Vi skal ikke have ondt af os selv, vi skal vaere stolte

Lad landsholdet om at vaere forbitret over semifinalenederlaget. Vi andre skal blot vaere taknemmelige over oplevelserne – og over udsigten til en gylden fremtid.

Den følgende indrømmelse kan virke tudetosset. Som formentlig en af ganske få fodboldinteresserede danskere var jeg ikke synderligt påvirket onsdag aften.

Jeg sad på Wembley, fulgte Danmarks kamp mod England og var naturligvis godt klar over EM-semifinalens betydning, men alligevel var jeg forholdsvis rolig hele vejen gennem de 120 minutter – plus tillaegstid.

Rundt omkring mig var 60.000 tilskuere mildt sagt det stik modsatte, og den afvigende sindstilstand tilskriver jeg mine mange år som sportsjournalist.

For mig er de allerstørste sportsbegivenheder først og fremmest arbejde.

Andre nyder den luksus bare at kunne lade sig rive med i lige dele fornøjelse og adrenalinrus, mens jeg ikke kan lade vaere med at betragte hver haendelse med en professionel distance og iskoldt scanne den for perspektiv og betydning for min artikel.

Det lyder sikkert saert for udenforstående, og der er også nuancer, men sådan ser min virkelighed altså ud.

Jeg vedkender mig ikke denne kedelige arbejdsskade for at få opmaerksomhed, men for at forklare, hvorfor jeg ret hurtigt begyndte at bemaerke mine omgivelser.

Som ham englaenderen, der lettere usikkert passerede pressepladserne efter vundet en masse uden at vinde noget som helst, men nogle gange er det banale bare det rigtige. gelig grund nok til, at EM for altid vil have en speciel plads i dansk fodbolds historie, men heldigvis havde truppens øvrige spillere så megen trods og kvalitet, at den ikke lod Eriksens kollaps definere det videre forløb og i stedet var så utroligt taet på at levere den ufattelige triumf.

Derfor også overflødigt at bekymre sig om, hvorvidt vi nogensinde igen får samme chance. Godt nok er der gået 29 år siden EM 1992, men den slags går i bølger – bevist af søndagens to finalister, og jeg glaeder mig enormt over at se England og Italien vaere nået så langt.

For det første er det nyt og forfriskende efter mange år med fokus på Spanien, Tyskland og Frankrig. For det andet beviser det, at den slags går i bølger, så dansk fodbolds chance skal nok komme igen, selv om den netop nu kan virke langt vaek.

Realiteten er jo, at det naeste eventyr venter lige om hjørnet og faktisk allerede er gået i gang, da kvalifikationen til VM 2022 fik en perfekt indledning med tre sejre af tre mulige i foråret.

Allerede 1. september venter den første af de sidste syv kvalkampe, og alt peger i den rigtige retning.

Ingen af landsholdets stamspillere står foran pensionering, den genfundne eufori må og skal veksles til udsolgte hjemmekampe i Parken, og spillet vil kun udvikle sig yderligere, når Kasper Hjulmand for alvor får lov at arbejde med holdet uden at skulle taenke på corona og et forestående EM.

Et perfekt afsaet til lige at runde endnu en observation fra onsdag aften.

Undervejs i turneringen har Kasper Hjulmand vaeret enormt god til at filosofere, gruble og løfte sig op i helikopter, men i aftes ville landstraeneren bare have lov at vaere indebraendt over en ekstra, vildfaren bold på banen, et tyndt straffespark og en forpasset chance for at nå en finale.

Sådan skal det vaere, den form for faglig stolthed lover godt for fremtiden, så derfor håber jeg inderligt, at danskerne gør ligesom jeg og ikke dvaeler ved skuffelsen, men i stedet fokuserer på de store oplevelser og selve aftrykket.

Det fortjener landsholdet og de selv.