Adrian Hughes’ mor gemte det vaerste til sidst og lagde »en stor, fed, dampende hundelort på velkomstmåtten«
Radio- og tv-vaerten Adrian Hughes har blottet sine familiehemmeligheder og -sår i podcastserien ”Mors afskedsbrev”, som bl.a. er historien om en mor, der efterlod sig en syngende lussing til sine børn efter døden.
Adrian Hughes lader gerne munden løbe i disse dage. Det gør han vist egentlig altid, men denne tid synes saerligt frydefuld for radio- og tvvaerten. »Selvfølgelig kaster jeg mig med kyshånd og fnys af glaede som en inkontinent hundehvalp over din forespørgsel om et interview,« lyder svaret, da jeg i en e-mail spørger, om han vil tale med mig om sin podcast ”Mors afskedsbrev”.
En podcastserie i seks dele om Adrian Hughes’ »vanskelige« mor og ikke mindst hans morfar, byggematadoren Thorvald Dreyer, og dennes spektakulaere, dekadente, men også afstumpede faerd i livet. En historie, som indbefatter både falske graviditeter, hemmelige adoptioner, en stedmor fra helvede med et i alle ordets betydninger taet forhold til tidligere statsminister Jens Otto Krag, et mistaenkeligt dødsfald og rigelige maengder glamour.
”Mors afskedsbrev” blev offentliggjort den 22. juni og er i løbet af den første uge downloadet 165.000 gange.
»Du møder mig på et tidspunkt, hvor jeg svaever på en sky af ros. Jeg er dér, hvor jeg begynder at forberede min takketale til Oscar-festen. Jeg venter kun på, at Thomas Vinterberg eller Susanne Bier ringer,« siger Adrian Hughes, som ikke kun har fået anmelderros, men også er blevet bestormet af lyttere, som er blevet ramt af hans historie. Planen er at følge succesen op med en foredragsraekke og en bog.
Den sidste bandbulle
Historien begynder der, hvor den endte for Adrian Hughes’ mor, Jette Dreyer. Hun var blot 67 år gammel, da års overdreven alkoholindtag ifølge sønnen indhentede hende. Men hun sørgede for at efterlade et varigt minde til sine fem sønner. Et brev, som ifølge Jette Dreyers insisterende instrukser skulle hentes fra hendes computer efter døden. Den da 40-årige Adrian Hughes laeste højt for sig selv og sine brødre:
»Jeg håber ikke, at dine børn vender dig ryggen, som du har gjort over for mig. Der er ingen varme at finde hos jer, ingen omsorg eller for den sags skyld hygge,« lød det om én af sønnerne.
Til den førstefødte havde hun disse bitre ord:
»Din far blev aldrig nogen god aegtemand for mig, eller søn for farfar eller farmor, og du følger godt i hans fodspor. Pas på, du ikke bliver lige så ligeglad, kold og ufølsom over for andre mennesker, som din far har vaeret.«
Men når det gjaldt fjerdesønnen, var tonen en ganske anden.
»Adrian, du har vaeret mit livs absolutte stolthed. Din fremgang på dit arbejde har jeg fulgt lige siden dine første famlende forsøg, og jeg kan se, at du er blevet en meget fin journalist og studievaert. Aldrig har jeg vaeret gladere eller stoltere, end når folk har sagt: Er du ikke mor til …? Tak for at du har vaeret så vidunderlig en søn,« måtte Adrian Hughes skamfuldt recitere.
Stadig vred
For de øvrige brødre var brevet en manifestation af den mor, som de havde lagt liv til. Men for Adrian Hughes var det rystende at opleve, hvor stor forskel der blev gjort på de fem børn. En erkendelse, som er vokset i takt med tilblivelsen af podcasten, hvori tre af hans søskende medvirker.
»Hver af brødrene har på et eller andet tidspunkt i deres liv vaeret den sidstfødte, og derfor har jeg taget for givet, at de på et tidspunkt er blevet behandlet som familiens Benjamin, som jeg blev det, og båret rundt i guldstol.«
»Jeg er stadig vred på min mor over, at hun kunne vaelge at skrive sådan et brev,« siger den i dag 59-årige Hughes, der har taget imod i sit hjem ved Søerne i København.
Jeg har taget croissanter og boller med efter hans anvisninger. Vaerten hilser med albuen. Haenderne er våde af de grapefrugter, han har hentet indmaden ud af og placeret i små skåle. Husbonden gennem 30 år, Verner med V, Kristiansen med K, som Adrian Hughes betoner, sidder for en stund med ved bordet.
Hovedpersonen viser os det, som han har siddet og puslet med indtil sent natten før. En videotrailer for podcasten, hvor klip fra gamle smalfilm vaekker Thorvald og Jette Dreyer til live.
Morfaren, som Adrian Hughes kun har mødt ganske få gange og ellers beundret i de kulørte blade, boltrer sig glad med børn på maven. Han ligner det, han ifølge Adrian Hughes aldrig var for sit barnebarn: en bedstefar.
»I podcasten får man et billede af en mere brysk, kynisk og afstumpet mand, og på filmen ser det meget familiaert og elskeligt ud. Den kontrast er interessant: Når tingene tager sig ud som noget andet, end de er,« noterer Verner Kristiansen.
Jeg bemaerker, at det går igen hos Adrian Hughes’ mor. Som 48-årig uddanner hun sig til psykolog og får i 1990’erne stor opmaerksomhed, da hun slår sig op på at hjaelpe folk med at finde kaerligheden. Podcasten indeholder et klip fra det hedengangne underholdningsprogram på TV 2 ”Eleva2ren”, hvor Jette Dreyer har haft to forsøgspersoner mellem sine haender. De beskriver hende som en morfigur – selv om det er et billede, de faerreste af hendes børn genkender.
»Ja, det morede vi os også meget over,« medgiver Adrian Hughes.
Han har fået Ghita Nørby til at laegge stemme til Jette Dreyers breve og erindringer.
»Jeg kan ikke på mine blodskrabende knae takke Ghita Nørby nok for at have gjort det. Det er fuldstaendig gennem loftet sindssygt, så generøs hun har vaeret med sin tid,« siger han, som finder det passende, at den ikoniske skuespillerinde portraetterer moren.
»Jeg har altid sagt, at hun lignede en blanding af Ghita Nørby og Sophia Loren.«
Han retter sig selv:
»Nej, hvis man skulle finde en skuespillerinde, som lignede min mor, så var det nok Elizabeth Taylor. Hun deler også Elizabeth Taylors problemer med overvaegt.«
Jeg er ret sikker på, at min mor opfattede mig som en lille gave, for nu havde hun fået tre drengebørn, som kunne noget med at klatre i traeer, og så får hun mig, der går rundt som tyren Ferdinand og snuser til blomsterne i grøftekanten.
Og alkohol?
Adrian Hughes giver mig leende ret. Hans mand tilføjer:
»Og familieopgør.«
Kan man vaelge selv?
I serien forsøger Adrian Hughes at finde udspringet for morens bitterhed og enestående evne til at skubbe folk fra sig. En evne, som tilsyneladende var en dåbsgave fra Thorvald Dreyer. Og som barnebarnet også selv har fået en rem af.