Danmark skal vaere et grønt foregangsland

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Erhverv har slået til lyd for, at danske landmaend og fødevarevirksomheder skal omfattes af en høj, ensartet CO2-afgift. Den opfattelse deler vi ikke, for vi mener ikke, at en CO2-afgift er den rette vej til at sikre både miljø og udviklingen for erhverv og beskaeftigelsesmuligheder i landdistrikterne.

Landbrug & Fødevarer og Landdistrikternes Faellesråd deler til gengaeld ambitionen om at sikre markante klimareduktioner. Vi skal vaere et grønt foregangsland, og vi skal udvikle de teknologiske løsninger til at nedbringe landbrugets klimapåvirkning, der kan eksporteres og vise vejen for resten af verden.

Vi er glade for, at et bredt flertal i Folketinget deler den opfattelse, og at den tilgang går igen i mange partiers indspil til de verserende landbrugsforhandlinger. Med pyrolyse skal vi omdanne landbrugets restprodukter til grønt braendstof og biokul. Med graesproteiner skal vi reducere behovet for sojaimport. Og med nye tilsaetningsstoffer skal vi reducere udledningen af metan fra kvaeg.

Teknologier med stort potentiale står i kø, men på landbrugs- og fødevareområdet mangler de fortsat at blive udviklet, afprøvet og modnet i endnu højere grad. Det skal landbruget have muligheden for – uden samtidig at tvinge den enkelte landmand i knae økonomisk.

For hvis en afgift skal vaere adfaerdsregulerende, så forudsaetter det, at man har et alternativ at gribe til. Når det kommer til biologiske processer fra dyr og planter, så findes dette alternativ ganske enkelt ikke endnu. Derfor vil sådan en afgift reelt føre til, at produktioner lukker ned og flytter til andre lande med slappere klimakrav og større udledning pr. produceret enhed.

Efterspørgslen på fødevarer globalt er alt andet lige stigende, og befolkningsfremskrivninger viser, at vi bliver flere på Jorden. Følger man tanken, løser vi ikke problemet ved at afgiftspålaegge et erhverv, der dermed ikke kan investere i ny teknologi. Vi bliver ikke klogere på grøn landbrugsproduktion – men vi skubber produktionen over på nogle andre, og vi skubber arbejdspladser ud af landet. Ikke mindst skubber vi miljøproblemerne foran os, for klimagasser som CO2 og metan kender ikke landegraenser. Begraenser vi landbruget frem for at satse på at udvikle det, eksporterer vi med andre ord klimaproblemer og mister samtidig dyrebare arbejdspladser i landdistrikterne.

Endnu mere skaevt bliver det, hvis man følger Dansk Erhvervs forslag til en omfordeling, hvor provenuet fra en høj, ensartet CO2-afgift på landbrug og fødevarevirksomheder skal gives tilbage i selskabsskattelettelser til nogle helt andre virksomheder. Det er ikke fair. Vi producerer fødevarer i Danmark, fordi vi er gode til det. Det skaber arbejdspladser – alene i landbrugskomplekset til 125.000 mennesker. I de danske yder- og landkommuner står fødevareklyngen for 10,2 pct. af den samlede beskaeftigelse – i nogle landdistriktskommuner er beskaeftigelsesandelen endda over 20 pct. Det er arbejdspladser, som er afgørende for livet i landdistrikterne.

På sigt, lyder argumentet, vil der opstå nye arbejdspladser. Javel, men i landdistrikterne venter man stadig på, at beskaeftigelsen efter finanskrisen skal vende tilbage.

Fra 2008 til 2018 tabte yderkommunerne knap 10 pct. af arbejdspladserne. Og hvilke job kan landmanden, mejeristen eller slagteriarbejderen se frem til opstår i kommuner langt vaek fra, hvor de har slået sig ned med familie og boliglån? Er det job, der kraever helt andre kvalifikationer?

Dansk Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening peger på noget, vi alle kan vaere stolte af; nemlig en grøn styrkeposition inden for bioteknologiske løsninger for landbrug og fødevarer. Vi er helt enige, og vi skal i samarbejde videreudvikle de teknologiske løsninger, så vi beholder vores styrkeposition. Men det er noget af en udeladelse, at de to organisationer glemmer, at det kun kan lade sig gøre med en staerk primaerproduktion og fødevareindustri. De gode løsninger opstår ikke bare ud af det blå i et laboratorium, men i et staerkt samspil mellem vores dygtige forskere og dygtige producenter.

Vi er nødt til at insistere på, at den grønne omstilling skal vaere retfaerdig – både socialt og geografisk. Ellers bliver vi ikke det eksempel til efterfølgelse, som i virkeligheden kan blive vores største bidrag til klimaet.

Lad os i stedet investere i den grønne omstilling. I de mennesker, der skal drive udviklingen, og i den forskning og teknologi, der skal hjaelpe os.

Vi er nødt til at insistere på, at den grønne omstilling skal vaere retfaerdig – både socialt og geografisk.