Jette Hammer ville have bekraeftet en familieanekdote, men endte med en faetter

Mange bruger dna-test til at få et fingerpeg om deres etniske oprindelse. For den 64-årige Jette Hammer gav testen hende også en faetter i Australien.

Egentlig ville Jette Hammer bare gerne have bekraeftet en familieanekdote. En anekdote, der var blevet brugt som forklaring på, hvorfor hendes mor og mormor havde en lød, som ledte tankerne mod sydligere himmelstrøg.

»Vi havde fået at vide, at der på et eller andet tidspunkt i min mormors familie var en soldat fra Napoleonskrigene, som var kommet til Danmark og havde gjort en gravid. Vi ville se, om vi havde noget spansk i os,« fortaeller den 64-årige Jette Hammer.

Så hun valgte at lade sig dna-teste. En metode, som millioner verden over har benyttet sig af. Nogle for at finde ud af, om de virkelig er så danske, som de tror. Andre for at finde flere brikker i en allerede igangvaerende slaegtsforskning. For når først man har lagt sin dna-profil ud på en database, kan man, som på en datingapp, få beskeder om dna-match.

Men ifølge formanden for Danske Slaegtsforskere, Kirsten Sanders, skal man ikke laegge for meget i den etniske kortlaegning.

»I bedste fald er det misvisende, og i vaerste fald er det direkte håbløst,« siger hun, der har fået forskellige svar om sin etniske oprindelse fra alle tre steder, hun har indsendt sin dna til.

Hun vurderer, at flertallet på websites som Ancestry, My Heritage og Family Tree DNA er nysgerrige efter at placere deres gener i verden og mindre interesserede i at opbygge et slaegtstrae:

»Når jeg skriver til folk og siger: Jeg kan se, at der er et staerkt match mellem os, har du ikke lyst til at fortaelle mig, om du har danske aner eller give mig adgang til dit slaegtstrae. Så svarer de fleste ikke.«

Kan ikke stå alene

Michael Dupont er historiker, ansat på Rigsarkivet, formand for Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie, og så har han skrevet bogen ”Dna og slaegtsforskning for begyndere”.

Han har bemaerket, at der er en langt større interesse for hans foredrag, når de handler om dna-slaegtsforskning.

»Jeg tror, at mange får foretaget en dna-test, fordi de tror, at den kan stå alene. Det kan den ikke. Hvis man skal have noget ud af den, skal man også slaegtsforske,« siger han.

Michael Dupont forklarer, at der er forskellige typer dna at teste ud fra, men de mest almindelige dna-test kan ikke entydigt sige, hvor i verden man stammer fra.

»Man ser på, hvor mange der har en bestemt type dna fra et bestemt område i verden. Derudfra konkluderer man, at det må vaere en karakteristisk dna for lige praecis det område, og så kigger man på, hvor meget dna du har, som ligner noget fra det pågaeldende område. Det er også derfor, at mange danskere får at vide, at de har dna fra Storbritannien. Det kan haenge sammen med Vikingetiden, hvor flere rejste til England og bosatte sig der.«

I Jette Hammers tilfaelde var det den etniske nysgerrighed, der drev vaerket. Flere i familien sendte dnamateriale til firmaet My Heritage, og hendes søn oprettede et slaegtstrae på hjemmesiden. Svaret viste, at anekdoten meget vel kan vaere sand. For sammen med Jette Hammers hovedsageligt skandinaviske gener fandtes også ca. 9 pct., som stammede fra Sydspanien og Marokko.

Og så taenkte den 64-årige ikke mere over det.

Fandt sin fars familie

Men i Australien sad en mand, som allerede i 2016 havde ladet sit dna analysere:

»Jeg gjorde det af ren nysgerrighed. Jeg taenkte, at det kunne vaere interessant at finde ud af, hvad vi består af,« siger David Oliver.

Han kunne konstatere, at han var både skandinavisk og engelsk. Det var ikke den store overraskelse, da hans danske mor havde født ham i England og derefter bortadopteret ham. Den biologiske far, gik han ud fra, var engelsk. Det var aldrig nogen hemmelighed, at David Olivers foraeldre ikke var hans biologiske ophav, men det var heller ikke noget, der gjorde den store forskel for ham:

»Jeg kan vagt huske, at min mor sagde: Du stiller aldrig nogen spørgsmål til det. Jeg svarede: Jeg er ikke rigtig interesseret i det, for jeg har dig.«

Men så døde hun. I mellemtiden var David Oliver flyttet til Australien. Dnaprofilen var igennem årene blevet mødt med tavshed, så han placerede den i stedet hos My Heritage. Samtidig henvendte han sig til adoptionsmyndighederne i Storbritannien og fik historien om sin mor. Hun var ganske rigtigt dansk. Til hans overraskelse viste det sig, at faren var det samme.

»Det var en åbenbaring for mig,« siger den tidligere militaermand om sine paeredanske rødder.

Den 61-årige David Oliver lokaliserede i december sidste år sin biologiske mor og fik en dansk ven til at aflevere et brev i hendes postkasse. Han hørte intet. Men få dage senere fik han til gengaeld et utvetydigt dna-match. Det var Jette Hammer, som viste sig at vaere hans kusine på farens side, og så voksede familien ellers.

Jette Hammer kunne fortaelle sin faetter, at hans far fik fem andre børn, hvoraf tre stadig lever. Og snart havde han talt med alle tre halvsøskende, som intet anede om farens sidespring eller resultatet. Dertil kom et antal faetre og kusiner.

David Oliver remser de mange relationer op. Flere af dem taler han med jaevnligt, men covid-19 har indtil videre forhindret besøg.

»De har taget imod mig med åbne arme. Det er en meget berigende oplevelse. Den eneste person, jeg ikke har haft kontakt med, er hende, som motiverede det hele,« konstaterer David Oliver, som understreger, at han både respekterer og accepterer, at moderen ikke ønsker at se ham.

Spørger man, hvordan det føles pludselig at have fået så omfangsrig en familie, lyder svaret:

»Lykke er en underdrivelse. Jeg er i himlen.«

Jeg tror, at mange får foretaget en dna-test, fordi de tror, at den kan stå alene. Det kan den ikke. Hvis man skal have noget ud af den, skal man også slaegtsforske. MICHAEL DUPONT, HISTORIKER OG SLAEGTSFORSKER