Vi er nødt til forstå vores egen religiøse kulturarv for at kunne forstå andres

Vi lever med arven fra Luther – som regel uden at vide det eller taenke over det. Men at forstå, hvordan vores eget samfund er formet af religion, er nøglen til at kunne forstå nutidens kulturelle konflikter.

Da jeg begyndte på historiestudiet i starten af 1990’erne, var der med jaevne mellemrum faglige fejder i aviserne. Ofte mellem rygende uenige forskere, indimellem med indblanding fra den bredere offentlighed og ofte med et politisk bagtaeppe.

Historie er også et politisk fag. Man kan ikke tolke fortiden uden at gøre det fra en position i nutiden, og det sted i nutiden vil altid vaere praeget af forskerens person. Netop derfor er diversitet blandt forskere og i de faglige diskussioner vigtige. I det lys kunne man vaelge at tage let på sommerens fejde om bl.a. køns- og migrationsforskning, bl.a. igangsat fra Folketingets talerstol.

Mange af mine kollegaer har med rette påpeget det problematiske i den politiske indgriben i forskningen, så det vil jeg ikke fordybe mig i. Mit aerinde er et andet: en refleksion over de kategoriseringer, der står for skud, og over hvordan vi bruger dem til at forstå både vores eget og det globale samfund bedre. Herunder at pege på religion som en af de centrale kategorier, som ikke bare skal bruges til at forstå andre kulturer, men også vores egen.

Ligesom faglige fejder om historien er et tilbagevendende faenomen, er der heller ikke noget nyt i, at man skyder på kønsforskningen og betragter den som både mindre videnskabelig og mindre betydningsfuld. Kvindehistorien ønskede fra 1970’erne at synliggøre kvinder i historien og undertrykkelsen af kvinder gennem historien. Gry Jexens nye bog, ”Kvinde kend din historie”, viser med al ønskelig tydelighed, at det projekt endnu ikke er blevet taget alvorligt.

Da kvindehistorien udviklede sig til kønshistorie, aendrede kritikken sig, fordi det i sin grundtanke indebar, at maend også måtte forholde sig til, at de havde et køn (og ikke bare var den kønsløse norm).

Omtrent samme tendens har gjort sig gaeldende inden for studier i race. Så laenge race var noget, der definerede ”de andre”, var det til at forholde sig til. Race blev først rigtigt problematisk, da nogen påpegede, at ”hvide” mennesker også har en race. Ligesom at maend har et køn.

Begge forskningsfelter bygger på en forståelse af køn og race som konstruktioner i den forstand, at de karaktertraek, normer og idealer, vi kobler til det enkelte køn eller den enkelte race, er kulturelt definerede, foranderlige og historiske.

I det historiske perspektiv bliver det meget tydeligt, hvordan vores forståelse af kategorierne aendrer sig. Alligevel er der ofte en blindhed over for og en uvilje mod at anerkende, at de kategorier, vi bruger til at forstå verden omkring os, også daekker os selv. Det viser sig også, når det drejer sig om religion. Nogle af de forskningsfelter, der sammen med kønsforskning står for skud i denne omgang, er minoritetsforskning og mellemøststudier. Dele af kritikken udspringer af en tilsyneladende modvilje mod det argument, som mellemøstforskeren Edward Said i 1978 fremførte mod Vestens blik på islam som essentialiseret, dvs. at islam blev defineret af en historisk uforanderlig kerne.

Der er tale om en politisk modvilje mod de dele af forskningen, der vaegter et differentieret syn på islam og religionens betydning for individ og samfund. Det kunne indikere, at det er på tide at vende den diskussion mod egen kultur og religiøs baggrund.

Ligesom det inden for kønsforskningen også giver mening at studere, hvordan det mandlige køn definerer individet og dets muligheder, at raceforskningen inddrager betydningen af hvidhed, så giver det også mening at få et mere nuanceret blik på kristendommen og dens varierede betydning for normer, idealer og samfundsudvikling. Det vil både give en bedre forståelse for vores eget samfund, og for andre reli-gioners betydning og samspil med samfundet.

Diskussionen om islams politiske betydning bygger ofte på en forestilling om, at de vestlige demokratier voksede frem af Oplysningstiden i en bevaegelse, der skubbede al religiøs arv til side.

