Nathan Shammah er ansigtet på en tendens, som begejstrer i Italien

Siden finanskrisen har veluddannede unge forladt Italien i mangel på karrieremuligheder og job. Nu spørger italienerne sig selv, om pandemien rent faktisk har fået flere unge til at vende hjem?

Da Nathan Shammah som 25-årig blev faerdig med sine fysikstudier fra universitetet i Milano, var det som selvskrevet, at et liv i udlandet ventede.

Han havde allerede vaeret på to udvekslingsophold, et i København og et i London, så da muligheden for en treårig ph.d. i Southhampton bød sig, slog han straks til.

»Jeg blev faerdig med mine studier i 2012, da krisen var på sit højeste. Naesten alle mine venner fra fysikstudierne rejste til udlandet,« fortaeller den i dag 34-årige milaneser, som også senere flyttede til Japan.

Nathan Shammahs historie skriver sig ind i det såkaldte brain-drainfaenomen (”hjerneflugt”), hvor veluddannede på grund af manglende jobmuligheder i deres hjemland rejser til udlandet for at finde arbejde. Det har i årevis vaeret et stort problem for Italien og andre sydeuropaeiske nationer som Graekenland og Spanien.

Men nu er Nathan Shammah også blevet ansigtet på en ny tendens, i hvert fald i Italien. Landets medier har døbt det en ”omvendt brain-drain”, og det handler om, at generationen af udrejste unge nu begynder at vende hjem.

Nathan Shammah, der nåede at bo naesten et årti uden for Italiens graenser, vendte permanent hjem til Milano i marts 2020, netop som landet gik ind i sin første og meget uvisse pandemi-nedlukning.

»Mit fly landede 30 minutter før, at Lombardiet (regionen, hvor Milano ligger, red.) lukkede ned,« fortaeller Nathan Shammah, som i dag er fjernansat ved en amerikansk ngo, der arbejder med kvanteteknologi og open-source software.

Han flyttede ind i en lejlighed i Milanos Chinatown-kvarter sammen med sin kaereste, som han havde kørt et langdistanceforhold med i tre år.

»Vi ville gerne bo sammen et sted og valgte Milano, selv om jeg også fik tilbudt et job ved Nasa (Det amerikanske rumagentur, red.) i Silicon Valley, lige over for Googles kontorer,« fortaeller den 34-årige fysiker lettere beaeret, men meget afklaret med at have takket nej:

»Jeg er glad for at vaere tilbage i Milano. Jeg har altid taenkt, at jeg gerne ville gøre noget godt for Italien og har følt mig forpligtet til det.«

Ifølge New York Times viser tal fra Italiens Udenrigsministerium, at der sidste år var 20 pct. flere mellem 18 og 34 år, der vendte hjem. Det er en bemaerkelsesvaerdig høj stigning, og både italienske og internationale medier har omtalt det som et lyspunkt i pandemien, hvor Italien har vaeret et af de hårdest ramte lande både rent sygdomsmaessigt og økonomisk.

Pandemien har givet et skub

Allerede før coronakrisen var der små tegn på, at den udflyttede ungdom i stigende grad begyndte at vende hjem, men pandemien vurderes til at have givet udviklingen et ekstra skub.

»Der er helt klart en bevaegelse i gang,« maerker også Nathan Shammah, der kender flere, som har gjort ligesom ham og er flyttet permanent tilbage, herunder hans kaerestes lillebror, der er i faerd med at flytte hjem fra London.

Han har også andre venner, der er kommet tilbage fra den britiske hovedstad i de seneste år, men her naevnes også brexit som en af årsagerne.

Under både den første og den anden lange nedlukning i Italien så mange unge udlandsitalienere deres snit til at arbejde fra hjemlandet i kortere eller laengere perioder. Zoom-møder og andet arbejde foran en computer kunne lige så godt klares fra barndomshjemmet eller foraeldrenes hus på f.eks. Sicilien som fra et lille ensomt studio i et regnfuldt London eller endnu laengere vaek.

Jeg er glad for at vaere tilbage i Milano. Jeg har altid taenkt, at jeg gerne ville gøre noget godt for Italien og har følt mig forpligtet til det.

»Gode nyheder for Syden. Nu ønsker de unge at vende tilbage til Italien,« stod der bl.a. i den sicilianske avis Il Giornale di Sicilia i september 2020.

