Ejer af faldefaerdigt hus reagerer på nabokritik
Ét af de faldefaerdige og forladte huse, som JP Aarhus har skrevet om, skal nu saelges.
I Tranbjerg har en gruppe beboere igennem flere år vaeret dybt frustrerede over, at en forladt ejendom bare kan få lov at forfalde og tiltraekke ubudne gaester, uden at nogen kan gøre noget ved det. Som JP Aarhus har beskrevet, afviser Aarhus Kommune at kunne gribe ind, fordi husets forfald ikke i sig selv er til fare for forbipasserende, og fordi man som husejer reelt selv kan bestemme, om man vil lade sit hus forfalde.
Ejeren af huset meddeler dog nu over for JP Aarhus, at han agter at saette huset til salg. Den pågaeldende, som bor et andet sted i landet, ønsker ikke at stå frem, men oplyser, at han ikke var bevidst om, at naboerne var så traette af husets tilstand, som det er tilfaeldet.
Han købte oprindeligt huset mhp. at flytte derind og saette det i stand. Det har egentlig hele tiden vaeret planen, men han erkender nu, at det aldrig kommer til at ske. Også med tanke på, hvor meget det er forfaldet med årene.
Som beskrevet i JP Aarhus har den 84-årige Svend Alhof, der er naermeste nabo til det faldefaerdige hus, meddelt i lokalområdet, at han har omdøbt sit hus til ”GazaTranbjerg”, fordi det er under belejring – af bevoksningen fra naboens have.
Herfra kravler brombaerbuske op ad de velvoksne aebletraeer og ind over hegnet i skel, et kaempe ahorntrae straekker sine velvoksne grene over mod Svend Alhofs have og vil, frygter han, sprede ilden, hvis der igen skulle opstå brand i huset, som der har vaeret det to gange i år.
Egen risiko
Malene Haugnes og hendes mand er genboer til den anden side og har klaget til Aarhus Kommune over huset, som de beskriver som »invaderet af rotter og unge mennesker, der drikker og ryger derinde«.
Deres håb var, at kommunen ville afspaerre huset, fordi det er farligt for de unge mennesker, som, ganske vist ulovligt, går derind.
Men »det er faktisk sådan, at ejeren af en ejendom selv kan bestemme, om den skal stå og forfalde«, svarede Ann Hamborg fra Aarhus Kommune parret og forklarede, at huset er beliggende på en større grund – »og at der derfor ikke på nogen måde kan siges at vaere fare på faerde for forbipasserende. Så er det jo også sådan, at uvedkommende ikke har noget at gøre på en anden mands matrikel. Så med det udgangspunkt er der reelt ingen fare på faerde,« svarede hun parret og konkluderede, at »de, der så alligevel måtte vaelge at gå ind i huset, gør det på egen risiko«.
Ifølge ejeren af huset i Tranbjerg har han forsøgt at få fat i en ejendomsmaegler, som har tilbudt at saelge huset. Og så vil han i øvrigt tage fat i naboen mhp. at få afklaret, hvad han kan gøre for at få bevoksningen taemmet.
For vi skal hele kaeden igennem, hvis vi skal finde frem til, hvor den hopper af.
Men en kommission kunne slet ikke komme på tale, ifølge regeringen og dens støttepartier, som med det samme haeldte forslaget ned ad braettet. For en kommission er for lang tid om at komme frem til noget. De ville derfor hellere have en arbejdsgruppe.
Men ingen har sagt, at kommissionen skulle arbejde i årevis på sine anbefalinger. Ordkløveri som det, vi her ser fra regeringen og dens støttepartier, er kun et udtryk for politisk drilleri, og det er for mig at se en alt for useriøs tilgang til så vigtigt og presserende et problem som det staerkt kønsopdelte uddannelsessystem, vi har i Danmark. Det er en uskik.
For det er fuldkommen ligegyldigt, om det hedder en kommission, en arbejdsgruppe, en lynkommission eller en hurtigarbejdende arbejdsgruppe. Det vigtigste er, at den kommer i gang.
Derfor har jeg spurgt uddannelsesog forskningsministeren til, hvordan det så går med at få nedsat arbejdsgruppen – og hvad den helt praecist skal undersøge. For man må jo gå ud fra, at ministeren også synes, det er vigtigt at komme i gang.