Kaerlighed med hundene som mellemmaend
På 23 gåture finder to aeldre mennesker hinanden i det britiske drama ”Sidste strejf af kaerlighed”.
Der er en maerkbar sødme, en lun humor og små glimt af klassisk britisk socialrealisme i Paul Morrisons fine drama ”Sidste strejf af kaerlighed”. Filmens mere praecise engelske titel er ”23 Walks”, for fortaellingen er struktureret omkring 23 skelsaettende gåture, der aendrer livet for den pensionerede Dave (Dave Johns, der er bedst kendt fra sin fornemme hovedrolle i Ken Loachs Guldpalme-vinder ”I, Daniel Blake” (2016)) og deltidsreceptionisten Fern (Alison Steadman, der spillede Mrs. Bennet i BBC’s 1995-produktion af ”Stolthed og fordom” og Wendy i Mike Leighs ”Life is Sweet” (1990)).
Schaeferen Tillie er Daves mest fortrolige, og det samme er den lille terrier Henry
DRAMA
for Fern. De to hunde – for det er naturligvis dem, originaltitlens gåture drejer sig om – skal luftes, og sådan mødes de to ensomme aeldre mennesker. Fern er i begyndelsen på vagt. Over for Tillie, der ikke er i snor, og over for Dave i saerdeleshed. Men hun begynder at smelte i hans venlige selskab, som Johns er fremragende til at formidle, og de to indleder et venskab, der på sin egen stille facon udvikler sig til en form for forelskelse.
Instruktør Paul Morrison er glimrende til at formidle de spirende følelser mellem
Dave og Fern, for forelskelsen får et nyt sprog og et nyt saet koder, når det ikke er unge mennesker, den er centrum for. Og det er ikke mindre interessant at se på. De har begge – flere end umiddelbart antaget, skal filmen snart fortaelle os – skeletter i skabene, og de truer med at vaelte ud, når trygheden begynder at melde sig. AEgtefaeller, børn, sårede følelser og bitre erfaringer har gjort både Fern og Dave forsigtige med sig selv og med den kaerlighed, de måske kommer til at opleve endnu en gang. Derfor er det ikke overraskende, at de har sat deres lid til de mindre kraevende og mindre komplicerede firbenede livsledsagere.
”Sidste strejf af kaerlighed” er ikke mindst blevet en rørende og sevaerdig film på grund af det naensomme spil mellem Johns og Steadman. Hans åbenlyse behov for omsorg og hendes angst for at blive svigtet ulmer i hver eneste replik og rynke og giver filmen en sårbarhed stemt i mol. Der er tider, hvor det sentimentale praeg tager overhånd, men Morrison finder heldigvis hurtigt balancen igen og gør de 23 gåture til en stor fornøjelse.