Det er både kedeligt og unødvendigt
Kapitalismen sidder og gnaegger i hjørnet, når de unge kvinder i ”De dyre piger” køber for at købe.
»Det er dyrt at se så billig ud som jeg,« har Dolly Parton engang sagt med en maerkbar portion reflekteret selvironisk distance. Uden refleksionsniveauet eller ironien kunne samme citat gøre sig gaeldende for de unge kvinder, der fremstilles i DR3’s nye dokumentarserie ”De dyre piger”, hvis mål er at efterleve en temmelig diffus forestilling om perfektion, som den kommer til udtryk på sociale medier.
De ser selvfølgelig ikke billige ud (hvilket dejlige Dolly jo heller ikke gjorde), men deres tasker til 29.000 kr., hårextensions til flere tusinde kroner om måneden og Gucci-nylonstrømper til 100 euro får dem bestemt heller ikke til at udstråle andet, end at de har brugt alt, alt for mange penge.
”De dyre piger” laegger sig i forlaengelse af DR3-programmer som ”Fie Laursen” og ”Ghettostjerner”, og stilen er mikrofonholderi camoufleret som observerende dokumentarisme. Vi er i både
DOKUMENTAR
DANMARK, 2021 8 afsnit á 20 minutters varighed (anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit) Kan streames på DRTV
stil, indhold og perspektiver lysår fra Eva Marie Rødbros fremragende DR3-serie ”Prinsesser fra blokken” (2016), for her er det vanskeligt at se, hvad det er for en historie, der forsøges fortalt.
Jovist, det handler om Instagram og om at bruge mange penge. Afsindigt mange penge. Hvis man gik med den håbefulde fornemmelse, at vi står med en klima- og forbrugsbevidst ungdom, viser ”De dyre piger”, at vi godt kan tro om igen. Her handler alt om ting, der kan købes for penge. Man føler sig hensat til fordums ”Lykkehjulet”, hvor der var sat prismaerkater på alle praemier, når Sofie
Amalie viser rundt i garderoben. Alt er reduceret til varer, og man kan naesten se kapitalismen sidde i hjørnet og gnaegge af fryd.
Intet indhold
Sofie Amalie, Amanda Sascha, Mina og Matilde og alle de andre er åbenlyst galoperende shopaholics, men har ingen bevidsthed om, at det nok er et problem. Heller ikke den sygeplejerskestuderende Mina, der efter eget udsagn bruger 10-12 timer på Instagram dagligt, og som den eneste fortaeller om sin tvivlsomme kvik- og SU-lånbaserede økonomi. Indkøbene er deres eksistensberettigelse i en vzerden, der handler om at performe perfektion. Når Amanda Sascha har lånt sin onkels villa til en fest, er det ikke, fordi den er stor nok til alle hendes venner, men fordi det fungerer som et godt bagtaeppe til de billeder, hun regner med at tage i løbet af aftenen. Vi er langt fra ”form før indhold”-parolen, for her er der intet indhold.
”De dyre piger” har et enormt ”soapet” praeg. Pigerne fremstilles som reality-formaternes real housewives, og mens tilrettelaeggerne har travlt med at vaere ung med de unge, forsømmer dokumentarserien at fortaelle vaesentlige historier. For det kunne have vaeret en interessant fortaelling, hvis det handlede om unge kvinder, der tjente sindssygt mange penge på at vaere laekre på nettet. Eller en historie om, hvordan medierne påvirker vores selvbilleder. Eller et blik ind i en verden af overdrev som dem, den amerikanske dokumentarist Lauren Greenfield har givet os med ”Generation Wealth” (2018) og ”Queen of Versailles” (2012).
DR3 er åbenbart tilfreds med at bekraefte overfladen og overlader det til seerne (der formentlig er unge, kanalprofilen taget i betragtning) at finde mening med galskaben. Det er lige så kedeligt, som unødvendigt.