Enhver brug af magt er et overgreb

Magtanvendelser er voldsomme for hele anbringelseshjemmet, derfor bør børnenes rettigheder styrkes. Paedagogerne skal rustes bedre til at tage samtalen om magtanvendelserne efterfølgende, selv om der kan vaere svaere følelser på spil.

Jeg stod skoleret på lederens kontor, fordi loven siger, at jeg skal have mulighed for at give min mening om magtanvendelsen til kende. Jeg skal høres, men jeg følte mig ikke hørt, jeg følte mig skyldig. Jeg laeste igennem, hvad paedagogen havde skrevet, og skammen voksede frem i hele min krop. Jeg ville for alt i verden bare gerne ud af det kontor igen. Selv om beslutningen om at fastholde mig aldrig kan blive min, så følte jeg, at de lagde det ansvar over på mine skuldre. Jeg blev spurgt, om jeg havde nogle kommentarer, for så kunne jeg skrive det i den lille rubrik nederst, også skulle jeg skrive under på dokumentet. Jeg skrev under på, at jeg var forkert, og jeg følte, jeg mistede min ret til overhovedet at snakke om det igen.

Dette betød, at vi aldrig rigtigt fik lagt episoderne ind på den rigtige hylde, men at de i stedet blev fejet ind under gulvtaeppet, så snart underskriften var sat. Loven var overholdt, også var alt fint igen, i hvert fald på papiret. Men følelserne indeni var stadig et stort kaos, og det var svaert at holde sig selv ud og vaere i egen krop. Disse følelser kunne i sidste ende føre til en ny magtanvendelse, og på den måde var ond cirkel skabt.

Vi har boet på døgninstitution i lige knap seks år tilsammen, og vi har begge set magtanvendelser og oplevet dem på egen krop.

Enhver magtanvendelse er et overgreb, selv om magtanvendelsen kan vaere nødvendig. Det er derfor vigtigt, at systemet ikke negligerer magtanvendelsen. I et af vores dagbogsnotater kan det f.eks. laeses, at en fastholdelse er beskrevet som omsorgsfuld – en rolig måde at holde om en på. Men sådan oplevede vi det ikke, og uanset om den voksne tror det, så bliver en magtanvendelse for os aldrig til et kram; det kommer aldrig til at føles som et kram for det barn, som ikke kan slippe fri.

Der er brug for, at paedagogerne bliver bedre rustet til at tage samtalen om magtanvendelserne efterfølgende, selv om der kan vaere svaere følelser på spil. Man skal turde tale om det, så laenge der er et behov. Paedagogerne har mulighed for at få supervision, men hvad har børnene?

Når man udsaettes for tvang i psykiatrien, har man ret til at tale med en patientrådgiver inden for 24 timer. Vi ønsker, at man laerer af den model og giver anbragte muligheden for at tale med en udefrakommende person om episoden, som har forstand på både rettigheder og de følelser, der kan opstå efterfølgende. Vi har brug for en, som ikke har følelser i klemme, og kan se det hele fra afstand. Det er meget svaert at tale med den voksne, som lige har vaeret med til at fastholde en.

Magtanvendelser går ikke kun ud over de personer, som er direkte involveret i magtanvendelsen. Der bor andre børn, som det kan vaere voldsomt for at vaere vidne til episoden. Det skal aldrig vaere børnene imellem, som får ansvaret for at tage den samtale, som en af os oplevede.

En af dem, jeg boede sammen med, fortalte mig, at han havde spurgt en paedagog om, hvorfor hun havde gjort, som hun havde.

Når de voksne ikke magter samtalen med børnene, risikerer man, at samtalerne flytter ind på vaerelserne, hvilket i vaerste fald skaber en mistillid børn og voksne imellem.

Dertil havde paedagogen svaret ham, at det skulle han snakke med mig om. Jeg svarede, at det havde jeg ikke lyst til at tale om. Imens voksede skammen endnu mere, og hvordan skulle jeg overhovedet kunne forklare, hvorfor paedagogen havde valgt at lave en magtanvendelse?

Først og fremmest er et anbringelsessted et hjem. Det betyder også, at de svaere følelser, som kan opstå efter en magtanvendelse, rammer alle, som bor i hjemmet. Når de voksne ikke magter samtalen med børnene, risikerer man, at samtalerne flytter ind på vaerelserne, hvilket i vaerste fald skaber en mistillid børn og voksne imellem. Episoderne risikerer at vokse til noget, de ikke er.

For nutidens og fremtidens anbragte unge ønsker vi, at der bliver et øget fokus på magtanvendelser. Vi ønsker, at de får rettigheden til at tale episoden igennem med en uvillig person, som kan lytte, hjaelpe med at beskrive barnets oplevelse af episoden, oplyse om rettigheder og eventuelt hjaelpe med at snakke med paedagogerne på barnets praemisser.

Vi ønsker, at man som anbringelseshjem ser på, hvordan magtanvendelserne påvirker hele hjemmet, og handler derpå. Vi ønsker, at paedagogerne påtager sig det fulde ansvar for magtanvendelsen for at nedbringe følelsen af skyld og skam hos det enkelte barn.

Alle børn fortjener en tryg barndom, og det kraever et endnu større fokus på barnets rettigheder ved magtanvendelser. Magtanvendelser skal minimeres, og de skal altid tales ordentligt igennem bagefter.