Borgerinddragelse, lokalplan og Tivoli Friheden

I Tivoli Frihedens ansøgning om en ny lokalplan var en af begrundelserne, at firmaet gerne vil give »havens gaester en bedre oplevelse«. Det er et legitimt ønske, som sikkert deles af mange. Men der var ingen demokratisk proces. Og det er kommunens skyld.

Johan Galster har i Politiken Byrum givet developere (og andet godtfolk inkl. kommunens politikere) tre gode råd for at få brugerinddragelse til at blive en succes. Det sker underoverskriften: “Sådan laver du en demokratisk proces”, og vejen til succes opdeles i tre skridt:

Første skridt. Fra fornaegtelse til accept: »Byens udviklere er ofte berøringsangste over for den demokratiske samtale og traekker tit kortet, at man jo bare har overladt den demokratiske proces til rådhuset, og i øvrigt er der en høringsfase. Men de tider er endegyldigt forbi, hvor de brancheledende aktører kan undslå sig samtalen og frakende sig deres demokratiske forpligtigelse ved blot at overlade deres ansvar til rådhusets foraeldede høringsprocesser.«

Andet skridt. Tag ansvar, og styrk demokratiet: »Ejendomsret giver dig ret til ejendommen, men ikke ureguleret ret til udviklingen. Du er forpligtet til at forhandle med faellesskabet og søge en løsning, som alle kan leve med. Vejen frem er tidlig dialog med lokalområdet, naboer, erhvervsdrivende og byens borgere.«

Tredje skridt. Skab fremtiden sammen: »Udover at vaere verdens mindst ringe styreform har demokrati den helt unikke egenskab, at jo mere du giver til faellesskabet, jo mere får du tilbage. Jo mere aktivt du indgår i at genoptraene vores demokrati, jo staerkere demokratiske muskler, mod og selvtillid opnår både du og dine samarbejdspartnere.« (Udpluk fra artiklen).

Rådene i Johan Galsters artikel er ønsketaenkning for borgere i Aarhus (og sikkert mange andre byer), hvor man oplever, at borgerinddragelse eksisterer under jammerlige kår.

BorgerforBynatur

BorgerforBynatur borger i Aarhus formand for Grundejerforeningen Marselis

På det tidspunkt, hvor lokalplanen sendes til offentlig høring, er der fuldstaendig sammenfaldende argumenter fra firmaet og kommunen om stort set alle punkter. Kommunen argumenterer ensidigt for “firmaets ansøgning” og holder hårdnakket på, at intet kan aendres.

I Tivoli Frihedens ansøgning om en ny lokalplan var en af begrundelserne, at firmaet gerne vil give »havens gaester en bedre oplevelse«. Det er et legitimt ønske, som sikkert deles af mange – ikke blot besøgende, men også beboere i området, som – for de flestes vedkommende holder af Tivoli Friheden – men som også oplever effekterne af ansøgningen, som bl.a. er faeldning af mange 25-30 meter høje gamle traeer, inddragelse af fredskov, mere trafik og støj. Tivoli Friheden siger, at de har arbejdet med projektet i flere år. På et eller andet tidspunkt er kommunen blevet inddraget i processen, og i det følgende forløb er det vanskeligt at se, hvad firmaet har ønsket/kraevet, og hvad kommunen selv har bidraget med. De gaeldende byggehøjder er blevet fordoblet, en 100 meter lang koncertsalsfacade bliver bygget for taet på skel, der er indgået en byttehandel, hvor firmaet har lovet at give plads til 425 cykler langs Stadion Allé på eget areal, mod at kommunen tillader, at en smal skovvej i Havreballe Skov må benyttes som en intern kørevej for leverancer til og fra Tivoli. Sådanne aftaler mellem ansøger og kommune har borgerne ikke haft mulighed for at aendre.

På det tidspunkt, hvor lokalplanen sendes til offentlig høring, er der fuldstaendig sammenfaldende argumenter fra firmaet og kommunen om stort set alle punkter. Kommunen argumenterer ensidigt for “firmaets ansøgning” og holder hårdnakket på, at intet kan aendres. Og hvor blev borgerinddragelsen egentlig af? Jamen, vi fik skam lov til at indsende vores klager, og kommunen brugte bestemt megen tid og energi på den del. Det skal den jo for at kunne opfylde planlovens bogstav. Men hvad med dens ånd? Hvis man gentaenker processen kørt efter Johan Galsters råd, så ville resultatet vaere blevet helt anderledes. Men slutresultatet ville stadig opfylde ønsket om at give havens gaester en bedre oplevelse, som både de, beboerne i området og Tivoli Frihedens aktionaerer ville kunne glaede sig over.

Den ansvarlige for, at processen ikke har vaeret demokratisk, ligger alene hos kommunen, som har haft nøjagtig de samme muligheder som Johan Galster for at få brugerinddragelsen til at blive en succes. “Nej”, har kommunen sikkert sagt, “lad os fortsaette med det, vi kender”. Men er det en lovlig kommunal adfaerd? Naeppe!