Vi er nederlagets sande helte

Raheem Sterling maerkede vist nok en slags berøring og lod sig falde. Straffespark til England, exit Danmark. Vittige hunde bemaerkede, at han kunne starte bevaegelsen ”Black Dives Matter”, og der blev fremstillet billeder af ham og Harry Kane iført dykkermasker og teksten »Diving’s coming home« – med reference til det engelske slagord om, at fodbold kommer hjem nu, skønt de jo altså aldrig har vundet EM.

Det var verdens tyndeste straffespark, desuden var der to bolde på banen, vi var ude, men med snyd, og vi havde dem jo naermest nede i saekken, ikke? Det mente vi nok, og man laerer noget om nationale saerkender under sådan en EM-turnering. Det overrasker os ikke, at italienerne filmer og har vaeret ved frisøren alle sammen, eller at deres traener ligner en levende reklamesøjle for et bedre milanesisk herreskraedderi. Eller at franske medier, i samme øjeblik Mbappé havde braendt det afgørende straffespark, mistede enhver interesse for turneringen, som var dens sportslige relevans udelukkende bestemt af Frankrigs fortsatte deltagelse.

Men England? Var det ikke noget med fairness, Magna Carta, vaerdighed i både sejr og nederlag og udtryk som ”it’s just not cricket”, hvis nogen prøvede at snyde? I stedet så vi laserpenne, afstumpet vold, buh-råb under andres nationalsange, ublandet had til modstandernes fans. Måske er de nationale billeder netop også det, billeder, som kan krakelere ved naermere eftersyn.

Danskerne lignede under alle omstaendigheder sig selv og festede igennem. Intet under, at Mette Frederiksen tog bøllehatten på og festede med; var hun gået på talerstolen med formaninger om ikke at kramme, bruge håndsprit og se faerre mennesker, var hun blevet kørt fuldstaendig over, og hendes tusindårsrige havde fået en brat afslutning.

Det var Danmark, så vi sagde til os selv, at coronaen ikke kunne smitte blandt fans, selv en coronavirus ville vel ikke vaere bekendt at smitte en livsglad dansk roligan? Efter nogle måneder, hvor angstknugede hjemmemennesker bestemte takten, skiftede tonen. Danmark lignede sig selv i den relativt fredsommelige festrus, byen tilhørte igen festaberne, og i aviserne blev der skrevet spalte op og spalte ned om vores saerlige danske måde at vaere danske på, at holde sammen på, at spille som et kollektiv og vaere én for alle i modsaetning til alle de sydeuropaeiske primadonnaer, der bare spiller for selv at vise sig frem. Dannebrog faldt ned fra himlen endnu en gang, og dets hadere fik ikke et ben til jorden andre steder end i Politiken og i Deadline.

Også vores helt saerlige selvfølelse lignede sig selv. Vi tabte, men kun på papiret, for vi vandt jo i virkeligheden, fordi vi er os, fordi vi står sammen og kan vise følelser. Eller som Rasmus Jarlov, tilsyneladende i ramme alvor, skrev på Twitter: »Det er vigtigere at optraede med vaerdighed og aere end at vinde en fodboldturnering. Det danske hold har derfor vundet EM med deres heroiske og enestående indsats.«

Ak ja. »Der ros godt i den danske båd,« som Gunnar Nu Hansen sagde, når han konstaterede, at de staerke, sunde danske atleter lå nummer sjok i konkurrencen. Elskelige Gunnar Nu Hansen var emblemet på lettere komiske dansk selvfølelse på trods, og sjaeldent har navngivningen af en plads vaeret mere berettiget, end da man gav pladsen foran Parken hans navn, og han ville have vaeret enig i, at vi var de moralske sejrherrer.

Man har muligvis glemt det, men vi prøvede jo faktisk selv at snyde os til et straffespark. I modsaetning til Raheem Sterling lykkedes vi bare ikke med det; selv når vi snyder, er vi nederlagets helte.

Ak ja. "Der ros godt i den danske båd," som Gunnar Nu Hansen sagde, når han konstaterede, at de staerke, sunde danske atleter lå nummer sjok i konkurrencen.