Ambitiøs dansk klimapolitik er erhvervsfremme for fremtiden
Kommentar: Det bliver selvfølgelig dyrere at gå forrest i den grønne omstilling, men det er en investering i et fremtidssikret, baeredygtigt dansk erhvervsliv.
Nu begynder den grønne omstilling at naerme sig et kritisk stadie. Der kan opstilles mange økonomiske modeller for omkostningerne ved at begraense de globale temperaturstigninger til maksimalt to grader over prae-industrielle niveauer, men de rammer alle taet på 1 pct. af bruttonationalproduktet. Det er i de fleste industrialiserede lande og større virksomheder omformuleret til en målsaetning om at vaere klimaneutrale i 2050.
I Danmark har vi som bekendt lovgivet om at reducere udledningerne af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, mens EU’s mål er på mere beskedne 55 pct. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om vaerdien af at gå forrest i Danmark. Den gode fortaelling er, at en hurtigere omstilling til en baeredygtig fremtid er en god forretning for Danmark. Den vil hverken koste job eller velstand, selv om visse arbejdspladser i den gamle sorte verden vil blive skiftet ud med nye job i den grønne fremtid. Regningen kommer, og der er ingen grund til at skubbe den foran os. Det er på tide, at danskerne bliver gjort bekendt med, at den grønne transformation er en tung investering, som vi reelt ikke kender tilbagebetalingstiden på. Alt taler for, at det vil betale sig, men ingen ved hvornår.
Den største klimasynder i Danmark er Aalborg Portland, der hvert år udleder over 2 mio. tons CO2. Det er meget, og derfor skal det reduceres dramatisk, hvis Danmark skal nå sine klimamål. Den italiensk ejede cementfabrik har selv lagt planer for at fjerne 700.000 tons, men det er langtfra nok for en ambitiøs klimapolitik. Derfor er der med de nuvaerende teknologier ikke andet at gøre end at indfange CO2 i stor skala, og det vil flerdoble prisen på cement.
Der er ingen interesse i at lukke fabrikken og tabe en masse arbejdspladser, så regningen skal placeres et andet sted.
Det samme gaelder også for de mange grønne braendstoffer, som den tunge industri, skibsfarten og luftfarten hungrer efter for at hoppe med på den grønne bølge. Her er prismaerkatet det dobbelte, men selvfølgelig med en formodning om at omkostningerne kommer ned, i takt med at markedet modnes, teknologien bliver bedre, og de forventede stordriftsfordele uddrives.
Forbilledet er selvfølgelig udviklingen inden for vindkraft, der på samme måde har set produktionsprisen falde til et niveau, hvor det er konkurrencedygtigt med traditionelle energikilder. Det er sket på ryggen af stor politisk velvilje om at opkraeve borgerne en markant overpris for grøn strøm. Der er ingen tvivl om, at det er det samme, det kraever for at løbe andre energikilder i gang.
Nu er EU kommet med sin plan for at bane vejen til en mere baeredygtig verden, hvor redskaberne er afgifter, en udvidelse af systemet for klimakreditter og en straftold for import af sorte produkter ind i EU. Det peger alt sammen i den rigtige retning, hvor der også er sat penge af til at kompensere de EU-borgere, der rammes hårdest af isaer højere energipriser. Alle vil for alt i verden undgå optøjer og folkelig modstand, som Frankrig oplevede fra de såkaldte Gule Veste. Samme frygt bør de danske politikere også vaere mere optaget af.
Med en dansk økonomi, der med stormskridt er på vej tilbage til før virus-krisen, en uset politisk vilje til at investere sig ud af det voldsomme tilbageslag og udvalgte danske førerpositioner inden for baeredygtige teknologier er det svaert ikke at se det fornuftige i at laegge sig helt i front af den grønne omstilling.
Men fortaellingen er uhensigtsmaessig. Set over de naeste 30 år har den store transformation alle muligheder for at vaere en god forretning med en byrde, som det danske samfund sagtens kan baere. Men den er skaevvreden, og der skal punges ud nu for at kunne høste gevinsterne senere.
Der er ikke mange, der højlydt saetter spørgsmålstegn ved det fornuftige i den ambitiøse målsaetning i den danske klimalov om at reducere udledningerne frem mod 2030 med langt mere end i EU. Men flere, forståelige bekymringer skal adresseres hurtigst muligt. De foreløbige politiske aftaler peger ifølge blandt andet Klimarådet ikke på, at klimaloven opfyldes. Det kan skubbe til politikerleden og isaer i den yngre befolkning skabe betydelig uro. Hvis målet derimod skal opfyldes, kan et forceret fokus på mellemtiden i 2030 mod det endelige mål om klimaneutralitet i 2050 øge risikoen for fejlskud i valg af teknologier, der i sidste ende er kontraproduktive for at bekaempe klimaforandringerne.
Men det vigtigste er at åbne danskernes øjne for regningen. Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv. Den rummer et enormt potentiale for at forene de mange hensyn, det kraever at sikre en kraftfuld kamp mod klimaforandringerne, mens så mange vaerdier som muligt skal fastholdes og gerne – over tid – udbygges. Det er set med erhvervslivets briller en kaempe forretningsmulighed, der er vaerd at investere i. Forventningen er, at en placering i forkanten af de grønne teknologier sikrer dansk erhvervsliv en baeredygtig konkurrencefordel gennem den store transition.
Men det skal alle helst indse. Det er tid til at aendre fortaellingen og erkende prisen for at investere i en baeredygtig fremtid. EU’s klimapakke er et vigtigt skridt.
Set over de naeste 30 år har den store transformation alle muligheder for at vaere en god forretning med en byrde, som det danske samfund sagtens kan baere. SØREN LINDING, VIRKSOMHEDSREDAKTØR
Søren Linding er virksomhedsredaktør og erhvervskommentator på Finans. Følg ham på @sorenlinding eller finans.dk/minenyheder.
Velliv
PFA
AP Pension
Danica Pension
Danica (gamle SEB-kunder)
Topdanmark