Kirken er under coronakrisen blevet behandlet som en andenrangsorganisation

Jeg er et af de menighedsrådsmedlemmer, der har mistet tålmodigheden.

I mere end et år har menighedsrådene rundtom i landet loyalt bakket op om alle de mange restriktioner – forårsaget af covid-19 – der er blevet pålagt os af Kirkeministeriet, i henhold til de retningslinjer regeringen i samarbejde med sundhedsmyndighederne har udstukket.

Det har vi gjort for – som ansvarlige samfundsborgere – at vaere med til at begraense smittespredning og passe på hinanden. Og vi har gjort det, på trods af at vi – menighedsrådene – indimellem har måttet affinde os med urimelige arbejdsvilkår og meget korte tidsfrister – her kan jeg naevne julen som et afskraekkende eksempel.

Det har haft store konsekvenser for folkekirkens liv og vaekst og ikke mindst for menigheden. Kommende konfirmander og brudepar har måttet udsaette eller aflyse konfirmationer og vielser igen og igen. For ikke at tale om de store afsavn, de mennesker, der har skullet tage afsked med et menneske, de elskede, har lidt i forbindelse med begravelser og bisaettelser.

Nu er vi så i gang med at åbne samfundet mere og mere. Det tror jeg, vi alle nyder.

Det, der får mig til tasterne, er det helt urimelige i, at man til en fodboldkamp lukker 25.000 mennesker ind i Parken, der står som sild i en tønde, synger, råber og skriger og falder hinanden om halsen i deres glaedesrus over det dygtige fodboldlandsholds sejr i forbindelse med EM-slutrunden. Helt forståeligt.

Derfor virker det endnu mere grotesk, at der i de danske kirker stadig er et arealkrav på fire kvm pr. person (to kvm. pr. 1. august) og to meters afstand mellem deltagere, når der skal synges. Hertil kommer, at den aldersgruppe, der kommer oftest i kirken, stort set er vaccineret.

I Grene Sogn har vi udsat konfirmationerne til sidste halvdel af august, i håb om at kirken igen vil vaere fuldt åben. Lige nu bliver vi kimet ned af foraeldre, der gerne vil vide, om der er sket lempelser i folkekirken. Hver gang får de det samme negative svar. Den forståelse, der har vaeret, er blevet forsvindende lille.

I det seneste år, hvor man ikke har kunnet åbne tv, radio eller aviserne, uden at det hele har drejet sig om covid-19, har jeg med stor undren måttet konstatere, at kirken har haft en meget lille plads hos politikere og journalister. Den er i allerhøjeste grad blevet behandlet som en andenrangsorganisation.

Det baerer Joy Mogensen som kirkeminister en stor del af ansvaret for.

Mennesket har ikke kun brug for kultur – det har også brug for ånd.

Så, kaere kirkeminister, jeg vil gerne opfordre dig til hurtigst muligt at få fjernet restriktionerne fra folkekirken, så vi igen kan nyde faellesskabet og menighedens fulde kor.

Mennesket har ikke kun brug for kultur – det har også brug for ånd.