Det er både forkert og blaender for forståelsen af, hvordan religion i et bredere perspektiv har formet samfund og har politisk betydning.

Jeg arbejder sammen med en gruppe af forskere på et projekt om lutherdommens betydning for dansk samfundsudvikling, herunder velfaerdsstatens rødder, hvor vi søger at spore, hvordan et meget tydeligt religiøst verdensbillede i 1600- og 1700-tallet blev omformet til en mere usynlig religiøs arv, der stadig praeger det danske samfund.

Diskussionen om lutherdommens og kristendommens betydning for samfundsudviklingen og specifikt for velfaerdsstaten er ikke ny, men den har haft en tendens til at betragte religion som en funktion frem for at se på indhold.

Kristendommen er blevet set som et disciplinerende magtmiddel, som enevaeldige herskere i Europa

brugte for at danne staerke, centraliserede stater.

Max Webers berømte studier af den protestantiske etik og kapitalismens ånd er gennem et århundrede blevet lagt til grund for studier af protestantismens betydning for den vestlige verden, uden skelen til hans udgangspunkt i den calvinske tradition og den betydning, den måtte have for hans teoriers brugbarhed, altså uden blik for, at teologiske nuancer kan have betydning. Når man har set på religionens betydning, har det ofte vaeret afgraenset til kirkens rum.

Vores udgangspunkt har vaeret, at den lutherske teologi har nogle kerneelementer, som adskiller den lutherske tro fra andre grene af kristendommen, uden at denne teologi hverken determinerer samfundsudvikling eller personlige egenskaber.

Derfor har vi undersøgt, hvordan teologiske dogmer har sat sig spor i konkrete politiske og samfundsmaessige sammenhaenge gennem den historiske udvikling i Danmark.

Den lutherske teologi omtolkede det enkelte menneskes placering i verden, både i forhold til Gud og i forhold til samfundet. Luther sondrede skarpt mellem menneskets indre tro og dets ydre aktive liv, og det aendrede både forståelsen af individet og af samfundets indretning.

I enhver kultur er indlejret sociale forestillinger, der udgør fundamentet for de forventninger, vi har til hinanden i de forskellige sammenhaenge, vi indgår i, og som giver legitimitet til bestemte handlinger. Sociale forestillinger, der former vores forståelse af, hvad vi kan forvente af hinanden og vores omgivelser, men også af, hvad vi selv er forpligtet til, for at samfundet kan haenge sammen.

Diskussionen om lutherdommens og kristendommens betydning for samfundsudviklingen og specifikt for velfaerdsstaten er ikke ny, men den har haft en tendens til at betragte religion som en funktion frem for at se på indhold.

Lutherdommens nye gudsforhold, der byggede på mennesket som modtager af Guds nåde frem for på menneskelige praestationer, dannede grundlag for sociale forestillinger knyttet til de forventninger og pligter, der hører sammen med både staten, foraeldrerolle og husstandsliv.

Vi har undersøgt, hvilken betydning det har haft for forståelsen af autoritet, pligt og ansvar i det danske samfund fra Reformationen til starten af det 20. århundrede med demokratiets og den tidlige velfaerdsstats etablering.

Det betyder, at vi ikke har lagt vaegt på de steder, hvor kirken og religionen er tydeligt til stede i samfundet i dag, men i stedet har undersøgt, hvordan en tydelig politisk forpligtelse på lutherdommen under enevaelden i starten af 1700-tallet gradvist blev til en mere usynlig luthersk kulturarv, der gennem de forventninger, vi har til hinanden gennem vores sociale forestillinger, formede nogle af rødderne til de moderne nordiske velfaerdsstater. Rødder, som vi sjaeldent ser på som en religiøs arv.

Måske har arven størst betydning, hvor den unddrager sig vores opmaerksomhed, fordi den forekommer os selvfølgelig, og vi derfor ikke ser, hvordan den spiller med i nutidens kulturelle spaendinger.

Derfor er den aktuelle debat om studiet af andre religioner og kulturer en reminder om, at vi også skal forstå, hvordan vores eget samfund er formet af religion, for at kunne forstå nutidens kulturelle konflikter.