Byggematadoren med milliarder i banken: »Jeg er optaget af detaljen«
Olav de Linde har formelt overdraget driften af sit ejendomsselskab til andre, men han er stadig taet på projekterne ude på byggepladserne.
Olav de Linde ankommer til bageriet med en hvid hjelm under armen. Hans ejendomsselskab er ved at opføre et 144 meter højt kontorhus lige rundt om hjørnet her på havnen i Aarhus, hvor der efter planen skal vaere caféer og butikker i stueplan og en grøn taghave oven på et gammel kornlager.
Byggematadoren har derfor bevaeget sig rundt på pladsen denne støvede sommerdag, snakket med medarbejderne og dannet sig et førstehåndsindtryk af projektet.
»Det er jo dér, at forbedringsfasen er. Udvikling, udvikling, udvikling. Bedre, bedre, bedre,« siger Olav de Linde efter at have bestilt en caffe latte med letmaelk fra bageriet Jumbo, som bor i det nedlagte kornlager på havnen i Aarhus, og sat sig i solen.
Livsvaerket
På bygningerne rundt om os optraeder hans navn på store bannere, der tilbyder de forbipasserende at leje lokaler via ejendomsselskabet.
I den forstand er det svaert at overse Olav de Lindes livsvaerk. Siden han som teenager lånte 5.000 kr. af sine foraeldre til at købe, restaurere og videresaelge et sommerhus, er det lykkedes den energiske entreprenør at opbygge en milliardforretning med en portefølje på mere end 500.000 kvm i København,
Odense og Aarhus.
Blandt selskabets mest kendte byggeprojekter er Thrige Firkanten i Odense, Frichsparken i Aarhus og Toms’ gamle chokoladefabrik i København, men Olav de Linde er optaget af noget helt andet, når han skal forholde sig til, hvad han er mest stolt af.
»Hvis du spørger kunstnere om det samme, naevner de ofte noget på størrelse med en taendstikaeske. Jeg er også optaget af detaljen. De vellykkede transformationer ligger i overblikket og sansen for detaljen,« siger han.
Foretraekker den gamle stil
Han har gjort det til sit varemaerke at bevare bygninger i den gamle stil, sådan som bageriet Jumbo er et eksempel på, i og med at de vejrbidte mursten ikke er blevet vandskuret.
Det betyder dog langtfra, at Olav de Lindes projekter ikke vaekker offentlig polemik.
Tvaertimod er borgerprotester en almindelig del af hans hverdag bedømt på de mange artikler om ejendomsselskabets tiltag gennem årene. Alligevel anser byggematadoren tydeligvis ikke kritikken for blot at vaere en del af sit professionelle virke.
»Jeg tager alt med mig hjem. Men i et portraet af mig behøver det ikke at fylde noget,« konstaterer han med en skarp lune praeget af modspørgsmål og en modvilje mod at bevaege sig ind i privatsfaeren.
De seneste år har han overladt direktørstolen til Esben Kjeldsen og overdraget selskabet til sine tre børn, men i realiteten tager Olav de Linde stadig den hvide hjelm på hovedet hver dag for at vaere taet på driften.
Dyrker sin urtehave
Tal interesserer ham ikke, for hans force ligger i det kreative arbejde, der er forbundet med at omsaette visioner til arkitektoniske streger, komme med input til de forskellige afdelingschefer og kaele for detaljerne.
Mange af idéerne opstår, når han om morgenen eller hen under aftenen går ud til sin urtehave og sit drivhus ved parcelhuset i Risskov i det nordlige Aarhus. Omgivet af rødbeder, kartofler og vindruer finder entreprenøren ro til de store tanker, hvilket i og for sig også har rod i ham selv, eftersom han er opvokset på et gartneri i Raetebøl.
Dengang laerte Olav de Linde, hvad det vil sige at banke en forretning op. For i trange tider gjaldt det for familien med otte børn om at saelge nogle af de overskydende grøntsager direkte fra en bod ved vejen.
Sidenhen blev han optaget på Handelshøjskolen i Aarhus og etablerede undervejs i studiet et ejendomsselskab med sin enaeggede tvillingebror, Mogens de Linde, inden de i 1980’erne fortsatte succesfuldt hver for sig.