Skoene klemmer, Stoklund og Brandenborg

Debatten raser om forskningsfrihed og identitetspolitik på universiteterne. I maj indkaldte Henrik Dahl og Morten Messerschmidt Folketinget til en forespørgselsdebat om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. De mener, at saerligt racisme- og migrationsforskere på de danske universiteter er befaengt af et identitetspolitisk spøgelse, som dirigerer forskningen og tager alt for mange hensyn til minoriteter.

Forespørgselsdebatten endte i en vedtagelsestekst, hvori de borgerlige partier og Socialdemokratiet føler sig kaldet til at minde universiteternes ledelser om, at de skal sikre, at der ikke forekommer ensretning i forskningen, og at politik ikke må forklaedes som videnskab.

Vedtagelsesteksten blev toppet af en kronik i Politiken i denne uge, hvor Bjørn Brandenborg og Rasmus Stoklund, begge fra Socialdemokratiet, skriver, at lader vi stå til, vil »konfrontatoriske kraefter langsomt få institutionaliseret mange af deres skøre identitetspolitiske idéer” på universiteterne og seminarierne.

De to kommer med eksempler på, hvordan det står helt galt til. F.eks. at en institutleder på Københavns Universitet i en mail til sine medarbejdere har opfordret dem til at vaere opmaerksomme på, hvordan de bedst muligt inkluderer binaere og non-binaere transpersoner i undervisningen. Eller at man på CBS har sat nye piktogrammer op på toiletterne, så der både er et symbol for maend, kvinder og personer, der ikke føler sig som hverken mand eller kvinde. Det er en vaerre redelighed, må vi forstå.

Men ak. Sagen er jo den, at hvis der er et sted, hvor identitetspolitikken lever i allerbedste velgående, så er det i Stoklund og Brandenborgs hoveder. Det er, som om Stoklund og Brandenborg sammen med Henrik Dahl i videnskabens navn har indledt et korstog mod de danske universiteter, alt imens de er fuldstaendigt blinde for, at deres argumenter er uvidenskabelige produkter af egne fordomme om, hvordan man er et ”rigtigt” menneske. Blandt andet argumenterer forfatterne, at det er synd for børnehavebørn, der i forvejen har svaert ved at laere at tage flyverdragten på, at de skal forholde sig til »nonsens om, at de måske hverken er piger eller drenge eller selv må føle efter«. Hvor fordomsfuld og stigmatiserende er lige den udtalelse? Jeg har en bekendt, som har et barn, der er non-binaer, og som frygter, at sådanne ord fra folketingspolitikere vil bidrage til at gøre livet for hans barn så ufatteligt meget svaerere.

Det er, som om Stoklund og Brandenborg sammen med Henrik Dahl i videnskabens navn har indledt et korstog mod de danske universiteter, alt imens de er fuldstaendigt blinde for, at deres argumenter er uvidenskabelige produkter af egne fordomme om, hvordan man er et ’rigtigt’ menneske.

Problemet er ikke, at vi ikke må vaere uenige om identitetspolitik. Det må vi for alt i verden. Jeg har selv klare holdninger. Blandt andet mener jeg, at man ikke ud fra en nutidig kraenkelsesforståelse bør aendre i eller censurere aeldre litteratur og sange, som vi har set eksempler på fra Sverige. For hvis vi fjerner kritikkens genstand, kan vi jo ikke laere af historien.

Problemet er, at folketingspolitikere føler sig kaldet til at løfte pegefingre ad universitetsledelser og dermed de facto kraenker armslaengdeprincippet mellem politik og forskning. Problemet er også, at Stoklund og Brandenborg tydeligvis har brug for en tur omkring skomageren, fordi skoene klemmer. For hvad er det ved piktogrammerne på toilettet og mailen fra institutlederen, som er så frygteligt, at det kraever en formaning fra regeringspartiet? Hvorfor er det et problem, at nogle vaelger at tage et saerligt hensyn? Eller at vi ikke alle sammen ligner hinanden og har samme vaner og adfaerd? Skomageren findes ude i virkeligheden. Den kunne de to herrer måske godt traenge til at besøge.