Kirkegårdene er et sandt åndehul for sjael og sind

Kirkegårdene er et oplagt mål for økologisk taenkning. Og de skal bevares som åndehuller for mennesker, der traenger til stilhed.

Jeg har en anbefaling til jer, der ønsker en udflugt i Danmark langt fra sammenstimlen af larmende mennesker: Tag på opdagelse på de mange oversete grønne pletter, der emmer af historie. Vore mere end 1.500 landsbykirker er omgivet af grønne områder, ja, selv midt inde i en pulserende købstad som Roskilde kan man finde en stille oase.

Vi kører i adstadigt tempo ad den gamle hovedvej til Roskilde. Trafikken er taet ved den gamle banegård. Det larmer med tog og biler og mennesker. Vi drejer til højre ad Fruegade og fornemmer straks, at vi er i en helt anden verden. Larmen er borte. Tiden står stille. Vi kan høre fuglene synge. En af landets alleraeldste kirker, Gl. Vor Frue, haever sine høje mure beskyttende imod larmen. Det gamle nonnekloster er for laengst revet ned, ligesom adskillige andre klostre og kirker i Roskilde. Gadenavne som Allehelgensgade, Sankt Peders Straede og Sankt Ols Straede vidner om byens katolske fortid.

Gl. Vor Frue Kirke er stadig i brug. Og den smukke kirkegård er intet mindre end en perle, et åndehul midt i byen. Her er ro til at fundere over livets korthed og de slaegter, der gik forud. Vi dvaeler ved den tidligere kordegns grav. Det er mange år siden, han var i embede, men han er ikke glemt. Ved praestens grav smiler jeg og fortaeller gode minder om både hans fromhed og hans lune. De døde er en del af vor historie, og mange lever stadig i vor erindring.

Kirkegården er i mere end én forstand et åndehul. Økologerne må fryde sig. De store, gamle, smukke traeer kaster ikke blot skygge og giver en behagelig kølighed, men her suges virkelig store maengder CO2. På en landsbykirkegård svaermer bier og andre insekter lystigt i solen. Provstens gravsted lige uden for kirkedøren er beplantet med hvide lavendler, der tydeligvis er et sandt eldorado for bier og sommerfugle. Vi fortaber os i synet af de flyvende medskabninger, der flittigt indsamler nektar.

Her er en økologisk taenkende gartner på faerde. Hen over hele kirkegårdens laengde langs kirkegårdsmuren ses en blomstereng af vilde blomster. For 20 år siden ville vi måske have set en sådan blomstereng med vilde blomster som et forstyrrende og uskønt element blandt de velholdte grave. Men i dag ved vi, hvad denne nytaenkning på den gamle kirkegård betyder for klimaet og for flora og fauna. Og vi oplever det selv. Allerede på afstand ser og hører vi et mylder af flyvende og summende skabninger, der er dybt koncentreret om at tage for sig af retterne i det store spisekammer med den varierede kost.

Det er ikke blot de mere end 1.500 landsbykirker og de gamle bykirker, bygget i Middelalderen og med senere slaegters tilbygninger og inventar, der er et besøg vaerd. De mange menighedsråd vedligeholder ikke blot de spaendende kirkebygninger med deres 800 års historie. Kirkegårdene plejes og passes med omhu.

Der er ingen tvivl om, at flere og flere menighedsråd og kirkegårdsgartnere i deres omsorg for kirkegårdene som grønne åndehuller i stigende grad vil indtaenke klima og miljø med plantning af flere traeer og vaekster, der kan suge CO2 og tiltraekke de vingede og summende skabninger. Kirkegårdene er et oplagt mål for økologisk taenkning. Og de skal bevares som åndehuller for mennesker, der – ikke mindst i vor travle og forstyrrede tid – traenger til stilhed. Løse hunde og råbende mennesker og alskens tivolisering hører ikke hjemme på kirkegårdene. Der må og skal vaere oaser for mennesker, der ønsker stilhed.

Økologisk taenkende menighedsråd og gartnere gør en forskel for sjael og sind og for klimaet.