EU må tage et aerligt selvopgør
EU-Kommissionen har lanceret en ambitiøs debat om fremtiden for EU. Det er virkelig godt. Og hårdt tiltraengt. EU har brug for at finde en ny retning for sig selv efter brexit, og offensiven er ikke just blevet mindre nødvendig, efter at covid-19 har meldt sig. EU fremstår som en af de store tabere efter pandemien.
EU er presset både ude- og indefra. Det globale opbrud truer med at efterlade EU tilbage på perronen, hvis ikke der snart defineres en holdbar strategi for EU’s optraeden på den internationale scene. Og indadtil viser der sig store spraekker i samarbejdet. De forsøges camoufleret med en maerkbar optrapning af den saerlige EU-retorik; ikke mindst hos kommissionsformand Ursula von der Leyen, der for tiden ikke kan holde en tale uden pompøst at henvise til et faelleseuropaeisk vaerdigrundlag m.m.
Det seneste topmøde i maj gjorde ikke meget godt for det videre arbejde med at finde sig selv. Problembarnet Ungarn afstedkom uhørte spaendinger. Når EU-medlemmer først truer med at smide hinanden ud, véd selv den største jubeleuropaeer, at den er ved at vaere gal. At et faelles fremstød fra Tyskland og Frankrig om at genoptage dialogen med Rusland blev haeldt ned ad braettet, skyldtes ikke kun, at det var forbundskansler Merkels sidste topmøde. Den interne uenighed om den strategiske tilgang til ikke alene Rusland, men også Kina er af den helt grundlaeggende slags og et åbenlyst krisetegn.
Pandemien har udstillet en raekke svagheder; ikke mindst når det gaelder medlemslandenes syn på, hvem der altid vil have det sidste ord, nemlig nationalstaten. Knap var coronaen brudt ud, før alle lande uden naermere aftale smaekkede graensebommene ned. Raeset med at skaffe sig vacciner blev indledningsvist også kørt nationalt, mens EU kaempede for at gøre sig relevant. Da det lykkedes at etablere en graenseoverskridende lastvognstrafik, blev også dét iscenesat med svulstig EU-fanfare. Signalet er ikke til at tage fejl af: Når krisen virkelig kradser, kigger ingen mod Bruxelles, men tager sagen i egne, nationale haender.
Ret skal vaere ret: Den nye virkelighed efter brexit er ikke nem. Når verdens femtestørste økonomi hellere vil søge lykken uden for det europaeiske samarbejde, kalder det på en hudløst aerlig selvransagelse. Det letteste er at affaerdige brexit som en fiks idé hos et britisk vaelgerflertal, der blev forført af udspekulerede demagoger. Men dermed stikker man bare hovedet i busken. Risikoen for, at andre medlemslande får samme idé, er ikke kun teoretisk. Det stiller store krav til EU om en tilbundsgående selvkritik uden filter. Det kan vaere, at den er på vej med den kommende fremtidskonference. Indtil videre tyder det dog ikke på, at Bruxelles har laert saerligt meget. Storbritannien omtales på de indre EUlinjer – ifølge den britiske historiker Timothy Garton Ash – både nedladende og ret aggressivt. Dét kan i hvert fald aldrig vaere vejen frem. EU og Storbritannien skal naturligvis finde en ny måde at arbejde sammen på. Det gøres alene ved at komme hinanden i møde og vise god vilje.
EU-samarbejdet er ikke staerkere, end de enkelte medlemmer tillader. Det er en helt grundlaeggende sandhed. Når det gaelder sundhedspolitik, er det saerligt tydeligt. Den vil medlemslandene netop ikke gøre faelles. Men konstateringen må ikke blive en sovepude. Der er virkelig behov for, at kommissionen får gang i sin idéudvikling og får held med sin fremtidsdebat. EU er faktisk ingen naturlov.