Er det pengene vaerd at beskytte landbruget?

Den samlede regning for at nå 2030-målet bliver større, fordi mange af de billigste reduktioner findes i blandt andet landbruget. Om det er ekstraregningen vaerd at beskytte job i landbruget og andre forurenende erhverv, er en afvejning, som politikerne m

Gavner det klimaet at laegge en afgift på danske virksomheders udledning af drivhusgasser? Hvis produktionen og udledningerne blot flytter til udlandet, er klimaet vel lige vidt?

Det spørgsmål belyser vi i vores rapport om dansk klimapolitik, der udkom for nogle måneder siden. Vores beregninger viser, at udlandets udledninger stiger svarende til omkring 20 pct. af den danske reduktion. Denne ’’laekage’’ er beregnet ved en ensartet afgift på 1.200 kr. per ton CO2e, der ifølge vores beregninger er den billigste måde at nå klimalovens 2030-mål.

Den beregnede laekage betyder, at der trods større udledninger i udlandet er en reel effekt på klimaet af en dansk afgift på alle drivhusgasser. Det gaelder også for en konkurrenceudsat sektor som landbruget, hvor problemet med udflytning af produktion og udledninger er saerligt stort. Her vil en afgift medføre, at udlandets udledninger stiger svarende til 35 pct. af reduktionen i dansk landbrug – altså en laekagerate på 35 pct.

En vigtig pointe er dog, at laekagen afhaenger af en lang raekke forhold, der ikke kan forventes at vaere konstante over tid. Opgørelsen af laekagerate er således forbundet med betydelig usikkerhed. En af de ting, laekagen afhaenger af, er klimapolitikken i udlandet, og jo strammere klimapolitikken i udlandet er, jo mindre er laekagen. Den ambitiøse klimapolitik i Danmark bygger på, at udlandet følger med, og gør det det, vil laekagen aftage over tid, i takt med at resten af verden (forhåbentlig) bliver mere ambitiøse.

Umiddelbart kunne man godt forestille sig, at når for eksempel dansk landbrug producerer en flaeskesteg mindre, så vil forbrugerne købe en udenlandsk i stedet.

Hvis de køber flaeskestegen eksempelvis i Polen, så er vi måske lige vidt, for de udledninger, vi sparer i Danmark, kommer bare i Polen. Hvis det så ovenikøbet er sådan, at polsk landbrug er mindre klimavenligt end dansk – dvs. hvis udledningen pr. produceret enhed er større Polen end i Danmark – så kan laekagen umiddelbart synes større end 100 pct. Og så gør vi klimaet en bjørnetjeneste.

Men virkeligheden er en hel del mere kompliceret. Hvis vi holder os til eksemplet med flaeskesteg, vil en afgift på drivhusgasser ganske rigtigt betyde, at dansk landbrug producerer faerre grise, fordi prisen stiger, og efterspørgslen falder. Nogle forbrugere vil købe en polsk flaeskesteg i stedet, men en del vil fortsat købe dansk, fordi de synes, dansk kød smager bedre, eller fordi de har større tillid til, at sundhed og dyrevelfaerd er i orden. Samtidig vil afgiften give landmanden en tilskyndelse til at aendre den produktion, der fortsat er i Danmark, i en klimavenlig retning. Det vil traekke i retning af, at de danske udledninger falder mere end produktionsfaldet, og dermed at laekagen mindskes.

Og så er polsk flaeskesteg ikke det eneste alternativ, forbrugerne har. Nogle af de forbrugere, der fravaelger dansk flaeskesteg, vaelger måske at købe en kylling i stedet.

Da klimaudledningen er mindre end for flaeskesteg, så falder laekagen. Andre forbrugere vaelger måske oksekød i stedet for den danske flaeskesteg, og det vil traekke laekagen op.

Endelig er det ikke nok at se alene på udledningen fra produktionen af grise. Man skal tage højde for hele produktionskaeden. Hvis den danske produktion eksempelvis anvender importeret foder med et højere klimaaftryk, end man gør i Polen, så vil det traekke laekagen ned – og omvendt, hvis det importerede foder i Danmark er mindre klimabelastende.

