Litteratur er ikke laengere et kulturelt kompas

Når man er vokset op med litteraturen, er det trist at se dens placering i danskundervisningen. Den er ikke laengere et åndeligt sikkerhedsnet, men litteraturen skal nu nok klare sig, og det samme skal de unge.

Studentervognene er kørt i garage, og hvis huerne ikke allerede har fået lyn, bølger og trekanter, ruller studenterfesterne ud over sommeren. Man skal vaere lidt af en partykiller, hvis man ikke under de smukke, unge mennesker at feste igennem efter dette år, hvor coronaen effektivt satte en stopper for mange af de sociale begivenheder, som traditionelt hører gymnasielivet til, og som får formler, ligninger og årstal til at glide nemmere ned.

Alligevel kom det lidt bag på mig, hvor meget virak sådan en student kaster af sig sammenlignet med for blot 10 år siden, da jeg sidst havde fornøjelsen. Der skal indkøbes kjoler til diverse begivenheder. En hue er ikke bare en hue, men kan nu designes i personlig udgave for flere tusinde kroner. Og så er der som sagt alle studenterfesterne. Min datter –og jeg taenker ikke, hun er verdens største festabe – skal alene til 20 studenterfester hen over sommeren. Og jeg, som ellers naivt troede, at eksamenstiden var den hårde tid.

Ikke bare noget, men temmelig meget har forandret sig, siden far var knaegt og ikke skulle have hue, fordi det var borgerligt, og der ikke var nogen grund til at skille sig ud, bare fordi man var blevet student. Festerne var dog også gode dengang, også selv om de ikke var med Soundboks, mad og fri bar og ikke fortsatte til langt hen i juli.

Der er imidlertid også noget andet, der har forandret sig. Man laeser ikke laengere primaert litteratur, når man har dansk på en gymnasial uddannelse. Min datter, som er HF-student, men som også lige tog 1. g med, inden hun skiftede studenterspor, har ikke laest et eneste hovedvaerk gennem tre år. Hun har laest uddrag, noveller og digte, og så har hun set en masse film og analyseret avisartikler. Hun har også øvet sig flittigt i at skrive laeserbreve og fiktive klummer.

Grunden til, at hun ikke har mødt litteratur i samme omfang som tidligere studenter, er ikke, at hendes dansklaerer ikke brød sig om litteratur. Årsagen er, at faget har aendret sig. Danskfagets laeseplan fra 2017 angiver, at danskfaget består af litteratur, sprog og medier, som vaegtes i forholdet 2:1:1. Det er derfor helt efter bogen, at hun har analyseret flere film og avisartikler end folkeviser og Johannes V. Jensen.

I en vis forstand giver udviklingen god mening. Der er f.eks. ingen af mine tre børn, der frivilligt laeser skønlitteratur i deres fritid. Set over en 10-årig periode laeser unge mennesker i stadigt mindre omfang laengere og sammenhaengende tekster i fritiden, sådan som Bogpanelets seneste undersøgelse peger på (2021). De unge mennesker foretraekker i vidt omfang Netflix, Playstation og Tiktok. Mange danske unge har i gennemsnit et dagligt skaermforbrug på tofire timer eller mere.

Datteren, der nu er blevet student, synes da også, det er lidt småpinligt og gammeldags med alle de bøger, vi har rundtomkring i huset. Måske har hun det lidt på samme måde, som jeg kan huske fra min barndom, hvor der stadig var huse, hvor de fyrede med kakkelovn. Når man kom til sådan et sted, var man så langt ude, at selv kragerne vendte, som vi sagde til hinanden.

Bibliotekernes indkøb og udlån af skønlitteratur er da også faldet gennem flere år. Det skønlitteraere bogsalg er ganske vist kun svagt faldende, men det afspejler en tendens, hvor få titler naermest går viralt, mens rigtig mange titler højst saelger et par hundrede eksemplarer.

Op til sommerferien var jeg censor på et universitetsspeciale, hvor en studerende havde undersøgt udvalgte, erfarne gymnasielaereres erfaringer med litteraturundervisning. Laererne oplevede alle, at eleverne laeste mindre end tidligere, havde store udfordringer med at komme igennem laengere tekststykker og med at laese og forstå aeldre litteratur. For at nå eleverne brugte flere laerere tid på faelles laesning i timerne.

