realistisk alternativ til afgiften som eneste redskab og samtidig overveje både omstillingsomkostninger og langsigtede erhvervsmuligheder. Det ville også betyde, at vismaendenes anbefalinger ville kunne bruges, når CO2-afgiften politisk skal fastlaegges i en virkelighed, hvor der allerede er vedtaget betydelige tilskud, som ikke bare kan forventes at blive rullet tilbage over en bred kam. For her taeller omstillingsomkostninger, jobtab og konkurser jo noget, udover de langsigtede samfundsomkostninger.

Den grønne omstilling handler også om at finde løsninger i de erhverv, hvor omstillingen er svaer og omkostningstung.

Det kan vaere fristende blot at lukke de mest forurenende sektorer og i stedet få flere kontoransatte mv.

Problemet er så bare, at vi i Danmark ikke kommer til at bidrage til at frembringe de nye teknologiske løsninger, som verden har brug for, så vi løser klimakrisen.

Sat på spidsen vil danskerne stadigvaek spise oksekød, selv hvis vi lukker store dele af dansk landbrug, men så beder vi bare andre lande om finde ud af, hvordan man producerer kødet klimaneutralt i en verden, der har brug for flere fødevarer og ikke faerre de kommende 30 år.