Det er politisk sommer. Hold arme og ben i bussen. Dyk eller reklamér!

Så har politikerne forladt Christiansborg og er draget på sommerferie. Vaer forvisset om, at samtlige folketingsmedlemmer er sendt på ferie med besked fra partitoppene om at holde arme og ben inde i bussen og holde munden lukket. Medmindre, altså, at man har bedt paent om lov på partikontoret og fået at vide, hvad man skal sige.

Vaer også forvisset om, at flere partier op til ferien har forsøgt at “saelge” interviews med gode profilhistorier ind til de store medier.

Om Socialdemokratiets udlaendingeordfører Rasmus Stoklund er blevet opsøgt af Jyllands-Posten, eller om det er hans parti, der har taget initiativet, ved jeg ikke. Men denne uges interview i JP er et typisk eksempel på en af den slags sommerinterviews, som partierne elsker.

Hvorfor? Fordi det er en herlig anledning til at fastslå den profil, som man ønsker at banke ind i vaelgerne.

Pointen for Socialdemokratiet er i dette tilfaelde at neutralisere Dansk Folkeparti. Til det formål har Stoklund den perfekte, socialdemokratiske profil. Hans foraeldre var henholdsvis pedel og frisør. Han har laest statskundskab. Han bor i en forstad med hustru og tre børn. Han har intet imod at kritisere fortidens Socialdemokrati og at knuselske DF. Og han har endnu mindre imod at vaere hård i filten.

Stoklund har ingen betaenkeligheder ved at lave Facebook-opslag om mennesker på tålt ophold i Danmark illustreret af et billede af en spand ukrudt. Han anklager frisk og frejdig skuespilleren Ghita Nørby for at solidarisere sig med

Islamisk Stats krigere, da hun formastede sig til at kritisere regeringens udlaendingepolitik. Ingen anledning går den rapfodede forbi. Heller ikke dette sommerinterview i en agurketid. Det forstår jeg fuldt ud, for det er en gave, når Socialdemokraterne nu kaemper så hårdt for at neutralisere Dansk Folkeparti ved at tyvstjaele al den udlaendingepolitik, de har på deres efterhånden halvtomme hylder. Det er politisk kommunikation, der virker.

Problemet ligger ikke i den mesterligt håndterede politiske kommunikation. Det ligger et helt andet sted. I indholdet. Hvad er det egentlig, Stoklund siger og påstår, at Socialdemokratiet står for?

Stoklund er endnu så ung, at han åbenbart ikke har opdaget, at enhver politiker holder menneskeskaebner i sine haender. Hver dag. Og at ord har betydning. Hvilket menneske fortjener at blive sammenlignet med ukrudt? Tror vi virkelig på, at Ghita Nørby sympatiserer med Islamisk Stat? Ligger det helt fast, at indvandrerne, som de er flest, er kriminelle, at de undertrykker kvinder, slår deres børn og ikke gider at arbejde? I et sådant omfang, at det legitimerer de generaliseringer, som Stoklund så dygtigt håndterer? Naeppe. Men mistaenkeliggørelse, ord og antydninger kan gentages så ofte, at det langsomt bliver til en form for sandhed.

Socialdemokraterne er rigtig godt på vej til at fastslå, at de er skrappere end de skrappeste på udlaendingepolitikken. Set i det perspektiv er Stoklund en fremragende vaerdikriger. Men også Stoklund vil blive aeldre, og man kan håbe, han også bliver klogere. Han bør, som enhver politiker, taenke over, hvad ord gør ved de mennesker, de rammer.

Socialdemokratiet har som parti ikke den slags refleksioner, for her taeller kun antallet af krydser på valgdagen, og analysen er entydig: Skyd på de anderledes. Det giver stemmer. Men giver det respekt – og selvrespekt – når dagen er omme?

Stoklund er endnu så ung, at han åbenbart ikke har opdaget, at enhver politiker holder menneskeskaebner i sine haender.