»Hvis det efterfølges af at spritte haender, så er håndtrykket uskadeligt«
Inden laenge kan man igen give håndtryk, lyder det fra flere eksperter. I hvert fald så laenge vi bliver ved med nye vaner med at spritte haender.
Man kan godt begynde at øve sig på igen at give andre mennesker et håndtryk. Ifølge eksperter er traditionen med at lade vores haender mødes ikke en af de ting, som coronapandemien tager livet af.
Ifølge Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, skal vi dog vente i hvert fald en måneds tid endnu med at stikke hånden frem.
»På laengere sigt mener jeg ikke, at vi skal finde os i at blive kuet så meget af en virus, at vi aendrer vores kultur og lader vaere med at hilse med f.eks. håndtryk. Men vi bør i stedet taenke nyt omkring vores hygiejne – det var vi ikke gode nok til inden pandemien,« siger lektoren, som peger på behov for flere håndvaske på skoler, udluftning for at sikre et mindre fugtigt indeklima – og at storrumskontorer er kilde til spredning af virus.
»Vi skal indrette vores omgivelser, så vi ikke hele tiden skal gå og bekymre os om smittespredning i dagligdagen. Håndtryk efter corona er ikke farligt, så laenge vi bliver lidt bedre til at spritte eller vaske haender flere gange i løbet af en dag. Og sundhedspersonale kan i de fleste situationer også blive ved med at etablere personlig kontakt til patienter med et håndtryk – og spritte haender bagefter.«
Nulstille smitten
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, vurderer, at det stadig er bedst at undlade at hilse med et håndtryk.
»Håndtrykket kommer tilbage, men vi skal gøre det til en vane at spritte haender i hvert fald med jaevne mellemrum, så vi får nulstillet smitten. Man kan også overføre mange andre smittefarlige mikroorganismer med håndtryk, og vi skal fremover have mere fokus på, hvad vores haender rører ved. Men jeg vil ikke vaere nervøs for at give fremmede mennesker hånden i fremtiden. Hvis det efterfølges af, at man spritter haender, så er håndtrykket uskadeligt,« siger Hans Jørn Kolmos, som mener, at vi i Danmark, før coronavirussen ankom, generelt havde et for afslappet forhold til rengøring.
»Vi bliver nødt til at have fokus på, at rengøring ikke kun handler om aestetik, men også om hygiejne – vi skal fokusere på at lufte ud og ikke kun på at spare på varmen.«
Blandt de danskere, som Jyllands-Posten fredag mødte på gaden i Aarhus, fortalte de fleste, at de stadig er karrige med deres kram og håndtryk. Og at de hilsener med albuen eller foden, som kom frem i begyndelsen af coronakrisen, ikke bruges ret meget laengere. Pernille Schacht og Jacob Sønderskov, der sidder på en baenk under et trae i Graven, forklarer, at de faktisk gav hinanden et kram, da de mødtes – men i mange andre tilfaelde undlader de stadig at kramme og give håndtryk.
»F.eks. med kolleger på mit arbejde. Vi var på kram inden corona, men ikke nu, og jeg tror også, at vi kommer til at skrue ned for krammene generelt,« siger Pernille Schack, mens Jacob Sønderskov mener, at krammet »havde koloniseret mange situationer«.
Han tror også, at han kommer til at kramme og give hånd mindre – og måske erstatte det med ”knuckles”, hvor man støder knyttede haender sammen.
Vi har brug for håndtryk
Rundt om hjørnet går Lisbeth Fyrstenborg med sin datter, Solveig på to år, i en klapvogn. Hun kalder datteren for et coronabarn, i den forstand at hun ikke har oplevet en verden med mange kram.
»Jeg holder stadig igen med at kramme. Det er ikke, fordi jeg selv er nervøs, men for at tage hensyn til andre. Men vi skal bare tilbage til, at vi kan kramme hinanden, det savner jeg. Jeg har det ikke på samme måde med håndtrykket. Det er alligevel sjaeldent, at jeg giver nogen hånden.«
Bjarke Oxlund, antropolog og professor MSO ved Københavns Universitet, siger, at vi har brug for fysiske hilseformer for at vise, at vi anerkender et andet menneskes tilstedevaerelse.
»Vi markerer, at vi er åbne over for et andet menneske – og at vi lukker samtalen igen. Det kommer til at lyde hårdt, hvis vi gør det verbalt, men håndtrykket er en klar fysisk markering,« siger Bjarke Oxlund, som samtidig mener, at pandemien muligvis på sigt vil begraense brugen af krammet.
»Corona har tvunget os til at vise tydeligt, hvem vi føler os taet forbundet med. Vi krammer dem, som vi kender godt, men modsat før pandemien er der nok mange, der i dag lader vaere med at kramme alle 12 i et selskab, fordi vi ikke vil gøre forskel på andre mennesker,« siger antropologen.
Han mener, det er svaert at forestille sig, at vi ikke bliver ved med at bruge håndtrykket. Det har en lang historie i Danmark, og det er i dag et symbol på ligevaerd. De nye corona-hilseformer vil ifølge Oxlund ikke overleve pandemien.
»Den med skosnuderne levede kun de første måneder, og albuen er akavet og upraktisk, da vi netop får at vide, at vi skal nyse ned i armen. Der er dog én, som kan vise sig at blive brugt: ”knuckles”, som også er blevet døbt ”håndkartoflen” på dansk. Den, hvor man støder knoerne sammen. Det er en fysisk markering, uden at vi rører ret meget ved hinanden,« siger han.
På gaden i Aarhus fortaeller Grete Jensen og Torben Seindal fra Lejre på Sjaelland, at de allerede igen giver hånd i de fleste tilfaelde – dog med den forskel, at afspritning af haender allerede er blevet en vane, som de tror vil fortsaette.
»Vi er opdraget til at give hånd, det er i høj grad en vane, så det vil vi blive ved med. Men det ville ikke gøre mig noget, hvis der blev givet lidt faerre kram. Altså, det gør jo ikke ondt, men nogle kram kan jeg godt undvaere,« siger Torben Seindal.
Den med skosnuderne levede kun de første måneder, og albuen er akavet og upraktisk, da vi netop får at vide, at vi skal nyse ned i armen. Der er dog én, som kan vise sig at blive brugt: ”knuckles” (...) BJARKE OXLUND, ANTROPOLOG OG PROFESSOR MSO, KØBENHAVNS UNIVERSITET