Avisen citerer en spørgeundersøgelse fra konsulentfirmaet PwC, der viser, at 71 pct. af de adspurgte udflyttede unge var ivrige efter at komme hjem.

Den 28-årige Corinne Santucci, som i otte år har boet og studeret medier og kommunikation i Berlin og nu er producer på et tysk comedy-show, var én af dem, der brugte muligheden til at bo i Italien under nedlukningen. Jyllands-Posten møder hende i Milano, hvor hun er hjemme et par dage for at fejre sin fødselsdag.

En graense på 30 år

Hun fortaeller, at hun under den anden nedlukning i vinteren 2021 flyttede hjemmekontoret ind i sin mors tovaerelseslejlighed i det centrale Milano.

»Jeg elsker Berlin, men jeg savner Milano. Min drøm er at flytte tilbage til Italien,« fortaeller den 28-årige italiener, der saerligt laenges efter Italiens »menneskelige varme«, som hun kalder den.

»Jeg har mange gode venner i Berlin, men mine rødder er her. Det vigtigste for mig er mine venner og familie,« fortaeller hun.

Også Corinne Santuccis mor, Patrizia, savner at have sin datter taet på. Overalt i deres lille lejlighed haenger billeder af Corinne Santucci og de to sammen, og stuen er fyldt med alverdens nipsting og souvenirs fra deres mange faelles rejser og oplevelser.

Den første nedlukning, hvor de ikke så hinanden i flere måneder, tog hårdt på dem begge, og Corinne Santucci måtte vaenne sin mor til at bruge Facetime og Whatsapp, så de i det mindste kunne kommunikere meget sammen og tale i telefon sammen hver aften.

»Hun savner mig, jeg er kun et barn,« griner Corinne Santucci, der håber, at hun inden for et par år vil vaere i stand til at finde et velbetalt job i mediebranchen i Milano.

»Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil komme tilbage senest som 30-årig. Pandemien har helt sikkert givet mig mere lyst,« lyder det.

Tal fra EU-Kommissionen viser, at Italien sammen med europaeiske lande som Polen og Rumaenien er blandt de lande i EU, som sender allermest arbejdskraft udenlands.

Arbejdsløsheden i Italien er blandt EU’s højeste, og for unge lå den i 2020 på over 30 pct.

De unges udrejse skaber både store huller i landenes statskasser, men også et misfornøjet forhold mellem dem og deres hjemland. Beregninger fra Italiens største virksomhedsorganisation, Confindustria, viser, at Italien mister i omegnen af 14 mia. euro – over 104 mia. kr. – hvert eneste år, hvis man tager i betragtning, hvor mange penge staten bruger på at uddanne de unge mennesker og så efterfølgende mangler deres produktivitet og skattebetalinger.

»Der er så meget talent i Italien«

Skiftende italienske regeringer har i årevis forsøgt at lokke de unge tilbage og har bl.a. forsøgt sig med at tilbyde skattefordele og hjaelp til f.eks. billigere lån til at købe en bolig.

For Nathan Shammah er skattelempelserne på ingen måde årsagen til, at han nu er vendt hjem til Italien, men han erkender, at det er et lukrativt gode og svarer til, at en stor del af hans løn slet ikke bliver beskattet.

Den 34-årige italiener har det i dag som blommen i et aeg. Han styrer selv, hvornår på dagen han saetter sig foran computeren eller koordinerer Zoom-møder med sine kollegaer, der alle sidder forskellige steder rundt omkring i hele verden.

»Jeg var lidt bange for, om jeg ville kunne trives med at arbejde hjemmefra, men pludselig blev det jo hverdagen for alle,« griner han og føler sig heldig over, at han akkurat nåede hjem før pandemien.

Nathan Shammah har ved siden af sit daglige arbejde også gang i adskillige andre projekter med øvrige italienske start-ups, der lige som ham arbejder på at gøre det italienske samfund mere digitalt.

»Der er så meget talent i Italien. På et tidspunkt under mit arbejde i Japan var vi 10 italienere, der arbejdede sammen om et projekt, hvorfor kunne vi ikke gøre det fra Italien?« spørger han.

Den 34-årige milaneser ser meget optimistisk på fremtiden for Italien, og han håber, at han med sin erfaring fra udlandet og ekspertise kan vaere med til at skabe nye projekter til gavn for økonomien.

»Italien har brug for en digital transformation, og det vil jeg gerne hjaelpe med,« lyder det.