Tre ugers ferie kan vaere lang tid. Så prøv to dage

En lang sommerferie kan vaere forfaerdelig. Derfor er der brug for, at det fleksible arbejde får en faetter.

Endelig. Endelig fri. Er der noget bedre end en god, lang sommerferie sammen med de mennesker, som man var sammen med i døgndrift under coronanedlukningen, og som derfor ikke har en hudfold, kollega, snorkelyd, hadeopgave, saerhed eller overspringshandling, som man ikke kender i detaljer?

Ja. Det er der muligvis. I høj grad.

Men man kan jo ikke sige den slags til en aegtefaelle, uden at det lyder som et forslag om at prøve med hvert sit sovevaerelse frem til september.

Men man kan gøre det. En bekendt og hans kone har lige overstået årets sommerferie. Den gik fint. Både dag et og dag to. Hun havde vaeret en del ved stranden. Han havde mest nydt havet fra terrassen. Badehoteller kan vaere noget skrammel forklaedt bag hvide traepaneler og horribelt dyre vinmenuer.

De havde gjort deres hjemmearbejde og afklaret deres forhold til hvid bourgogne og saere fisk, der smager som torsk, inden ankomsten. De havde også afklaret deres forhold til, at den ene lagde sig på stranden med en bog, og den anden satte sig på terrassen med en bog. Det var o.k. Begge dage.

Det kongelige danske velfaerdssamfund har ikke et afklaret forhold til, at en god, lang sommerferie kan vaere forfaerdelig.

Vi skal elske vores ret til ferie, og vi skal elske at gøre den så lang, at vi glemmer vores password og budgetkonti.

Vi skal højtideligt meddele vores netvaerk på Instagram, LinkedIn og Facebook, at nu sker der noget maerkeligt, meget maerkeligt, nemlig at der kommer en pause i billederne af roséflasker, konferencelokaler, røvballer, bogomslag, stråhatte og flowcharts – MEN – at man ikke skal vaere bange. Vi er ikke døde. Ikke helt. Vi er på ferie.

Kun selvstaendige og sindssyge får lov at vaere i fred.

Det er parret med todages sommerferien naturligvis. Ellers ville en tillidsmand eller socialrådgiver sikkert have grebet ind, men deres typer går under radaren.

Den ene af dem driver liberalt erhverv, den anden har en stilling af den slags, hvor man godt kan oplyse, at uge dit og dat er krydset ud, men folk ringer og skriver da bare alligevel. Tre ugers ferie i streg? Aldrig sket. En uge? Ja. Delvist. Der var nogle opkald. Vist en del. Mange. Hvis en repraesentant for velfaerdssamfundet havde opdaget, at ugen blev kaldt ferie, var der nok blevet overvejet indlaeggelse på røde papirer.

Nu kommer der et forslag, sikkert dumt, men evnerne raekker ikke til mere:

Hvad med et eksperiment, hvor lønmodtagere får lov til at gøre som de selvstaendige og sindssyge? Hvis de vil?

Ja, jeg ved, at det lyder maerkeligt – men taenk, hvis også danskere, der er månedslønnede og bliver pustet på fingeren af en tillidsmand, hvis de får hånden i klemme i en frugtordning, kan se idéen i at holde to dages sommerferie i stedet for tre uger?

Inden coronaen havde det at ”arbejde hjemme” en klang af slap moral. Den opfattelse har virkeligheden modelleret om på.

Lønmodtagere kan både vaere produktive, initiativrige og samarbejdsparate fra deres køkken- eller havebord. Det er virkeligheden. Punktum. Inden coronaen var virkeligheden – sagt firkantet – at lønmodtagere skulle lukkes ind og ud af et storrums-akvarium på daglig basis for at bestille noget.

Det kongelige danske velfaerdssamfund har ikke et afklaret forhold til, at en god, lang sommerferie kan vaere forfaerdelig.

Vi har i dag et regime, hvor man enten skal vaere selvstaendig eller topleder for at kunne slippe for en lang sommerferie. I april eller maj sendes en liste rundt til de akvariefisk, som virksomheden har ansat, og så skal de slå begejstret med halen og krydse tre uger af. Eventuelt to uger i højsommeren plus en uge noget senere.

Det er vaeldigt – og det er egentlig også vaeldigt maerkeligt. Hvorfor kan det fleksible arbejde ikke få en aflaegger, der hedder den fleksible ferie?

Passet ind så den ikke er på tvaers af virksomhedens behov, men omvendt kan tilpasses et liv, hvor lykken ikke nødvendigvis er at se på et menneske i en lang ferie, som man ser på under hjemmearbejde.

For coronaen har givet tid. Der har vaeret god tid til at tale. Og der har vaeret god tid til at se på hinanden. I arbejdstøj, overtøj, undertøj og ingen tøj. Foran en skaerm, først og fremmest. Men også foran en tallerken. Så kan to dage på et hotel vaere lige tilpas.