»Det hele handler ikke om dig«
Da Niels Overgaards far døde, intensiverede han sin jagt efter svar på, hvad meningen med livet er. Han fandt et svar. Omsatte det til en bestsellerbog. Er han selv nået i mål?
løbende de spørgsmål og er ikke entydig tilfreds med mine svar.«
Man skal gøre døden til sin ven, skriver du og stoikerne. Men kan det komme til at fylde for meget, hvis man står hver morgen og kysser sin børn farvel, mens man taenker på, at vi alle skal dø og er her på lånt tid?
»Det kan godt vaere hårdt at have små børn, men jeg prøver at omsaette den viden om altings forgaengelighed til taknemmelighed over at have dem ved at omsaette tankerne om døden til noget naervaer og taknemmelighed. Når jeg cykler en tur og ser op i himlen, kan jeg også taenke på, hvor små og ligegyldige vi er i det lange løb – det er en overvaeldende følelse, men det peger tilbage på, at der kun er den mening, som vi selv skaber i det her begraensede liv, så lad os da for helvede gøre os umage og forsøge at vaere positive ringe i hinandens vand.«
Hvad med aegteskabet – skal man også der gøre sit bedste og overlade resten til skaebnen eller guderne?
»I min familiehistorie skal vi vist tilbage til før 1900-tallet, før nogen har formået at blive sammen, så jeg håber virkelig, at de stoiske tanker kan hjaelpe mig til, at vi får løst problemerne sammen, og at man ikke hele tiden lever i den tanke med, at graesset er grønnere på den anden side af åen på mange af livets områder, men i stedet siger, at nu tager vi det lange seje traek, og gør det her sammen. Når jeg en dag skal dø, vil det gøre mig virkelig stolt, hvis jeg kan bryde den sociale arv, der ligger i min families skilsmissehistorie.«
Hvad er det bedste livsråd, du har fået?
»Kort før min far døde, var jeg i en parforholdskrise. Min far kiggede på mig og sagde: ”Niels … man er nødt til at elske hele dig”. Han mente, at man skal blive elsket som hele den person, man er – også med svaghederne. Og elske alle dele af den, man er sammen med. Vi har et valg, og stoicismen giver i mine øjne os ansvaret tilbage på en positiv måde. Vi har valg hele tiden. Vil vi bruge vores tid på at sidde og scrolle ned igennem Facebook på en telefon, eller vil vi laese noget, der gør os klogere? Hvordan vil vi vaere over for de andre? Vil vi taenke på os selv – eller prøve på at vaere positive?«
Men nogle gange har man jo ikke et valg i livet – fordi andre traeffer dem for os?
»Det sker, men selv der har vi et valg, og vi har langt flere valg, end vi tror. Som eksistensfilosofferne siger, så giver det angst, når man opdager, hvor frie vi virkelig er. Mange bruger meget energi på, hvad alle andre gør forkert og burde gøre anderledes, det er en måde at skubbe ansvaret fra sig. Vejen til det gode liv er at tage ansvar for sig selv og sit eget liv, jo større chancer er der for at blive lykkelig.«
Kristeligt Dagblad skrev i en anmeldelse af din bog, at det var som at blive ”mansplainet” i to timer af en, der havde laest et citat af filosoffen Seneca på Wikipedia. Hvordan håndterer en stoiker som du sådan en anmeldelse?
»Jeg synes, at det var ubehageligt. Jeg synes ikke, at jeg er nedladende, og min bog er ikke skrevet til et saerligt køn – den er til alle, så jeg forstår slet ikke brugen af ordet ”mansplainet”. Det var mit liv og sjael, man laegger i en bog, og jeg synes bestemt, at jeg tager filosofien alvorligt ved at omsaette den til noget i mit liv, men det er der nogle, der synes er forfladigelse.«
Jeg troede, at du ville svare, at anmeldelser var uden for din kontrolsfaere?
»Aj, men nu forholdt jeg mig lige til materien i den anmeldelse. Jeg fik også en dårlig anmeldelse i Weekendavisen, som jeg synes var helt skaev, i forhold til hvad jeg ville med min bog. Det giver ingen mening for mig, at vi har verdenshistoriens største taenkere liggende hengemt på bagerste hylde i et støvet arkiv, når de måske har svar på nogle af de spørgsmål, som vi går og stiller os her 2.000 år efter. Men ja, jeg er aerekaer, og det er fair nok at vaere aerekaer. Man kan godt beskylde stoikerne for at vaere lidt for ligeglade, og jeg mener ikke, at man skal vaere helt ligeglad, men det er klart, at man skal slippe tingene hurtigere, end du kan høre, at jeg gjorde. Hvis man er keramiker og lige har lavet den smukkeste kop, og der kommer en efter to sekunder og smadrer den, så kan det da godt vaere, at du sidder der som stoisk zenfilosof og taenker, at alt er forgaengeligt, men det er o.k. at blive sur en gang imellem, når noget føles uretfaerdigt. Det kan der som sagt vaere drivkraft i.«
I min familiehistorie skal vi vist tilbage til før 1900-tallet, før nogen har formået at blive sammen.
Men da du var faerdig med at vaere aerekaer, hvordan lagde du det så fra dig?
»Jeg skrev min mening om anmeldelsen i Weekendavisen og lagde den på Facebook, hvor jeg også havde lagt de positive anmeldelser, så kom jeg af med det, men jeg indrømmer gerne, at anmeldelsen har naget mig mere, end den burde. Hey, jeg er ikke perfekt, og jeg arbejder også hele tiden med at blive en bedre stoiker.«