Der var også laerere, som havde indført højtlaesning og afsatte tid til, at eleverne fik mulighed for frilaesning, dvs. de frit kunne vaelge en bog at laese i. Lydbøger var ligeledes et tiltag, flere havde indført. En raekke af tiltagene var umiddelbart noget, jeg troede hørte folkeskolen til. Det er nok en overdrivelse at tale om paedagogisk nødret. De naevnte fremgangsmåder må snarere ses som relevante og tidssvarende paedagogiske forsøg på at håndtere en situation, hvor elever ikke laengere har de samme forudsaetninger, interesser og motivation for at beskaeftige sig med litteratur.

I disse år forskes der i litteraturens gavnlige virkning, f.eks. inden for sundhedsprofessionerne. Kommende laeger laeser litteratur under deres uddannelse, og folk med forskellige udfordringer indgår i litteraere forløb, som har en sundhedsmaessigt positiv effekt. Litteraturens evne til at understøtte empati fremhaeves. Litteraturen er et unikt rum, hvor man kan møde fremmede universer i tid og rum, så man opnår detaljerede indblik i historiske og kulturelle miljøer.

Traditionelt har litteraturen vaeret et centralt kulturbaerende medie

Gennem mødet med litteraturen får ungdommen gennem deres studentertid ikke laengere sat kulturel kapital ind på deres bankbog.

i skole, uddannelse og samfund. Litteraturen har givet os adgang til et dannelsesmaessigt fundament, bl.a. i betydning, faelles referencer og forståelse. F.eks. indsigt i, hvilke idéer og aestetiske udtryksformer, som kendetegner Det moderne Gennembrud eller Romantikken. Lektor Blomme, Lykke-Per og fru Junkersen er ikke bare fiktive navne, men kulturelle arketyper med mere betydning. Det samme gaelder bogtitler og bøgers narrative forløb. Klods Hans, Askepot og Hamlet. Der er tale om kulturelle maggiterninger, hvor komplekse sociale, kulturelle og aestetiske erfaringer er samlet. Erfaringer, vi kan spejle os i eller distancere os fra, og som er med til at give vores liv indsigt, udsyn og mening.

Når man har levet et liv blandt bøger det meste af sit liv, er det lidt vemodigt at opleve en udvikling, hvor litteraturen aendrer funktion. Der er selvfølgelig noget, der er sket gradvis, men der er som regel konkrete begivenheder, der får én til for alvor at slå øjnene op. I mit tilfaelde var det min datters gymnasiale danskundervisning.

Måske er det lidt på samme måde som smeden, der smedede hestesko, oplevede mekaniseringen af landbruget. Pludselig var hesten fra at have vaeret et centralt og altafgørende nyttedyr, som havde en vital samfundsmaessig betydning, reduceret til et fritidsdyr. Den forsvandt ikke, men skiftede funktion og betydning. Litteraturen forsvinder heller ikke, der er stadig bud efter den til oplevelse, kulturel indsigt og nytte. Aldrig har der vaeret udbudt flere skrivekurser, udgivet flere skønlitteraere bøger, uddelt flere litteraturpriser eller afholdt flere litteraturfestivaler.

Det er alt sammen meget godt, men det aendrer ikke på, at litteraturen ikke laengere udgør et åndeligt sikkerhedsnet, der er spaendt ud under dele af ungdommen. Gennem mødet med litteraturen får ungdommen gennem deres studentertid ikke laengere sat kulturel kapital ind på deres bankbog, de kan traekke renter af, så de resten af livet formår at navigere rundt imellem nye og gamle idéer, ismer og historiske perioder. Litteraturen er ikke laengere et kulturelt kompas, unge kan navigere efter, når tilvaerelsens og samfundets små og store spørgsmål og udfordringer melder sig.

Litteraturen skal nok overleve uden at vaere ungdommens bedste ven. Og ungdommen skal selvfølgelig også nok overleve uden at have litteraturen som bedste ven. Sommeren er lang, og der er masser af studenterfester tilbage. Og måske er der nogen, der laver en Netflix-serie eller skriver en avisartikel om det en dag, som kan indgå i gymnasiets danskundervisning.