Historien er i fare
Det bliver stadig vanskeligere for studerende og forskere at traenge dybt ind i Danmarks kollektive hukommelse, Rigsarkivet. Blandt andet er åbningstiderne efterhånden så indskraenkede, at det er umuligt at arbejde med. Og der er en uheldig ubalance i arb
Vi skal vaerne om vores historie – også om adgangen til den. Derfor er det problematisk, at det bliver stadig vanskeligere for studerende og forskere at traenge dybt ind i Danmarks kollektive hukommelse. Rigsarkivets største laesesal har nu kun åbent tre dage om ugen, der er begraensninger på antallet af samtidige bestillinger, og dertil kommer op til en uges ventetid (og endnu laengere i ferieperioder såsom hele juli måned) på fremhentning af ellers umiddelbart tilgaengelige arkivalier.
For de studerendes vedkommende har disse forhold i kombination med efterhånden meget korte og stramt styrede specialeforløb reduceret lysten til at kaste sig over primaert kildemateriale, når den afsluttende opgave skal skrives. Det er aergerligt, for historieskrivning er samfundets samvittighed. Hvis historikerne holder op med at gå til kilderne, risikerer vi, at fortidens fejlslutninger blot gentages, og at nye, vaerdifulde perspektiver forbliver usete.
Man kunne i sin naivitet antage, at netop forskere og studerende med speciale i historie burde vaere Rigsarkivets kernebrugere, men i praksis forekommer fokus i de seneste år at vaere forskudt til slaegtsforskere og andre med ønske om at finde personrelaterede informationer.
En politisk beslutning om aendring af arkivloven gav fra årsskiftet 2020-21 alle mulighed for uden gebyr at bede om oplysninger om fødselstidspunkt, gamle eksamensbeviser og laegejournaler, hvilket forøgede antallet af forespørgsler til Rigsarkivet vaesentligt. Denne såkaldte “Egen Access” understøtter befolkningens muligheder for indsigt i myndighedernes registreringer af dem som borgere, f.eks. vedr. anbringelsessager. Det er i udgangspunktet godt, og Rigsarkivet skal naturligvis servicere alle – men hvem kommer til at tabe i prioriteringen af de knappe ressourcer?
Der ligger netop nu en pukkel på 15.000 Egen Access-sager og afventer behandling.
Argumentet for indskraenkningerne i åbningstiden gennem de seneste år har vaeret, at der kommer faerre besøgende på Rigsarkivets laesesale, mens flere brugere betjenes digitalt. ”Laesesalene er i høj grad flyttet hjem i folks stuer,” sagde kulturminister Bertel Haarder (V) til Folketingets Kulturudvalg den 3. maj 2016.
Det er uden tvivl korrekt for en stor del af brugernes vedkommende. Det er dejligt for professionelle slaegtsforskere og almindeligt interesserede danskere, at det er blevet lettere at tilgå kirkebøger, folketaellinger og den slags personlige arkivalske informationer via internettet.
Men det hjaelper ikke forskeren, som har brug for at finde en helt bestemt arkivkasse og åbne den som måske den første, siden kassen i fordums tid blev afleveret fra en myndighed til Rigsarkivet. Her er indskraenkede åbningstider, lang sagsbehandling og bøvlet placering af arkivalier i fjernlager med deraf følgende transporttid staerkt generende for det arbejde, som skal munde ud i ny viden om Danmarks historie – til gavn og glaede for samfundet som helhed.
For få år siden blev Rigsarkivets gamle laesesal i Provianthuset ved Christiansborg lukket. I stedet åbnede man i Den Sorte Diamant en ny forskerlaesesal, som deles med Det Kongelige Bibliotek. De fysiske rammer her er fremragende, og der er absolut intet at udsaette på personalet, som hurtigt og venligt hjaelper med at fremfinde reserverede arkivalier, når man ankommer.
Men det er simpelthen ikke acceptabelt, at man som forsker i hovedstaden kun har adgang til at arbejde med arkivalier tre dage om ugen. Måske kunne en enkelt ugentlig lukkedag vaere på sin plads – men ikke to.
Konsekvensen er nemlig, at selv når Rigsarkivet en sjaelden gang lever op til sit eget estimat (at det tager to til tre arbejdsdage at bestille materiale fra fjernarkiv), ja, så er man som forsker allerede et godt stykke henne i naeste uge, før
Det betyder i praksis en forskelsbehandling af forskere og studerende i hovedstaden og provinsen, som ikke flugter med tidens øvrige ønsker om at skabe et Danmark i balance.
Som forskere vurderes vi benhårdt på publicering i internationale videnskabelige tidsskrifter og på antallet af praesentationer på fagkonferencer i udlandet. Det er praestationer, der kan gøres op i tal, men det bliver jo lidt ligegyldigt, hvis alle ender med helt overvejende at publicere på baggrund af allerede udgivet materiale, fordi det i praksis er for besvaerligt at komme i arkiverne.
Derfor beder jeg og mine medunderskrivere om at få en enkelt ekstra åbningsdag på Rigsarkivets laesesal i København – og meget gerne også udvidede åbningstider på laesesalene i Odense, Viborg og Aabenraa.
Et opslag på Rigsarkivets hjemmeside viser, at ingen af laesesalene i dag har åbent om mandagen eller fredagen. Der er altså god plads til udvidelse i begge ender af den korte uge.