»Mine foraeldre sagde, at hvis jeg skulle gå til fodbold, skulle jeg også spille et instrument«

Jeg er hele tiden på jagt efter min egen tone, fortaeller Mads Baerentzen. Interview med jazzpianisten om New York, Keith Jarrett, friheden i jazz og glaeden ved jobbet i Aarhus Jazz Orchestra.

»For nogle er jazz en livsstil. Da jeg boede i New York i 1999, mødte jeg musikere, som ikke lavede andet end at spille og taenke jazz døgnet rundt.«

Kigger man ud ad vinduet i Officersbygningen denne onsdag formiddag, er der ikke meget jazz, men mere regn at få øje på i Musikhusparken, men herinde i musikskolens undervisningslokale med to klaverer, er der glimt i øjet og smil på laeben, når Mads Baerentzen snakker.

For emnet er hans hjemmebane – jazz og musik i øvrigt.

»Det er sjovt med de unge i dag. Det er, som om at de har det svaerere med jazzen end tidligere, fordi der ikke er så meget givet på forhånd. Meget i vores verden i dag er multiple choice – at man får serveret en masse muligheder og så skal vaelge én. Det strider jazzen fuldstaendig imod, og det har vores verden godt af,« smiler han.

Mads Baerentzen taler om den frihed, som jazzen er bygget af – improvisationen, hvor solisten og bandet selv finder på noget og sammen stikker af til et helt andet sted – hvis de lytter godt nok til hinanden.

Jazzens Mozart

»Jazz handler om at kommunikere med hinanden musikalsk. Lytte til sig selv og de andre og gå med, hvor de går hen, eller måske traekke dem et nyt sted hen,« siger Mads Baerentzen, der har den amerikanske jazzpianist Keith Jarrett som sin gud.

»Han er jazzmusikkens Mozart, fordi han omsaetter sin inspiration på den mest optimale måde.«

Det bliver en smule nørdet, og det skal man vaere for at blive god til jazz, lyder det fra den erfarne jazzpianist, der ikke kunne taenke sig andet.

»Jeg har stor respekt for pop- og rockmusik, men det er langt mere stift i strukturen. Jeg har prøvet at spille til en teaterforestilling gennem flere måneder. Det samme hver aften, puha,« smiler han.

Jazzens ”grand old man” i Aarhus, kunne man måske kalde Mads Baerentzen, men han er kun 47 år, så det dur ikke, men erfaren er han i den grad.

Som kun 19-årig blev han

Fredag: Karmen Røivasepp, sanger

Torsdag: Mads Baerentzen, pianist

optaget som rytmisk pianist på Det Jyske Musikkonservatorium, og han blev den første rytmiske pianist i solistklassen i Danmark. I 2001 var han faerdig på konservatoriet og tjekkede ind som pianist i Klüvers Big Band, og han kan

»Jeg ville vaere professionel fodboldspiller, men mine foraeldre sagde, at hvis jeg skulle gå til fodbold, skulle jeg også spille et instrument,« fortaeller han med et smil og en tilføjelse:

»Og det er jeg taknemmelig for i dag. Professionel fodboldspiller var jeg alligevel aldrig blevet, for jeg var ikke hurtig nok.«

Det startede med violin på Suzuki-metoden, men som 13-årig skiftede han til klaveret.

»Jeg er også mere matematisk anlagt, og det passer bedre til klaveret,« som han siger.

På handelsskolen i Hans Broges Gade var der sjovest i frikvarterne, når man kunne låne en nøgle til skolens festsal, hvor flyglet stod, og han har altid nydt at øve sig og er ”ret disciplineret”, som han siger.

I Aarhus Jazz Orchestra bliver Mads Baerentzen og de øvrige musikere udfordret med mange slags musik som f. eks. projekter med indisk og cubansk musik. Det giver inspiration til hans egen musik, men den har et andet udgangspunkt.

»Det er spaendende at spille alverdens musik, men det kan i nogle tilfaelde blive en svag afglans af det originale, for det er jo ikke os. Vi er ikke cubanere,« som han siger med tilføjelsen:

»Forestil dig et brasiliansk sambaorkester spille svenske folkeviser.«

Hans egen musik er dansk og nordisk funderet i bl.a. salmer og meget lyriske numre, som man kan høre på hans seneste album med sangerinden Nanna Kamp.

»Som andre musikere er jeg hele tiden på jagt efter min egen tone, og jeg ender ofte i det klare og rene nordiske udtryk,« siger han.

20 år efter at han blev uddannet fra konservatoriet, nyder han stadig hver dag at saette sig til klaveret og udforske nye klange og mønstre. Flyglet derhjemme i Tilst bliver der dog ikke spillet meget på.

»Jeg er så heldig, at min hobby – musikken – er mit job. Men så er det jo ikke laengere min hobby, og efter en lang arbejdsdag ved tangenterne, er det altså sjaeldent, at flyglet derhjemme lokker om aftenen,« siger han.