Nyt syn på arbejde kan genoplive lokalsamfund

Coronakrisen har ikke kun gjort os fortrolige med arbejde fra distancen. Nedlukningen har også skabt nye muligheder for vaekst i provinsen.

Der var engang, da det at vaere bosat i provinsen også var lig med at arbejde i provinsen. Faktisk er det ikke meget mere end et år siden, at arbejdsplads og bopael på denne måde hang uløseligt sammen for langt de fleste medarbejdere. Så kom coronakrisen, og med pandemien blev den almindelige opfattelse af arbejde spraengt til atomer. Det betyder blandt andet, at det for mange er muligt at vaere bosat flere hundrede kilometer fra deres arbejdsplads, uden at det skaber naevnevaerdige problemer.

Muligheden virker umiddelbart attraktiv, viser en nylig spørgeskemaundersøgelse fra Citrix Danmark og Yougov. Her svarer 52 pct. af danskerne, at de vil overveje at flytte på landet, hvis fleksibelt arbejde bliver den nye normal. Samme spørgeskemaundersøgelse viser også, at 46 pct. af danskerne er villige til at gå ned i løn for at få lov til at arbejde hjemmefra i et omfang, de selv bestemmer.

Jeg støtter ikke op om at gøre fleksibilitet på arbejdspladsen til en del af lønforhandlingen. Ikke desto mindre er det et tydeligt udtryk for, hvor stor betydning danskerne tillaegger muligheden for at arbejde fra hjemmekontoret.

Medarbejdernes ønske om fleksibilitet åbner desuden nogle interessante muligheder. F.eks. ved at en person bosat i Vestjylland arbejder for en virksomhed i København. Taenk på, hvad det kan komme til at betyde for en lang raekke hårdtprøvede lokalsamfund i Danmark. Mange steder arbejder de lokale erhvervsråd intenst med at traekke virksomheder til kommunen for at kunne tilbyde arbejdspladser til borgerne, som kvitterer med at betale skat i de respektive kommuner.

Det er netop denne cirkulaere proces, der i sidste ende får den pågaeldende kommunes økonomi til at haenge sammen. Men den nye situation på arbejdsmarkedet gør det oplagt at gentaenke kommunernes erhvervsstrategi.

I teorien behøver en kommune ikke laengere at kunne tilbyde én eneste arbejdsplads for at tiltraekke borgere. Uanset om kommunen er placeret i det dybeste Vest-, Nord- eller Sønderjylland, på en ø eller et andet sted langt vaek fra de store byer. Hvis normalen bliver arbejde fra distancen, bliver der tale om en helt ligegyldig problemstilling. Kommunen kan i stedet fokusere på at tilbyde fibernet af højeste kvalitet og alt det, der derudover er vigtigt for familien Danmark – f.eks. infrastruktur, skoler, natur og fritidstilbud. Altså fokus flyttes fra virksomhederne til borgerne.

En sådan bevaegelse vil på mange måder vaere god for samfundet. Både politikerne på Christiansborg og en lang raekke virksomheder har i årevis gjort deres for at flytte funktioner og virksomheder vaek fra København og i retning af provinsen. Den bagvedliggende tanke om at dele den økonomiske vaekst ud over hele landet er god, men spørgsmålet er, om ikke virkeligheden har overhalet intentionen? Fremadrettet kan de fysiske arbejdspladser således sagtens blive i hovedstaden, så laenge medarbejderne kan bo alle andre steder.

Der er en raekke åbenlyse fordele for medarbejderne ved på denne måde at gøre optimal brug af fleksibelt arbejde. Det handler isaer om den berømte work-lifebalance med frigivelse af tid, der tidligere blev brugt til transport. Derudover vil det vaere en stor gevinst at kunne holde fast i familiens bopael og børnenes skole uanset foraeldrenes jobskifte.

Samtidig vil virksomhederne typisk opnå fordele i form af højere produktivitet, ligesom fleksibiliteten efter al sandsynlighed vil gøre det nemmere at både fastholde og rekruttere dygtige medarbejdere. Også klimaet får en hjaelpende hånd, når virksomheder skaerer ned på antallet af flyrejser og kørte kilometer. Når samfundet som hele endda får mulighed for at give nyt liv til landets yderområder, står fordelene naesten i kø.

I teorien behøver en kommune ikke laengere at kunne tilbyde én eneste arbejdsplads for at tiltraekke borgere.

Interessant er det også, at hverken virksomheder eller kommuner behøver vaere optaget af at konkurrere med lønniveauet i hovedstaden, hvis de vel at maerke kan tilbyde noget andet – som fuld fleksibilitet. Den gennemsnitlige medarbejder vil sagtens kunne klare sig med lidt mindre i lønningsposen, hvis boligen er billig, og der ikke er behov for at pendle. Samtidig får alle landets virksomheder mulighed for at rekruttere langt bredere og at gå efter den helt rigtige medarbejder uden at lade sig begraense af geografi.

Det er meget muligt, at markedskraefterne med tiden vil normalisere tilstandene, så huspriser og lønninger naermer sig hinanden – uanset den geografiske placering. Men indtil det eventuelt sker, må der alt andet lige vaere mange danske kommuner, der kan se store muligheder for vaekst i den kommende tid. Så tjek lige, om strategien på erhvervsområdet er opdateret – det kunne jo vaere et godt sted at begynde.