Den dynamiske menneskeret

Folketingsmedlem m.m. Morten Messerschmidt rettede fredag den 16. i denne avis en voldsom kritik mod Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Domstolen indfører EU ind ad bagdøren, skrev Messerschmidt og gjorde gaeldende, at Danmark efter hans mening bør undlade at følge en nyligt afsagt dom om retten til familiesammenføring. Menneskerettighedsdomstolen har i den konkrete sag afgjort, at den danske treårsregel er i strid med menneskerettighedskonventionens bestemmelse om ret til familieliv. EU’s graense på to år er OK, siger domstolen, men tre år er for meget.

Problemet er, at domstolen har lagt EU-regler til grund, og at Danmark netop har et retsforbehold og derfor ikke er forpligtet af EU-reglerne. Messerschmidt mener derfor, at domstolen trodser det danske retsforbehold. Deri kan Messerschmidt for en umiddelbar betragtning have ret, men han undgår at forholde sig til det faktum, at konventionens regler er meget vagt formuleret, og at domstolen derfor i vid udstraekning må ty til, hvad der officielt kaldes dynamisk fortolkning – mere uformelt og lidt uvenligt juridisk frihåndstegning.

Det betyder, at domstolen må laegge de retskilder til grund for sine afgørelser, som måtte findes relevante i situationen – herunder retsregler, som ikke formelt forpligter domstolen, men som findes relevante i den enkelte sag. Aktuelt EF’s regler. Det er ikke noget ukendt faenomen, at retsregler må fortolkes dynamisk. Se bare vores egen grundlov. Den fortolkes absolut dynamisk, og godt for det, for hvis den skulle fortolkes strikt efter sin ordlyd alene, ville vi have en regent med diktatoriske beføjelser, og vores højt besungne ytringsfrihed ville vaere begraenset til beskyttelse mod forhåndscensur. Der er intet i grundloven, som kunne forhindre Folketinget i at vedtage en lov, der hjemlede langvarige faengselsstraffe for blot at kritisere regeringen eller statsministeren.

Behovet for den dynamiske fortolkning haenger sammen med, at grundloven er ualmindeligt vanskelig at aendre, og at den i sin ordlyd slet ikke følger samfundets udvikling. Det samme gaelder i vid udstraekning menneskerettighedskonventionen, som omfatter de 47 medlemslande, som er repraesenteret i Europarådet.

Messerschmidts pointe er imidlertid, at Danmark ved folkeafstemning udtrykkeligt har sagt nej til et vaesentligt element i menneskerettighedsdomstolens afgørelse, nemlig retsforbeholdet, og et enkelt medlem af dommerpanelet har afgivet dissens og påpeget, at domstolen med denne afgørelse har skabt en »helt ny retspraksis«. For Danmarks vedkommende gaelder tillige det saerlige forhold, at den europaeiske menneskerettighedserklaering med alle sine vage formuleringer er vedtaget som dansk lov og dermed skal inddrages direkte som retskilde i danske domstoles afgørelser. Også derfor ville det vaeret et yderst uheldigt signal at sende, hvis Danmark skulle naegte at følge afgørelsen. Hvad Europarådets øvrige medlemmer, som ikke er medlemmer af EU og naeppe nogensinde bliver det, måtte sige til dommen, er foreløbig uvist.

Dommen, som i Europarådets regi inddrager regler, som det dømte land aktivt har lagt afstand til, er nok holdbar efter gaeldende regler og kold jura. Men set fra en dansk synsvinkel kunne det ligne en provokation, som – jo sikkert utilsigtet – giver Messerschmidt og hans meningsfaeller et godt argument for yderligere at laegge afstand til EU som sådan.