Den tragiske arv fra flammehavet i Lytton

Den ekstreme varme på den amerikanske vestkyst minder os på destruktiv vis om, at den nordlige halvkugle ikke er fredet. Tragedien kan ende med at saette afgørende skub i den grønne omstilling.

Hvis du laeser disse linjer, er du enten en af de få, der ikke er på sommerferie – eller også har du for en kort stund lagt den tilsandede paperback ned under strandstolen og listet dig ind på et erhvervsmedie i en let irrationel rastløshed efter kontakt til dit arbejdsliv. Forhåbentlig er du et sted med stabilt sommervejr. Men har varmen alligevel vist sig at vaere lidt for meget af det gode? Så er du ikke alene.

I skrivende stund udspiller der sig et dramatisk inferno, som selv de mest fantasifulde forfattere af strandlitteratur ville have svaert ved at udtaenke. For som en ubehagelig toer til det sydlige USA’s ekstreme kulde i februar er termometeret nu svinget fatalt den anden vej. Denne gang rammer det de vestlige dele af kontinentet.

Billederne ligner en katastrofefilm. I byer som Seattle og Vancouver oplever mennesker, der er vant til noget, der minder om danske somre, med vantro termometeret fortsaette opad og opad.

I Portland smeltede sporvognsystemets kabler. Politi og hospitalspersonale har berettet om en overdødelighed på 200 procent.

Alt udendørs arbejde er indstillet i de hårdest ramte områder, mens afgrøder visner til støv på markerne. Borgere er evakueret til sportshaller med aircondition. Som om det ikke var slemt nok, driver massive tordenvejr ind over regionen og starter brande i såvel natursom beboede områder. Den lille landsby Lytton, som blev verdenskendt for at bryde den canadiske temperaturrekord (49,6 grader), forsvandt få dag efter i et flammehav. På ganske få timer.

For klima- og vejreksperter er det skraemmende, hvor hyppigt vi i disse år oplever såkaldt ”1.000års begivenheder”. Bag dette lidt poetiske begreb gemmer sig hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og orkaner af en sådan styrke og sjaeldenhed, at de faerreste mennesker vil opleve dem i deres levetid.

Nu synes de at vaere en forholdsvis frekvent begivenhed. Noget tyder på, at årtusinder er skrumpet til årtier. Det var dét, vi ville undgå ved at holde os under Parisaftalens graense på 1,5 grads temperaturstigning. Vi er ”kun” på 1,1 grad. Det er desvaerre sandsynligt, at de bliver hyppigere endnu, hvis den globale opvarmning fortsaetter.

Måske er du nu ved at fravaelge denne klummes dårligdomme for strandkrimiens forhåbninger om en lykkelig slutning. Men sådan én har vi heldigvis stadigvaek også i den virkelige verden. Tragedier som den i det vestlige Nordamerika indeholder vendepunktspotentiale.

For det første fremtvinger billeder af skovbrande og flygtningelejre i vestlige sportshaller et politisk pres for handling, som udsultede isbjørne et sted i Arktis og det ubekvemme begreb ”klimaflygtninge” ikke gør. Økonomiske tab vaekker sjaeldent heller mange følelser på samfundsniveau. Men når British Columbia på en varm uge oplever en tredjedel af det tab af menneskeliv, som provinsen mistede på 15 måneder til covid-19, fremtvinger det reaktioner lokalt og nationalt.

Vi ser nu, at konsekvenser af klimaforandring kan vaere øjeblikkeligt draebende også for folk, der ligner os. Dén gru kan give politisk rygstød til efterårets COP-møder, EU’s Green New Deal og Bidens infrastrukturambitioner.

For det andet presser de enorme materielle tab, der følger med ekstremt vejr, finansielle institutioner til at traeffe vidtgående valg. Over de seneste tre år har den amerikanske økonomi måttet baere årlige katastrofeomkostninger på 150 mia. dollar – en tidobling siden 1990. I en ny rapport vurderer Swiss Re, at det samlede globale output i 2050 må forventes at vaere svimlende 23 billioner dollar lavere end i en verden uden klimaforandringer.

Den naturlige forretningskonsekvens, melder de ud, er at aendre prissaetningen på alle aktiver, der er eksponeret over for tørke, brand, oversvømmelser osv.

Det vil gå kraftigt ud over husejere og virksomheder i det amerikanske vest og resten af verdens kyster. Men også forsikringsselskaberne selv.

Derfor gaetter brancheeksperter nu åbent på, hvornår de tager det naeste skridt og undlader at investere i og forsikre de brancher og virksomheder, der bidrager til destruktive klimaforandringer.

Vi ser nu, at konsekvenser af klimaforandring kan vaere øjeblikkeligt draebende også for folk, der ligner os.

Og så er der de øvrige virksomheder – ja, også din og min. Forventningerne til os, fra samfund, ejere, kunder og medarbejdere, er, at vi gør os vores ansvar bevidst og reflekterer det i den måde, vi driver forretning på. Vi ved, at det kommer til at kraeve svaere valg. Men de synes stadig mere uundgåelige.

Så nyd resten af sommeren. Der venter masser af arbejde på den anden side. For Lytton og resten af verdens klimaudsatte borgere.