Det er nemmere at hade kvinder end selv at tage ansvar som mand

”Maend” har aldrig skullet kaempe for deres plads i samfundet på samme måde som kvinder og andre minoriteter. De forstår ikke, hvor vigtig en rolle og et kaempe ansvar, de selv har i forhold til ligestillingskampen. Forvirret står de tilbage på perronen, mens samfundstoget buldrer afsted med en ny dagsorden, der efterlader dem alene, vrede og frustrerede. Følelserne bliver til had, der rettes mod alle andre – som en granat, der eksploderer.

Maend har altid siddet på magten. Det er dem, der bliver udnaevnt som profeter og praesidenter. Dem, der i årtusinder har styret og defineret samfundet. Dem, der har forsørget familien og haft det sidste ord. Dem, der har vedtaget love, der gav kvinder mulighed for at stemme og arbejde – så laenge maendene selv fortsat kunne vaere den afgørende definitionsmagt.

Alt dette har aendret sig. Kvinder og minoriteter har i flere årtier kaempet og ofret sig i ligestillingskampens navn og for deres ret til at leve, blive accepteret og anerkendt som ligevaerdige i forhold til maendene. Det har efterladt et vakuum. For hvem er manden, hvis han ikke alene kan vaere den styrende, dømmende og lovgivende magt?

I disse dage flyder medierne endnu en gang over med sager om maend med magt, der begår overgreb mod kvinder. Mange har travlt med at kritisere kvinderne for ikke at have sagt klart nok fra. Maend har også travlt med at tage afstand fra overgrebene. Men hvordan sørger vi for, at maend ikke laengere føler, at det er deres ret at rage til sig fra fadene med kvindelige delikatesser, når lysten kalder? Her har vi maend et kaempe ansvar. Selv om vi ikke tør stå ved det, er vores manglende deltagelse i ligestillingskampen ved at reducere os til brutale kvindehadende rovdyr. Vi har ikke fulgt med udviklingen. Det er på tide, at vi tager et opgør med den praedefinerede rolle, vi får tildelt ved fødslen som det staerke køn. Vi skal blande os i debatten og deltage aktivt i kampen om endnu mere ligestilling på tvaers af både køn og seksualitet. Det kan vi gøre som maend ved at stoppe andre maend i deres rovdyrsadfaerd.

Dernaest skal vi se os selv i spejlet, reflektere og redefinere vores rolle både i samfundet og familien. Selv om vi føler, at magten er taget fra os, har den aldrig vaeret vores ret. Vi tog den til os som urmennesker i en tid, hvor den staerkeste bestemte, og har siden naegtet at give slip.

Tiderne har aendret sig. Dem med de største muskler er ikke laengere de staerkeste. Familien, følelserne og de bløde vaerdier er det, vi prioriterer nu. Mange maend er ikke så gode til at håndtere de bløde vaerdier, omsorg og alt det, der ikke kan måles og vejes. Her er det os maend, der skal kaempe for vores ret til at leve, blive accepteret og anerkendt som ligevaerdige. Nu er rollerne byttet om, men vores fjende er ikke kvinderne. Det er os selv.

Det er frygten for at miste status som ”rigtige” maend, der holder os tilbage. Mit postulat er, at en rigtig mand er en, der kan finde ud af at omfavne de bløde vaerdier. Det er nemlig dem, der giver os mulighed for at passe på os selv og andre. Der giver os ret til at vaere en ligevaerdig del af familien uden at vaere eneansvarlig.

Men det er os selv, der skal tage ansvar og skabe forandringen. Vi skal turde tage det første skridt og aktivt definere vores egen rolle som den, vi ønsker at vaere.

Hvordan sørger vi for, at maend ikke laengere føler, at det er deres ret at rage til sig fra fadene med kvindelige delikatesser?