Minister for omklamring

Han er blevet kaldt regeringens chefideolog. Kaare Dybvad Bek, for det er ham, det handler om, er også kendt for sit forsvar i bogform for udflytningen af offentlige arbejdspladser til gavn for et Danmark i bedre balance. Og i bogen ”De laerdes tyranni” anklagede han den kreative klasse for at skabe ulighed og undergrave det danske samfund. Begge dele er tydelige i regeringens politik, decentraliseringen fastholdes fra den foregående regering, og opgøret med eliten understreges i kulturpolitikken og svaermen af makrelmadder, håndbajere, hyldest til håndboldhaller og fodboldhold samt den fravaerende interesse for kulturpolitik under coronakrisen. Så i den forstand er tjansen som chefideolog og posterne som indenrigs- og boligminister naeppe tilfaeldige.

Tråden fra de to bøger går også igen i det interview, som Kaare Dybvad Bek tidligere på ugen gav i Berlingske. I det, han selv kalder et opgør med 89’erne, angriber han generationen, der blev til omkring Murens fald og i 1990’erne, for at have forvoldt skade på det danske samfund pga. sin larmende individualisme og dyrkelse af det graenseløse og globale.

Kaare Dybvad Bek må ikke undervurderes. Han er bevidst om hvert et ord, og hans beskrivelse af de generationer, der blev til i 1990’erne og ikke mindst under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i 00’erne og store dele af 2010’erne, som nogle, der har undergravet danske vaerdier, er ikke tilfaeldig. Han proklamerer ”et tidehverv” i dansk politik, der er et korrektiv til de sidste 30 års politik. Grundlaeggende handler det om at genskabe en Homo Socialdemokratis, der vil kollektivet, undskyld, sammenhaengskraften, og at den skal gennemtrumfes med magt, har vi allerede set og oplevet, f.eks. med regeringens planer om at ophaeve det frie gymnasievalg og gøre placeringen af den enkelte elev afhaengig af foraeldreindkomsten. Som ministeren siger, er større ufrihed for nogen større frihed for andre.

For nogen tid siden sagde justitsminister Nick Haekkerup som et forsvar for øget overvågning under coronakrisen, at det skaber mere tillid og dermed mere frihed. Det lyder som en form for totalitaer populisme. Kaare Dybvad Bek er mere nuanceret, men siger grundlaeggende det samme, og den naerliggende tanke er, at den (national)statsliggørelse, som vi har oplevet under coronaen, hvor dødsangsten er blevet brugt som argument for den øgede kontrol, har vaeret en ideologisk gave sendt fra himlen for en regering, der drømmer om at laegge sig tungt på den danske mentalitet.

Ikke for danskernes eller nationens skyld, men for magtens og partiets skyld. Alt det, man med rette kritiserede Helle Thorning-Schmidt for, sidst socialdemokraterne havde magten, nemlig at hun ikke ville noget med den, er med stor klarhed vaek under Mette Frederiksen. Statsministeren kaldte ved regeringsdannelsen Kaare Dybvad Bek »minister for naerhed«, men i lyset af den skraemmende ideologiske plan for danskernes liv de kommende år ville ”minister for omklamring og ufrihed” vaere mere praecist.

Man kan sådan set ikke klandre en regering og et parti for at have en ideologi og en plan for landet. Men det mest skraemmende er udsigten til, at den får succes med sit forehavende, for man spejder forgaeves, så langt øjet raekker, efter et borgerligt modsvar både politisk og intellektuelt. Enhver modstand er indtil videre opgivet, lader det til. Det er det egentligt deprimerende.