Jo mere ambitiøs klimapolitikken er i udlandet, jo mindre er laekagen set fra dansk side. Med hensyn til CO2-afgifter er det i den sammenhaeng vaerd at bemaerke, at tre af vores største handelspartnere, Norge, Sverige og Tyskland, allerede er mere ambitiøse end Danmark. Udlandet kan også vaere bundet af lofter over den samlede udledning, og her må de pågaeldende lande gennemføre tiltag, der kompenserer på de ekstra udledninger, der skabes af en strammere dansk klimapolitik. I eksemplet med polske flaeskestege: Hvis udledningerne fra polsk griseproduktion øges, når vi laegger en afgift på produktion af danske grise, så vil Polen vaere nødt til at gennemføre tiltag andre steder for at holde de polske udledninger under det udledningsloft, der er vedtaget i EU. Det kan ske gennem skrappere klimaregulering af polsk landbrug eller en afgift på braendstof til biler eller noget helt tredje. Hvis den polske regering på den måde modvirker de større udledninger fra det polske landbrug, reduceres den laekage, der opstår som følge af dansk klimapolitik.

Laekagen afhaenger altså af beslutninger og adfaerd i alle disse led i produktionskaeden frem til slutforbrugeren. Der er en raekke led, der entydigt traekker laekagen ned, og der derfor er god grund til at forvente en laekagerate vaesentligt under 100 pct. Omvendt kan det ikke udelukkes, at den kan vaere større, da der også er led, der traekker op.

Skal det vaere andet end gaetvaerk, må laekageraten beregnes konkret med relevante data og velfunderede modeller af danske og udenlandske forbrugeres og producenters adfaerd. Det er forudsaetningen for, at man får en ordentlig kvantificering af hvert af de naevnte led ovenfor.

Det er nøjagtig, hvad vi har gjort i vores seneste miljørapport. Vi benytter en international handelsmodel, som forskningsverdenen bruger til analyser af laekage og globale effekter af klimaregulering.

Den har vi kombineret med en mere detaljeret model af dansk økonomi, der bl.a. beskriver landbrugets og forbrugernes reaktioner. Selv om vores beregninger viser, at laekagen for nogle varer, som f.eks. mejeriprodukter, er taet på 100 pct., så er den gennemsnitlige laekagerate vaesentligt mindre.

Carl-Johan Dalgaard, Nabanita Datta Gupta, Lars Gårn Hansen og Jakob Roland Munch

Den ambitiøse klimapolitik i Danmark bygger på, at udlandet følger med.

Vores nye beregninger viser, at den samlede laekage er omkring 20 pct., og laekagen i landbruget er omkring 35 pct. Det betyder, at dansk klimapolitik, herunder også klimaregulering af landbruget, vil have en reel klimaeffekt.

Usikkerheden er imidlertid stor, og vores beregninger er ingenlunde hugget i sten. Et blandt flere vigtige elementer i beregningen er dansk landbrugs klimaintensitet relativt til udlandet. Vi kan se, at den relative klimaintensitet har udviklet sig meget historisk, og den vil uden tvivl også aendre sig i fremtiden. Vi vil derfor ikke vaere overraskede, hvis laekageraten i landbruget i 2030 i stedet bliver 50 pct., ej heller hvis den bliver lavere end de 35 pct., der er vores bedste bud.

Usikkerheden om laekageberegningen er et vigtig budskab i rapporten. Usikkerheden gør, at det er svaert at ramme rigtigt, hvis man gerne vil tilpasse afgiften for at reducere laekagen.

I princippet kan man reducere laekage ved at give fradrag i afgiftsbetalingen til de produktionsgrene, hvor laekagen er saerlig stor.

Men usikkerheden gør, at man let kommer til at give for store fradrag nogle steder og for små andre steder. Fradragene beskytter produktion og job i de pågaeldende erhverv, men laekagereduktionen må forventes at blive begraenset og falde over tid, hvis udlandets klimaambitioner stiger.

Hvis man giver fradrag til de erhverv, der vurderes at vaere mest laekageudsatte, så vil de pågaeldende erhverv bidrage mindre til klimamålet. De manglende reduktioner skal i stedet foretages i andre dele af økonomien, og så er det her, der tabes produktion og job. Endvidere bliver den samlede regning for at nå 2030-målet større, fordi mange af de billigste reduktioner findes i blandt andet landbruget. Om det er ekstraregningen vaerd at beskytte job i landbruget og andre forurenende erhverv, er en afvejning, som politikerne må foretage.