Russisk drama drømmer om tiden under Stalin

At vinderen skriver historien, bliver understreget i ”Kammerater!”.

Der haenger et gennemgående slogan om, at

”alting var bedre under Stalin”, i luften i Andrey Konchalovskiys på mange måder rigtig fine og gennemførte historiske drama om en laenge hemmeligholdt haendelse i Sovjetunionens historie; nedskydningen i juni 1962 af strejkende fabriksarbejdere på lokomotivfabrikken i Novocherkassk. Sloganet udtrykkes mest tydeligt af vores hovedperson Lyudmila, der er partiforkaemper og medlem af bystyret i byen, som ligger taet på Ukraine og Sortehavet. Hun oplever, hvordan ordenssamfundet i hendes optik er i opløsning under Khrusjtjov, der havde taget over som generalsekretaer i kommunistpartiet og dermed effektivt som landets leder efter Stalin. Stalins håndfaste ledelse (partidisciplinen visker effektivt dødstallene ud) savnes, for nu tager ungdommen over, og i filmens åbning betyder stigende priser på fundamentale fødevarer et opgør mod partiets strategi og tilmed strejker i Lyudmilas egen baggård; den traditionelt oprørske hjemstavn for kosakkerne.

Et bureaukratisk helvede

I filmens første og mest veloplagte halvdel følger vi partiapparatets langsommelige håndtering af den eskalerende krise og systemets indbyggede gensidige mistro mellem vaern og politikere, der alle hytter eget skind og uden undtagelse frygter repressalier fra højere sted. Repressalierne kommer, og de bliver uvant hårdhaendede, for der åbnes ild mod de strejkende, og massakren, der blev hemmeligholdt helt frem til Sovjetunionens fald, er en realitet. I efterspillet følger vi Lyudmilas jagt på den nu forsvundne datter, igen igennem et bureaukratisk helvede, hvor fortrolighedserklaeringer og vejblokader bliver ved med at stå i vejen for simple svar.

Konchalovskiy har filmet det hele i sort-hvid og generelt skabt et overbevisende tidsbillede og et drama om en mors jagt på orden og sandhed båret af vreden over måden, hvorpå massakren blev fejet ind under gulvtaeppet. Den vrede forstår alle, og filmen veksler fint mellem at se komikken i bureaukratiet og finde smerten i uvisheden, men følgeslutningen over til mantraet om, at det hele var bedre under Stalin, ligner et ideologisk greb, der giver forstraekningsskader for den historieopfattelse, som vi er opdraget under.

DRAMA Kammerater! Rusland, 2020 Instruktør: Andrey Konchalovskiy 2 timer og 13 minutter Premiere: Den 15. juli

FREDERIK ASSCHENFELDT VANDRUP

Gribende drama

”Kammerater!” er produceret af det russiske kulturministerium, producenten er hovedrig oligark og instruktøren selv, hvis cv raekker fra hovedvaerker i russisk kunstfilm til Stallone-filmen ”Tango & Cash”, også Putin-venlig, så skabelsen udspringer fra sfaeren omkring magtens centrum. Og herfra arbejdes der på en stille rehabilitering af Stalin som den store landsfader med Khrusjtjov som skandalen, der foraerede Krim til Ukraine (det har man rettet op på nu), og som skabte usikre reformer for Sovjetunionen. Den historiefortaelling støtter ”Kammerater!” op om i en grad, så det ikke vil vaere forkert at kalde den propaganda, men selv propaganda kan sagtens skabe fin kunst, og i sit centrale drama og i sin udførelse leverer Konchalovskiys film et ofte gribende drama, der også kan vaerdsaettes på egen hånd.

Filmen veksler fint mellem at se komikken i bureaukratiet og finde smerten i uvisheden.