Efter fodboldfesten, før OL: Selv i Europa vender virkeligheden tilbage

Europamesterskaberne i fodbold er overstået. Godt det samme. Der er vigtigere i denne verden, end at 22 millionaerer render rundt på en grønsvaer og sparker til en laederkugle. I naeste uge indledes de coronaramte Olympiske Lege i Tokyo, stort set uden publikum. En meningsmåling viser, at kun 22 procent af de adspurgte japanere anser legene for en god ide.

Sport er ikke laengere sport, men underholdning, en industri, der skal tjene penge, helst mange penge, til sine investorer, sine funktionaerer og sportsfolkene. Kasseapparatet kontrolleres i betydelig grad af giganter som Det Europaeiske Fodboldforbund, Uefa, og Den Internationale Olympiske Komité, IOC. At vi har at gøre med følsomme gemytter fremgik, da Cristiano Ronaldo nylig ville fjerne to colaflasker fra det bord, hvor han var anbragt ved en pressekonference. Uefa meddelte fodboldstjernen, at det var hans ufravigelige pligt, i fortjenestens navn, at gøre reklame for en sukkerholdig, formentlig sundhedsfarlig laeskedrik.

Sidste søndags fodboldfinale i London – en eksplosion af aggressiv, til dels racistisk engelsk nationalisme – afrunder indtil videre billedet af den kommercielt drevne idraets depravering.

Milliarderne ruller og fordeles uanstaendigt. Tokyo-legene truer som tidligere OL-foranstaltninger med at ende i et økonomisk nederlag til vaertsbyen. Indtaegter fra bl.a. tv-kontrakter og sponsorater inddrages af arrangørerne og deres bagmaend, underskuddet efterlader man på åstedet. Kolossale, eksrapporter tremt kostbare idraetsanlaeg, lufthavne og anden infrastruktur, solgt til de lokale som genveje til hidtil ukendt vaekst, afsløres alt for ofte som spekulationsbyggeri og forfalder til uanvendelig slum.

OL i sin moderne form har intet at gøre med det sportslige kammeratskab, som franskmanden Pierre de Coubertin forestillede sig, da han i 1896 genskabte legene i Athen. De Olympiske lege er en perversion, en fornedring af idraetten, et draen af økonomiske midler, der med fordel kunne investeres i sundhed, uddannelse, arbejdspladser og – selvfølgelig – lokal sport.

Anlaeggene til vinterlegene i Beijing 2022 og samme års verdensmesterskab i fodbold, henlagt til Qatar, opføres ifølge trovaerdige for en stor dels vedkommende af slavearbejdere og underbetalte emigranter. Begge lande styres autoritaert. Kina isaer er en skaendsel med sin behandling af erobrede folkeslag som tibetanerne og uighurerne, sin magtudøvelse i Hongkong og sin truende adfaerd over for Taiwan og andre nabolande.

Qatar og Beijing bør boykottes helt officielt – ganske som store dele af Vesten i 1980 boykottede OL i det dengang kommunistiske Moskva. En foreslået boykot af vinterlegene i Sotsji i 2014 udeblev. Rusland takkede for denne gestus med at dope sine atleter, annektere Krim og invadere det østlige Ukraine.

Coronaen er endnu ikke overstået, og måske traekker kampen mod denne pandemi laengere ud end ventet, netop fordi myndighederne tillader alskens gøgl og ballade. Vesten står med sine nederlag i Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika. Rusland forbliver en trussel mod Europa. Middelhavet er de velstilledes badekar og de ringe stilledes grav. Problemer er der nok af.

Der festes i sommerlandet. Snart følger efterår og vinter. Virkeligheden venter. Ansvarlighed, omtanke og handling er påkraevet.

De Olympiske Lege er en perversion, en fornedring af idraetten, et draen på økonomiske midler.